"Det lyder som overdrevet curling, og jeg synes, at forældrene tegner et forkert billede af mig og skolen, når de siger, at hun reagerer på, at der er uro i skolen. Dét, de beskriver, er ikke noget, vi ser heroppe i skolen, det sker altså kun i hjemmet. Så jeg har svært ved at se, at det handler om uro i klassen. Jeg siger også, at de skal opmuntre Lærke til at komme i skole, så de er klar over, at de selv har et ansvar for, at hun kommer afsted".

Sådan siger læreren Mona, som Pernille Bo Eriksen har interviewet til sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Odense ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole.

Projektet handler om forståelser og fortællinger om skolevægring.

I en praktikperiode erfarede Pernille Eriksen, at fire lærere i samme team havde meget forskellige forståelser af, hvorfor en elev ikke havde været i skole i et halvt år.

"Fra min plads på første parket kunne jeg se og høre, at lærerteamet håndterede problemstillingen på vidt forskellige måder, hvilket resulterede i gentagne kollisioner mellem teammedlemmerne. Da jeg spurgte dem, hvad der kunne have ført til, at eleven skolevægrede, placerede de alle grundlaget, ansvaret og tidspunktet for skredet forskellige steder. Lærerne fortalte dog enstemmigt, at de følte sig magtesløse i forhold til at løse problemet", skriver hun.

Det betød, at Pernille Eriksen begyndte at lægge mærke til, hvordan problemer med fravær blev nævnt på lærerværelset, og at der hurtigt blev skabt en konsensus om, at det var svært at gøre noget ved, fordi lærerne havde travlt med at "få så meget andet til at hænge sammen".

I problemformuleringen til projektet spørger hun: "Hvordan forstår lærere begrebet skolevægring? Og hvilken betydning har lærerens problemforståelse og tænkning om elevens skolefravær for elevens tilbagevendelse til skolen". 

Er skolefravær et problem? 

Et væsentligt mål for folkeskolen i Danmark er at styrke elevernes trivsel, da trivsel har stor betydning for deres udbytte af skolegangen. Desværre er der elever, som kæmper med at gå i skole, og som oplever manglende trivsel, manglende tilhørsforhold og et dårligt læringsmiljø.

Det kan føre til, at dét at gå i skole bliver meget udfordrende og stressende for dem, og dermed også krævende for deres forældre og skolen.

Undervisningsministeriets fraværstal fra 2018 viser, at elever i folkeskolen i gennemsnit de seneste tre år har fået én dags fravær mere om året.

Tendensen er, at der kan ses en stigning i antallet af elever med bekymrende fravær og et fald i antallet af elever med meget lidt eller ingen fravær.

Samlet lander antallet af elever med mere en 10 procent fravær på 14,7procent i skoleåret 2017/2018 og et gennemsnit på 12 dages fravær. Fraværet knytter sig ikke til bestemte fag.

At danske elevers skolefravær stiger er et problem af flere årsager, siger Pernille Eriksen. Både national og international forskning viser, at fraværet har betydning i forhold til karaktergennemsnit og giver øget risiko for frafald senere i uddannelsessystemet.

Samtidig kan skolefravær på længere sigt have stor betydning for sociale, fysiologiske og psykologiske problemer i voksenlivet.

"Som tallene fra Undervisningsministeriet vidner om, har størstedelen af alle elever fravær fra skolen på et eller andet tidspunkt i deres skoleliv. For størstedelen af de elever vil fraværet være uproblematisk, men for en gruppe elever kræver fraværet handling, for at fraværet ikke øges med ovenstående konsekvenser til følge. I den forbindelse peger nordiske studier på, at jo tidligere en indsats bliver igangsat og fraværet ophører, jo bedre er resultatet generelt", skriver hun.

Trude Havik er førsteamanuensis ved Universitet i Stavanger, hvor hun forsker i skolevægring og -fravær. I et studie af forældrenes perspektiv på skolens rolle i forbindelse med deres børns skolevægring, viser Havik, at disse forældre ofte oplever, at skolerne mangler viden om skolevægring.

