Fortælling kan være en stærk katalysator for en varieret historieundervisning og en alsidig elevudvikling, hvis der skabes et dialogisk miljø, hvor eleverne inddrages aktivt i arbejdet med fortællingen, konkluderer Esben Lodberg Hedegaard Mouritzen i sit projekt fra Læreruddannelsen på Fyn ved University College Lillebælt. Men det er vigtigt, at læreren medtænker evalueringen helt fra planlægningsfasen, tilføjer han.

Det irriterede mig

Esben Mouritzens interesse for fortælling opstod i en praktikperiode på en grundtvig-koldsk friskole, hvor "det levende ord" er en hovedhjørnesten i forståelsen af folkeoplysningen. Her havde han fortælling med en 5. og en 6.klasse på én gang. "Alle fulgte med og kunne huske fortællingen i overskrifter ved brug af noterne næste gang, men der var ingen personlig forbindelse eller gryende udvikling af identitet, historiebevidsthed eller historiske kundskaber at spore. Det irriterede mig, da jeg ønskede, at det skulle sætte sig i eleverne og skubbe en udvikling i gang," skriver han i sit projekt fra Læreruddannelsen på Fyn ved University College Lillebælt.

Det fik ham til at udforme følgende problemformulering: "Hvilke potentialer er der med den historiske fortælling i historiefaget, og hvordan kan fortællingen videreudvikles og effektiviseres?"

Grundtvig og Kold

Nikolai Frederik Severin Grundtvig og Christen Mikkelsen Kold er blevet kaldt folkeoplysningens "teoretiker" og "praktiker".  Eleverne skal "oplives", før de kan "oplyses". Begejstringen skal vækkes, før man kan tage imod oplysning. Eleverne skal gøres glade for livet og skolen og dermed få lyst til at udforske livet omkring dem og i skolen. Undervisningen skal rette sig mod en udvikling af elevens iboende livsmuligheder og være "beåndende" ved at forbinde sig med og hjælpe det liv videre, eleven bærer i sig, refererer Esben Mouritzen. Midlet er først og fremmest lærerens evne til at gøre indholdet levende i fortællingens form. "Livet inde i eleven kan tage en levende og voksende form gennem fortællingen."

I denne proces bliver vekselvirkningen vigtig. Vekselvirkningen forstået som et dynamisk samspil mellem lærer-elev og eleverne indbyrdes. Den skal være fri, levende og naturlig. "Sagt på en anden måde skal læreren med sin viden og erfaring møde eleverne med respekt for deres naturlige udgangspunkt og måder at lære på. Læreren har fordelen af sin viden, men vekselvirkningen bliver først virkningsfuld, når han ved, at han ikke kan skabe livet i eleven, men kun vække, nære og oplyse det, der findes hos eleven gennem fortællinger og samtale. Læreren bør fungere som en vidende igangsætter, der deltager i den frie samtale på lige fod med eleverne og leder dem i den rigtige retning."

Eleverne skal arbejde videre

Med henvisning til Jens Pietras og Jens Aage Poulsens bogHistoriedidaktikfremhæver Mouritzen en række potentialer ved en didaktisk og fagligt reflekteret mundtlig historiefortælling.

Den historiske fortælling kan give indblik i periodes hverdags-, kultur- og mentalitetshistorie, så eleverne kan tilegne sig kundskaber og viden og udvikle historiebevidsthed og identitet. Men eleverne skal arbejde videre med fortællingens indhold i undervisningen.  "Den kan bl.a. fremstå som en kilde, som eleverne skal behandle kildekritisk. På denne måde bliver den historiske fortælling et middel til at øve metodekundskab og dermed bredes metodens potentiale yderligere ud."

Fortælling konstruerer identitet

Den amerikanske psykolog Jerome S. Bruner argumenterer for, at referencer til personer i fortællinger kan føre os til at se mennesker i det virkelige liv på en ny måde.  "Det kan overføres til historiske fortællinger, hvor fortællinger om historiske personer ikke blot kan give faktaviden, men skabe en ny indsigt og forståelse af sig selv gennem relation til aktørerne i fortællingen," skriver Mouritzen.

Det er en af Bruners hovedpointer, at: "stor fortælling er en invitation til at finde problemer, ikke undervisning i problemløsning. Den handler dybest set om menneskelige vilkår og problemer, om vejen snarere end om den kro, hvortil den fører".

Fortællinger kan få eleven til at reflektere og undre sig. En historisk fortælling bliver stor og virkningsfuld, når den sætter skub i elevens evne til at sætte menneskelige samt egne vilkår og problemer før, nu og i fremtiden i relation til hinanden og reflektere over dette, mener Esben Mouritzen.

Det er, konkluderer han med Bruner, kun med fortællingens metode, man kan konstruere en identitet og finde sig en plads i sin kultur.

Fra lærerfortælling til elevfortællinger

Historiedidaktikkerne Jens Pietras og Jens Aage Poulsen kommer i deres bogHistoriedidaktikmed ni forslag til, hvordan eleverne kan skabe fortællinger med udgangspunkt i lærerens fortælling:

De første tre er til mellemtrinnet. Derefter stiger niveauet, og eleverne skal så småt undersøge historien. Desuden foreslås det, at eleverne fra 5. - 6. klasse selv skal begynde at formulere historiske fortællinger fra bunden gennem en todelt arbejdsproces i form af analyse og tolkning af kilderne samt formulering af fortællingen.

Gode eksempler og udviklingsmuligheder

Esben Mouritzen besøgte og observerede historieundervisningen tre grundtvig-koldske friskoler, hvor man anvender fortælling som metode.

Målet var todelt. Der skulle både søges efter faldgruber, hvor den fortællende metode kunne effektiviseres og udvikles og efter gode eksempler.

"Der var fire hovedgrupper, hvis indhold er relevant for analysen i opgaven. Jeg ville spørge om baggrunden for brugen af den historiske fortælling, hvilke færdigheder de sigtede efter samt fagets formål, graden af opmærksomhed på elevens livsverden, og slutteligt på hvilken måde de sigtede mod elevens identitet og historiebevidsthed. Fokuspunkterne til observationerne indeholdt bl.a. fortællertid til lærer/elev, emnet og dets relation til elevens livsverden, samspillet mellem lærer-elev og elev-elev samt arbejdet med identitet og historiebevidsthed."

"Der findes et bredt teoretisk potentiale for at kunne udvikle eleven fagligt såvel som personlighedsmæssigt," skriver Esben Mouritzen i sin konklusion "Eleven får mulighed for at hente inspiration i skæringspunktet mellem fortællingens verden og sin egen livsverden ved at spejle sig i historien og skabe ny indsigt til hjælp til at forstå livet og udvikle sin identitet."

De faglige kundskaber kan også udvikles, men dette kræver, jævnfør Pietras og Poulsen, at man arbejdede videre med fortællingen.

Et essentielt udviklings- og effektiviseringsområde er elevdeltagelsen. Eleverne bør inddrages aktivt i arbejdet med fortællingen "for at skabe et dialogisk undervisningsmiljø, hvor der kan skabes en alsidig udvikling af eleven, som der også sigtes mod i fagets og folkeskolens formålsparagraf."

For at udvikle sig fagligt og personligt bør eleverne selv udarbejde historiske fortællinger, så deres historiske tænkning kommer i spil.  De skal udvikle stærke metodekundskaber for at kunne undersøge historien selvstændigt og skabe lødige fortællinger, lyder den fortsatte konklusion.  Gennem et større arbejde med fortællingerne får eleverne øget deres udsagnskundskab, "da de i arbejdet med at skabe fortællingen skal vide meget om den historiske periode."

Eleven skal også skabe "selvfortællinger" for konkret at kunne sætte det historiske indhold i relation til sig selv og i forlængelse heraf udvikle sin identitet og historiebevidsthed, og her må være opmærksom på at skabe "en relationel kobling mellem fortællingens indhold og elevens livsverden," skriver Esben Mouritzen.

Historisk viden kan også udvikles ved at bruge fortællingen som ind- eller udgang i arbejdet med en periode eller som gennemgående aktivitet i et forløb, mener han og henviser til bachelorprojektets konkrete forslag til, hvordan fortælling kan indgå som en bærende elev-aktivitet i et storyline-forløb.

Evalueringen skal medtænkes fra begyndelsen

"Et andet centralt udviklingsområde jeg kom frem til, er planlægning og evaluering af fortælleforløb. Det er vigtigt, at læreren allerede i planlægningen af forløbet medtænker evaluering, og hvordan han kan spotte den faglige og personlige udvikling, hvor specielt sidstnævnte kan være svær at måle,"  skriver Esben Lodberg Hedegaard Mouritzen. Læreren skal medtænke evaluering allerede i planlægningsfasen "ved at sætte fokus på, hvilke mål han sætter for forløbet, og hvilke tegn han vil være opmærksom på for at sikre, at udviklingen går i den rigtige retning, så han kan rette ind med fx nye tiltag.

"Min endelige konklusion er, at den historiske fortælling kan være en stærk katalysator for en varieret undervisning og en mangesidig udvikling af eleven, såfremt anvendelsen involverer høj elevdeltagelse, forbindelse til elevens livsverden, et videre arbejde med fortællingen og brugen af en evalueringsmetode i forhold til effekten."

Hele projektet findes til højre under EKSTRA: "Den historiske fortællings potentiale i historie-undervisningen"