Faget tysk har ændret position gennem de seneste årtier. Hvor man tidligere mente, at faget havde stor betydning for både erhvervslivet og den almene dannelse, er der nu meget færre undervisningstimer i tysk, skriver Julie Wagner Birkeholm i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg.

I hendes virke som tysklærer på en folkeskole, har hun tit måtte forklare sine elever, hvorfor det er en vigtig kompetence at kunne tysk, og selvom eleverne i de fleste tilfælde godt kan se fornuften i hendes begrundelser, oplever hun alligevel oftere og oftere negative reaktioner på faget. Hun undrer sig over, hvordan og hvorfor tyskfagets status har ændret sig, og i projektet undersøger hun, om der hersker en særlig fagdiskurs, bestemte måder at italesætte og forstå tysk, der bremser fagets potentiale i folkeskolen. Det har ledt til problemformuleringen:

”Jeg ønsker indledningsvis gennem data fra elev-, tyskunderviser-, lærerkollega- og forældreperspektiv ved hjælp af diskursanalytisk metode at afdække, hvilke elementer der kan identificeres som centrale diskurser om tyskfaget på en folkeskole og at indkredse, hvilken betydning centrale diskurser om tyskfaget har for elevernes individuelle og subjektive holdninger til faget for på denne baggrund at vurdere, hvorvidt og i givet fald hvordan dette konstruktivt kan få indflydelse på min egen fremtidige tilrettelæggelse af tyskundervisningen”.

En sær snegl

Julie Birkeholm undersøger tyskfaget ud fra et socialkonstruktivistisk perspektiv. ”Socialkonstruktivismen peger på, at virkeligheden aldrig er den “virkelige virkelighed”, men derimod altid en fortolket virkelighed”. En grundopfattelse for socialkonstruktivismen drejer sig om ”sprog som handling”, hvor det forudsættes, at vores sprogbrug er en form for social handling, hvor det at sige noget er forbundet med at gøre noget. ”På den måde bliver sproget konstituerende for virkeligheden”, skriver hun.

I analysen af sine interviews med lærere, forældre, elever bruger hun blandt andet den britiske professor i lingvistik Norman Faircloughs kritiske diskursanalytiske metode til at identificere, hvordan tyskfaget omtales. Blandt andet undersøger hun den måde, som tysklærerne omtaler sig selv på. En lærer betegner i interview sin tysklæreridentitet som ”en sær snegl”, og lærerne er samlet enige om, at deres status er nørdet:

Lærer 1: ”Man får også lidt sådan et nørdestempel, ikke?”

Lærer 2: ”Ja, det er mere sådan et nørdeprædikat.”

Lærere fortæller desuden, at de føler sig ladt alene i det tværfaglige samarbejde på skolen, og nørdestemplet kan derfor skabe ”en dobbeltsidet isolation omkring tysklærerne og tyskfaget helt generelt som følge af fagets italesatte sociale konstruktion”, skriver Julie Birkeholm.

Tysk er nederen

Interview med elever viser, at de knytter mange negativt ladede ord til det, de hører, andre elever sige om tysk: ”hader”, ”nederen”, ”svært”, ”kedeligt” og ”groft-agtigt”. ”Ordene tyder på, at der generelt er en negativ beskrivelse af faget i klasserummet”, skriver Julie Birkeholm og fremhæver, at det er interessant, at eleverne tilkendegiver, ”at deres egen subjektive holdning til faget knytter an til ord som ”sjovt”, ”fedt” og ”nemt”, hvorved der er et stort skel mellem, hvad de interviewede hører om tysk fra andre, og hvad de egentlig selv synes om tysk”.

Det er svært at sige højt i klassen, hvis man kan lide faget: ”Det er svært at få lov til, de andre siger, at faget er dumt”, fortæller en elev. En anden supplerer: ”Jeg siger det ikke så meget”. En tredje elev fortsætter: ”Jeg vil ikke have, at de andre synes, at jeg er sådan en stræberagtig type”.

Julie Birkeholm skriver, at det er bemærkelsesværdigt, at eleverne bruger ord som ”få lov til” og ”stræberagtig type”, ”da det siger noget om, at eleverne forbinder det at være glad for tysk med nogle negative udsagn i et fællesskab”.

Professionel kapital

Julie Birkeholm identificerer tre diskurser ud fra sine interviews: en globaliserings-, en fællesskabs- og en faghierakidiskurs, og hun konkluderer, at den måde lærere og forældre omtaler faget har stor betydning for den måde, eleverne oplever faget som individ og fællesskab. Fællesskabets negative konnotationer gør det svært for elever at italesætte tysk positivt, selvom det er deres individuelle subjektive holdning til faget. Diskurserne skaber ”et pres omkring elevernes placering i forhold den magt, der kommer til udtryk i diskurserne, da de står med en fod i begge lejre og må vælge deres kommunikation om tyskfaget ud fra den sociale kontekst, de befinder sig i”.

Julie Birkeholm præsenterer begrebet ”professionel kapital” som et bud på et handleperspektiv. Det handler om, ”at der på en skole blandt de ansatte bør være en fælles forståelse af, hvordan de hver for sig og tilsammen kan få ressourcerne på skolen til at hænge sammen og understøtte hinanden i en fælles bestræbelse på at udføre kerneopgaven på skolen bedst muligt”, skriver hun. Tysklærerne skal i højere grad inddrages i projekter og tværfagligt arbejde. ”En måde at løfte denne opgave på i et fællesskab ville for eksempel være at øremærke tysk på nogle af de projekter, der er på den skole, mine informanter kommer fra. På den måde bliver både elever, tysklærere, lærerkolleger og forældre inddraget i tyskfaget, hvilket på sigt vil give magten mulighed for at skifte, så det ikke længere er farligt at synes om tysk i fællesskabet, og så det bliver en naturlig del af det tværfaglige samarbejde, at tyskfaget deltager og ikke lades alene”, foreslår Julie Wagner Birkeholm.