I forlængelse af det peger Havik på, at ansatte på skolerne behøver en bredere viden om skolevægring og -fravær for at opnå de tilstrækkelige kompetencer, som det kræver for at kunne opdage og igangsættes støtte for de elever, der har mest brug for det.

Skolerne har brug for mere specifik viden om de interventioner og tiltag, der kan igangsættes, mener hun.

Lærke kommer ikke længere i skole

Pernille Eriksens projekt bygger på en case på baggrund af et interview med en lærer, Mona, som har skullet forholde sig til eleven Lærkes skolevægring.

I den sidste halvdel af 7. klasse har Lærke flere og flere sygedage. Forældrene er gode til at informere Mona om, at Lærke er hjemme grundet mavesmerter.

To måneder inde i 8. klasse stopper Lærke pludseligt med at komme i skole. Forældrene og Mona aftaler at mødes for at drøfte situationen. På mødet kommer det frem, at efter at Lærke er kommet i 8.klasse, er hun begyndt at reagere uhensigtsmæssigt, når hun kommer hjem.

For eksempel har det ikke tidligere været et problem for Lærke at lave lektier. Nu græder hun meget og virker hysterisk, hvis forældrene forsøger at lave lektier med hende. Hun er stoppet med at spise, græder når der sker skift i løbet af dagen, eksempelvis når hun skal i bad, og hun modsætter sig nu totalt at komme i skole.

Forældrenes fortælling overrasker Mona. Hun genkender ikke det billede, de tegner af Lærke, og hun undrer sig over, at Lærke opfører sig så markant anderledes derhjemme.

Mona siger derfor, at hun ikke har bemærket, at Lærke har ændret adfærd, og at Lærke virker glad i skolen. På mødet er Mona optaget af, at det er vigtigt, at Lærke kommer tilbage i skole, så hun ikke kommer bagud i skolearbejdet.

Mona mener derimod ikke, at det handler om skolen, men om noget i hjemmet, eftersom Lærke ikke har vist tegn på mistrivsel i skolen. Hun tænker, at forældrene er for konfliktsky og eftergivende og lader Lærke få sin vilje.

Og hun mener, at Lærke nok reagerer sådan derhjemme, fordi hun er teenager. Efter mødet overtager lederen og PPR sagen, og Mona har derfra ikke nogen form for kommunikation med hverken Lærke eller forældrene.

Fire måneder senere mødes forældrene og Mona igen. Det er skolelederen, der har indkaldt til mødet for at få en samlet status. Derfor deltager skolens PPR-konsulent også. Lærke har ikke været i skole i fire måneder, og Mona har ikke haft kontakt med familien siden det forrige møde.

PPR-konsulenten fortæller, at Lærke siden sidst er blevet udredt og har fået diagnosen atypisk autisme. En autismediagnose kan betyde, at Lærke kan have svært ved at indgå og deltage i dele af det mønster, som folkeskolens undervisning typisk er organiseret efter.

Mona kan ikke forstå, at Lærke har fået en diagnose og tænker, at Lærke ikke har vist de samme karaktertræk, som andre autister på skolen har.

Da det bliver Monas tur, deler hun ikke sine tanker om diagnosen. Hun føler, at der har været et forkert fokus i sagen, og at der i det hele taget bliver tegnet et forkert billede af både skolens og hendes egen rolle.

Hun siger derfor, at hun ikke ved, hvordan hun skal støtte Lærke i at komme tilbage til skolen, da hun ikke kan få øje på, hvordan de på kan gøre noget anderledes, så længe forældrene ikke sender Lærke i skole.

Mona mener fortsat, at Lærke ikke kommer i skole, fordi forældrene er for eftergivende og lader Lærke få sin vilje. Da mødet slutter, er Mona ikke klar over, hvad næste skridt er, men hun tror ikke, at Lærke kommer tilbage til skolen igen. Hun mener, at forældrene gennem hele forløbet har haft modstand mod skolen.

Skolevægring

Skolevægring er en kompleks type skolefravær, som er voksende. Skolevægring er ikke en diagnose, men et symptom, der af den norske fraværsforsker, Trude Havik, forstås som "vanskeligheder ved at møde på skolen som følge af et emotionelt ubehag".

Ofte er der tale om multikausale, sammensatte og komplekse forhold, der betinger elevens vægring mod skolen. 

Trude Havik bruger følgende beskrivelse om børn med skolevægring:

"Skolevægring handler om elever, som er interesseret i skolearbejdet, men ikke kan klare det. Det handler ikke om, at barnet mangler motivation for skolen eller lektier, eller ikke kan lide skolen og ikke har lyst til at gå der".

Skolevægrere er ofte introverte og stille, søde og pligtopfyldendende elever, der let bliver overset og sjældent har adfærdsvanskeligheder. Fordi de ikke umiddelbart virker særligt opmærksomhedskrævende, opdages deres vægringsadfærd senere end pjækkeri. Skolevægrere har et intenst ubehag og en modvilje mod at gå i skole, og de er ofte emotionelt sensitive og har angstrelaterede, - og fysiologiske symptomer, når de er i skole.

Ifølge David Heyne, der er lektor i uddannelsespsykologi, er der tale om skolevægring, når følgende kriterier er opfyldt:

1. Barnet har modvilje mod - eller nægter at gå i skole. Barnet reagerer enten negativt på at skulle i skole, fx ved angst, raseriudbrud, tristhed eller fysiske symptomer, eller det har mere kroniske emotionelle symptomer, som forhindrer, at det kommer i skole, fx depressive symptomer eller søvnproblemer. Barnets modstand mod at gå i skole, og symptomerne der er forbundet hermed, kommer ikke nødvendigvis til udtryk, hvis barnet får lov til at blive hjemme.

2. Barnet skjuler ikke fraværet for forældrene.

3. Barnet viser ikke alvorlig antisocial adfærd ud over modstanden ved at skulle i skole og mod forældrenes forsøg på at få det i skole.

4. Forældrene udtrykker ønske om at barnet har en normal skolegang og forsøger aktuelt eller har tidligere forsøgt at få barnet i skole.

Eleven kan opfylde ovenstående kriterier, selvom eleven faktisk kommer i skole og så deltager med et stort emotionelt ubehag.

Skole-hjemsamarbejde

Viden er vigtig for lærerens forståelse af skolevægring. Jo mindre viden læreren har, om den situation barnet befinder sig i, jo større vil tendensen være til at placere ansvaret og årsagen individuelt hos barnet eller familien, konkluderer Pernille Eriksen i sit professionsbachelorprojekt.

Det er uheldigt, da skolevægring er en kompleks type skolefravær, der har forskellige årsager med risikofaktorer, som kan ligge både i skolen, i barnet og familien.

Læreren har et særligt ansvar for at forholde sig undersøgende  for at kunne åbne problemstillingen og dermed kunne støtte eleven bredere.

Lykkes det ikke for læreren at forholde sig åbent, nuanceret og undersøgende over for elevens situation og de erfaringer, forældrene har med barnet, kan det få negative konsekvenser for barnets muligheder for at vende tilbage til skolen, siger hun.

"Dette skyldes blandt andet, at jo længere tid, eleven er væk fra skolen, desto sværere bliver det at komme tilbage. På samme tid øges risikoen for, at eleven udvikler sociale, fysiologiske og psykologiske problemer i voksenlivet".

Derfor er det vigtigt, at der handles tidligt i forhold til barnets skolefravær. Pernille Eriksens undersøgelse viser, at læreren bør forholde sig kritisk til sin egen problemforståelse for at sikre, at den skaber løsninger frem for begrænsninger, siger hun.

Læs hele projektet her: