Skældud defineres i Den Danske Ordbog som det at anklage, bebrejde eller irettesætte nogen, som oftest i voldsomme og vrede vendinger. Skældud er en del af hverdagen for mange børn og voksne. Faktisk svarer 82 procent af 424 adspurgte lærere i en spørgeskemaundersøgelse fra 2020, at de skælder ud. 

Mie Kviesgaard blev ofte opfordret til at være hård og skrap, så hun kunne sætte sig i respekt over for eleverne, når hun var i praktik eller var vikar. I hendes anden praktik på læreruddannelsen var hun i en velfungerende 4.-klasse, men særligt begyndelsen af timerne var præget af, at eleverne havde haft konflikter i frikvarteret. Der var ofte børn, der skændtes, nogle der græd, og generelt var der et højt niveau af uro i klassen. "Vores timer startede derfor ofte med konflikthåndtering, og ofte brød læreren ind og skældte eleverne ud. Vi havde en oplevelse af en præstationsorienteret praksis, hvor negative narrativer, mange konflikter og skældud var en del af dagligdagen", skriver hun i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Aarhus ved Professionshøjskolen Via UC. 

Skældud kan medføre "magtens ro", men ikke relationens ro, og der ligger en særlig og anderledes opgave i den asymmetriske relation, der medfører en vis magt, der kan være direkte ødelæggende, hvis man bruger den forkert, mener hun. Undersøgelser viser, at skældud på lang sigt vil medføre mere uønsket adfærd hos eleverne, og derfor undersøger hun i projektet, hvordan skældud påvirker klasserummet, og "hvordan jeg som lærer kan forebygge det, både for at kunne begrunde mit ståsted, men også for at få konkrete handlemuligheder". 

"På hvilke måder kan skældud påvirke klasserummet, og hvordan kan læreren arbejde proaktivt med at undgå skældud", spørger hun i sin problemformulering.

Magtens ro 

Mie Kviesgaard refererer til forskeren Louise Klinge i beskrivelsen af de skadelige virkninger af skældud. Når der skældes ud for at få ro i en klasse, vil det måske virke i forhold til at mindske støjen. Men der er tale om "magtens ro", skriver hun. Et belgisk studie fra 2008 dokumenterer, at børn, der fik meget skæld ud for uhensigtsmæssig adfærd, havde mere uhensigtsmæssig adfærd i slutningen af skoleåret. "Dermed kan man sige, at den ro, skældud kan give, virker modsatrettet, fordi det medfører mere af den adfærd, den voksne ikke ønsker", konkluderer hun. 

Biologisk sker der noget i kroppen, når man bliver skældt ud. Stresshormonet kortisol bliver udskilt, og det påvirker leg og læring negativt og bliver først stabiliseret igen efter tre til fire timer. Faglig progression og trivsel for både det enkelte barn og klassen som helhed hæmmes, fordi skældud er skadeligt over tid. Det nedbryder barnets selvregulerende funktioner, kortisolregulering og belaster nervesystemet, og der kan være langsigtede konsekvenser som depression og lavt selvværd. Derfor mener hun, at det er utrolig vigtigt, at lærere finder andre måder at skabe ro på.

At arbejde proaktivt med at undgå skældud

Mie Kviesgaard har undersøgt, hvordan læreren kan arbejde med metoder i undervisningen, der kan nedbringe konfliktniveau og skabe ro, uden skældud. Hun refererer blandt andet til Tretrinsraketten, der er udviklet af skoleforsker Louise Klinge, børneforsker Erik Sigsgaard og skolekonsulent Mette Thor Jørgensens. Den er et bud på en konkret handle- og tænkemåde, der kan afløse skældud. Tretrinsraketten bygger på: vær rolig (hjerteikon), vær nysgerrig (øreikon)og vær hjælpsom (håndikon). Vær rolig henviser til at stoppe sin automatreaktion, have roligt kropssprog, almindelig stemmeføring og bevidsthed om vejrtrækning. Vær nysgerrig handler om at forholde sig ikke-dømmende, da alle har brug for trøst og omsorg. Vær hjælpsom indebærer at fortælle børnene, hvad de skal og ved at give løsningsforslag. 

