Hvilke potentialer og udfordringer står lærerne overfor, hvis Muhammedkrisen bliver en obligatorisk del af undervisningen i folkeskolen? Det undersøger Linda Teil og Aisha Zaheer i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole.

Nye Borgerlige, Venstre, Dansk Folkeparti, De Konservativ og Liberal Alliance har forslået, at Muhammedkrisen skal være en del af historiekanon, fordi emnet sætter fokus på ytringsfriheden og belyser Danmarks relation til Mellemøsten. Forslaget er endnu ikke vedtaget, men Socialistisk Folkeparti bakker op om det.

Det har inspireret Linda Teil og Aisha Zaheer til at undersøge, hvilke muligheder og udfordringer lærerene vil møde, hvis de skal undervise om krisen.

Det førte dem til følgende problemformulering: ”Hvordan kan undervisning med udgangspunkt i Muhammedkrisen og -tegningerne være med til at fremme elevernes dannelse og kritiske tænkning i folkeskolen?”

I undersøgelsen interviewer de fire lærere, som har arbejdet med Muhammedkrisen i deres undervisning. Alle fire har undervist i emnet i udskolingen, mens to af dem også har undervist en 6.-klasse om emnet.

Lærerne svarede alle, at de ikke ville vise karikaturtegningerne i dag, mens en af dem ville lade det være op til eleverne selv at google sig til tegningerne, hvis de ville se dem. Lærerne argumenterede med, at de ikke ville støde de muslimske elever i klassen.

Ifølge en undersøgelse i fagbladet Folkeskolens lærerpanel har 21,8 procent af deltagerne undladt at vise tegningerne for ikke at krænke elevernes følelser, og 6,4 procent har undladt at bruge tegningerne af frygt for, at nogle elever ville reagere på en måde, som kunne ødelægge undervisningen, refererer Linda Teil og Aisha Zaheer i projektet.

De har også interviewet tre elever i udskolingen, som alle er født og opvokset i Danmark, men hvor enten den ene eller begge forældre er fra Pakistan, Marokko eller Tyrkiet, og måske har lærernes frygt for at krænke eleverne slet ikke hold i virkeligheden, siger de.

”På baggrund af elevernes udtalelser kan man argumentere for, at det mere handler om lærerens frygt. Alle tre elever mener, at tegningerne er respektløse, men især to af dem kan se fordele ved at se dem, hvis det sker i den rette kontekst, og dermed ville de muligvis ikke reagere kraftigt på dem. Det bekræfter, at kontroversielle emner afhænger af konteksten – hvad der kan virke harmløst ét sted, kan muligvis skabe splittelse og stærke følelser et andet sted”, skriver Linda Teil og Aisha Zaheer.

Multikulturalistisk tilgang

Men hvordan skal man så gribe undervisningen an? spørger de. Inden de gik i gang med projektet havde de en antagelse om, at det ville være godt, hvis lærerne havde en såkaldt interkulturel tilgang til undervisningen, hvor forskellighed ses som noget positivt, og hvor man arbejder med at bekæmpe fordomme. Undervejs i projektet blev de dog i tvivl, for ”den tilgang tager ikke højde for magtrelationer og for hvordan disse påvirker befolkningsgrupper herunder forholdet mellem majoritet og minoritet. Det gør den antiracistiske tilgang i stedet, fordi den belyser undertrykkelse af minoriteter, racisme og diskrimination”, siger de og fortsætter:

”Når man tager racismebegrebet i brug i en pædagogisk sammenhæng, er fordelen, at man undgår at kulturforklaringer anvendes på enhver adfærd, som forekommer afvigende, da netop kulturforklaringer danner et grundlag for diskrimination”.

Linda Teil og Aisha Zaheer mener derfor, at lærerne bør kombinere en interkulturel og en antiracistisk tilgang i en såkaldt multikulturalistisk tilgang, når de skal undervise om emnet.

”Ved at undgå kulturforklaringer og ved at anvende en antiracistisk tilgang kan man muligvis fremme elevernes selvværd og positive identitetsdannelse,” skriver de.

Dog er det vigtigt, at alle elever, uanset om de har majoritets eller minoritetsbaggrund, lærer at være kritiske i forhold til kulturelle magtforhold.

”Når man oplyser majoritetseleverne om de her strukturer, kan det være med til at opbygge et kulturelt selvværd hos minoritetseleverne”, siger de.

Karikaturkrise

En af de interviewede lærere fortæller, at han bevidst har valgt at kalde Muhammedkrisen og Muhammedtegningerne for karikaturkrisen og karikaturtegningerne for ikke at tillægge Muhammed og islam negativt ladede karaktertræk, som kan påvirke de muslimske elevers selvforståelse negativt.

”Det kan diskuteres, om det i virkeligheden er bedst at holde Muhammed som profet adskilt fra karikaturtegningerne - netop fordi det var tegnernes fortolkning af islam pålagt på Muhammed”, skriver de.

Tværfaglig undervisning

De interviewede lærere har undervist om Muhammedkrisen i samfundsfag, dansk og historie, men ingen af dem har berørt det i religion, som de alle fire også underviser i, og det undrer Linda Teil og Aisha Zaheer.

”Netop fordi konfliktperspektiver er en del af mangfoldighed, pluralisme og diversitet finder vi det problematisk, at ingen af lærerne har inddraget, eller tænker at inddrage emnet i religionsundervisningen - religionsfaget er et holdningsfag, hvor konfliktperspektiver kan åbne for at give eleverne mulighed for at diskutere og afprøve forskellige syn på kontroversielle emner”, skriver de, og foreslår, at man arbejder tværfagligt med emnet for eksempel gennem ”forløb i fagkombinationerne dansk/religion med henblik på kunsttraditioner, historie/religion med henblik på kildekritik og samfundsfag/religion med diskursanalyser og debatter”.

Desuden er det vigtigt, at eleverne har en grundlæggende viden om islam, inden man kan arbejde med krisen, siger de:

”Hvis eleverne skal kunne adskille islam og Muhammed fra tegningerne og forstå de konfliktperspektiver og de diskurser, som er indlejret i tegningerne, er det vigtigt, at de ved noget om, hvordan han tidligere er blevet portrætteret i islamisk kunst samt forskellene på ikonoklasme, ikonodulisme og anikonisme”.

Linda Teil og Aisha Zaheer konkluderer, at det er vigtigt at undervise om Muhammed-krisen, så eleverne kan lære om rettigheder og pligter, men de mener, at det sagtens kan gøres uden at vise tegningerne, da eleverne også skal lære, ”at på trods af, at de har ytringsfrihed, har de også pligt til at fremme åndsfrihed og ligeværd”, skriver de.