Hendes undersøgelse af undervisningspraksis er fra 3. praktikperiode, hvor hun var i en 4. klasse. I undersøgelsen brugte hun deltagerobservation og interview med eleverne. 

Formålet med forløbet var at skabe mere ro og mindre konflikt, og alle dansktimer i klassen begyndte med øvelser på fem - syv minutter, der er inspireret af fem grundøvelser fra bogen "Nærvær og empati" af Helle Jensen. Øvelserne er eksempler på, hvordan man "ved hjælp af de fem naturlige komptencer hjerte, bevidsthed, krop, åndedræt og kreativitet kan vende opmærksomheden indad".

En øvelse var med fokus på åndedræt. Mie Kviesgaard skriver, at åndedrætsøvelser kan lede til en roligere adfærd, fordi dybe åndedrag beroliger nervesystemet, sænker kortisolniveauet og øger mængden af positive følelser. På den måde kan øvelsen være med til at forebygge skældud. En elev fortæller efter den første gang med øvelsen:

Elev: "Wauw. Jeg giver det ti ud af ti". Lærer: "Ja, hvorfor?" Elev: "Fordi det var vildt dejligt".

Undervejs i forløbet på de seks uger gav eleverne udtryk for, at det både kunne være dejligt og svært at lave øvelsen. Eleverne havde forslag til, hvordan øvelserne kunne korrigeres og foreslog at prøve både med og uden musik. Nogen ville gerne prøve at lave øvelserne i længere tid ad gangen, og andre ville gerne prøve at ligge ned imens. 

En elev udtalte: "Jeg synes faktisk, at jeg kunne mærke, jeg blev mere rolig, og nu kan jeg bedre koncentrere mig igen. Det kunne jeg nemlig mærke, jeg ikke kunne før".

Nysgerrighed

Mie Kviesgaard havde i undervisningen også fokus på "Vær nysgerrig" i Tretrinsraketten. Her arbejdede hun med filosofi i klassen. "Filosofi med børn er en pædagogik, der arbejder med undren, refleksion, dialog og argumentation i undervisningen". Hun skriver, at engagementet stiger i kraft af mere taletid til eleverne, og at en filosofisk tilgang skærper elevernes nysgerrighed, lyst til at lære og dermed deres faglige niveau. 

Tretrinsraketten anbefaler, at læreren skal være nysgerrig som afløsning til skældud. Hvis lærer og elever filosoferer sammen og træner nysgerrigheden, kan det overføres til andre situationer, og det kan være med til at afhjælpe skældud. 

En elev fortalte efter forløbet med filosofi:

"Da vi havde det der filosofi, da lærte vi at sige vores mening, og at man godt kan være uenige uden at skændes, men stadig være gode venner og bare snakke normalt". I analysen af undervisningen konkluderer Mie Kviesgaard, at man bedst lærer at holde den gode tone i konflikter, når der ikke er konflikt. Når man er i ro, er det muligt at leve sig ind i, hvordan den anden har det, og i forløbet observerede hun, hvordan eleverne overførte idealerne for den gode samtale fra de filosofiske øvelser til konfliktsituationer. 

Selvom øvelserne viste sig at skabe ro for både børn og voksne, er det ifølge Mie Kviesgaard afgørende, at læreren også arbejder med sig selv og får en bevidsthed om det uhensigtsmæssige i at skælde ud. I en travl hverdag hvor både børn og voksnes nervesystem kan være på overarbejde af flere forskellige grunde, er det helt afgørende, at læreren påtager sig ansvaret for at genskabe ro og bidrage til at skabe det, hun kalder en rolighedskultur i skolen. Læreren kan på den måde medvirke til "positiv affektsmitte", både på lærerværelset og i klasserummet, hvilket spreder sig som ringe i vandet, konkluderer hun. 

Læs hele projektet her: