Der er forskel på lærerens og elevernes forståelser af faget historie i folkeskolen. Anna Mygind Bødker, Anna Witten Hjaltason og Julie Hjære Rasmussen har derfor undersøgt, hvordan man kan undervise, så man kobler fagets formål, kompetencemålene og elevernes livsverden.

I problemformuleringen til deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Odense, spørger de, hvordan faget opfattes af historielærere og elever, og hvordan de forskellige opfattelser kommer til udtryk i undervisningen. Og hvordan man kan skabe undervisning, der kobler faget formål, kompetencemålene og elevernes hverdagsliv. Det følger de op med at undersøge, hvordan de understøtter, at læreren kan gøre det i praksis.

Fra Sthyr til kompetencemål

I fagformålet for historie er der i dag fokus på bearbejdning af begivenheder i forhold til metode, historiebrug og kildekritik - ikke på begivenhederne i sig selv. I Det Sthyrske Cirkulære fra 1900 havde begivenheder værdi i sig selv. Her var fagformålet:  

"At fremhjælpe en sund og kraftig Fantasi i Forbindelse med en varm og levende Følelse, særlig for vort Folk og Land, er Historieundervisningens Opgave. I sin Rigdom paa Eksempler, der henvende sig til Børnenes sædelige Værdsættelse og indvirke tilskyndende paa deres Villie, er Historien tillige et vigtigt sædeligt Opdragelsesmiddel. Igennem anskuelig og livlig Fortælling bør de historiske Personer og Begivenheder stilles Børnene for Øje, men disse bør holdes til at gengive og genfortælle de givne Skildringer. Om end det historiske Stof væsentlig maa meddeles i Form af Livs- og Tidsbilleder, vil det dog være muligt at give de ældre Børn en efter deres Forestillingskreds lempet Forstaaelse af Samfundsforholdenes Udvikling".

"Her fokuseres på nationalfølelsen, det vil sige kærlighed til folket og det danske land, men også på evnen til at gengive og genfortælle historien", skriver Anna Mygind, Annas Witten og Julie Hjærne. Historie skulle både være opdragende og normdannende, mens det at være kritisk og forholde sig til fortiden slet ikke blev praktiseret. Historiens påvirkning af elevernes forståelse af samfundsforhold fik kun en kort bemærkning, den henvendte sig kun til de ældste elever. Fagets mål blev ikke uddybet i kompetencer, men handlede om de konkrete begivenheder, som eleverne skulle lære om. Det fagsyn kalder de i projektet for stoforienteret.

I dag er kompetencerne derimod i fokus, derfor er lærerne ikke bundet til at arbejde med bestemte begivenheder. Og dog, siger Mygind, Witten og Hjære.

Kanon

I 2006 udarbejdede et historieudvalg, der var nedsat af den daværende undervisningsminister, Bertel Haarder, 'Folkeskolens Historiekanon'.

"På trods af en kompetenceorienteret tilgang til faget, holdes der gennem kanonen stadig fast i tanken om, at nogle begivenheder i danmarks- og verdenshistorien er vigtigere end andre. Formålet med historiekanonen er at give eleverne et kulturfællesskab, som de kan tage afsæt i" fortæller de tre i projektet.

Bertel Haarde mente også, at historiekanonen skulle være med til at:"... sætte ind over for historieløsheden, den uvidenhed og kulturløshed, der præger de mange unge, der i skolen har dyrket emner og projekter og læst brudstykker uden tilstrækkeligt overblik og uden garanti imod gabende huller i selv den mest elementære viden. Derfor skal timetallet i historie øges, og derfor skal vi have en historiekanon".

Ved at udvælge 29 'vigtige' begivenheder beholder man ifølge specialet dele af den tilgang, der ses i Det Sthyrske Cirkulære. Det er nemlig et krav, at alle kanonpunkter skal være gennemgået inden eleverne forlader 9. klasse. Dog skal de kun inddrages i det omfang, det skønnes hensigtsmæssigt, og det er det op til den enkelte lærer at vurdere.

I en undersøgelse, de tre har foretaget, siger mange elever, at faget historie ikke er særlig relevant for dem. De mener, at faget hovedsageligt har fokus på fortidige begivenheder, men fagformålet antyder, at faget handler om mere end begivenheder. Derfor kan det tænkes, at der opstår et problem i lærerens legitimering af historieundervisningen. De refererer også til rapporten 'Historiefaget i fokus', hvor eleverne giver udtryk for, at der godt kan være forskellige fortællinger om samme begivenhed, og dermed er der sket en udvikling siden Det Sthyrske Cirkulære, mener de.

"Tanken om, at der kan være flere fortællinger om samme begivenhed, er en tilgang og forståelse, som bør fremhæves i historieundervisningen, hvis eleverne skal blive historisk tænkende og finde faget interessant og relevant", siger Anna Mygind, Anna Witten og Julie Hjære, som derfor i projektet både tager afsæt i et lærerperspektiv og et elevperspektiv.

Historielærernes håndbog

Historiekanonen medvirker måske til, at nogle lærere holdes fast i, at bestemte begivenheder har værdi i sig selv, men argumentet, "Det er bare noget, du skal vide", er bare ikke legitimt i dagens samfund, mener de.

"På nettet kan man hurtigt finde alt, man gerne vil vide om bestemte begivenheder. De begivenheder, som inddrages i undervisningen, skal derfor give eleverne historisk indsigt, som ikke blot kan findes på nettet. Vi ser et behov for, at faget genfortolkes. I vores analyse udleder vi, at mange lærere gerne vil undervise kompetenceorienteret, men bliver udfordret af de gældende muligheder. Lærerne føler sig presset på tid, både fordi historie ikke har mere end to-tre lektioner om ugen, og på grund af begrænset tid til forberedelse", siger de.

 "Vi har gennemgået historiefagets udvikling og beskrevet ændringerne i tilgangen til faget. Vi har også afprøvet et undervisningsforløb i praksis i Den Fynske Landsby, hvor vi inddrog flere af de elementer, som, vi i vores håndbog anbefaler, skal udgøre en større del af undervisningen", siger de, og i deres analyse belyser de, hvad elevinddragelse og dialog kan gøre for at øge elevernes motivation og deres udbytte af undervisningen.

"Vi har også beskrevet, hvilken forskel det gør, hvis undervisningen tager udgangspunkt i elevens livsverden, modsat hvis den centrerer sig om specifikke begivenheder, og vi har løbende knyttet betydningen af de forskellige kompetenceområder til historiefaget", fortæller Anna Mygind, Anna Witten og Julie Hjære.

Historielærernes Håndbog

Det er deres drømmescenarie, at faget får flere lektioner, og at læreren har tid nok til at planlægge hver lektion. Men de ved godt, at det ikke er noget, der kan ændres fra den ene dag til den anden. Derfor valgte de at fokusere på noget, der kan ændre tilgangen til undervisningen - nemlig at udarbejde en skitse til 'Historielærernes Håndbog', som er tænkt som en vejledning til historielærerne om tilrettelæggelse af temaforløb, som, de mener, kan fremmer elevernes opnåelse af historiefagets kompetencemål.  Se bilag 5, side 71-77 i projektet.

"Vi håber, at tankerne bag kan virke inspirerende på historieundervisningen fremover", siger de.

De ved, at det vil kræve et stort arbejde at færdiggøre den, men de mener, at grundtanken er realistisk. "Forhåbningen er, at håndbogen vil medvirke til at skabe en samlet faglig forståelse og tilgang til undervisningen, som vores empiri har vist mangler blandt historielærerne", skriver de og understreger, at der selvfølgelig ikke ved om andre lærere og Undervisningsministeriet er enig med dem om, at der er behov for en ændring i grundholdningen til faget.

"For os er tanken, om at historieundervisningen skal tage udgangspunkt i elevernes livsverden, central. Historiefagdidaktikker Rune Christiansen har i samarbejde med Heidi Eskelund Knudsen, skrevet 'Fagdidaktik i historie', som sætter tanken om fagets anvendelighed for eleverne på dagsordenen", skriver de og referer en debat på folkeskolen.dk.

I 2015 skrev Stine Grynberg Andersen, der er historiker og anmelderredaktør ved fagbladet Folkeskolen, et interview med Rune Christiansen, der beskrev hans perspektiver og diskuterede formålet med historieundervisningen. Indlægget fik 95 kommentarer, hvor lærere diskuterede Christiansens historiesyn.

Historieundervisningen skal ikke spilde skolens tid

"Langt fra alle lærere er enige i, at det vigtigste i historieundervisningen er elevernes livsverden og deres historiske bevidsthed. En del af kommentarerne bærer præg af et stoforienteret syn, hvor begivenhederne i sig selv tillægges stor værdi. Lærke Grandjean, lærer gennem 32 år og foredragsholder, skriver i en kommentar, at historien ikke socialkonstruktivistisk skal reduceres til at være "en løbende fortolkningsproces, som vi er midt i", sådan som du skriver, Rune. Jeg tror, at du og dine historiedidaktiske kolleger, som på et overordnet teoretisk plan er helt enige i jeres syn på historie, på én eller anden måde må have fået en issplint i hjertet, det er et iskoldt historiesyn, I lægger for dagen".

Grandjean modsiger altså tanken om, at elevernes fortidsfortolkning, nutidsforståelse og fremtidsforventning er grundlæggende for deres forståelse af egne og andres historiske bevidsthed. "Det antydes, at historie er noget almengyldigt og statisk, og ifølge kildekritikken er det problematisk, da historie altid forstås og fortolkes ud fra ens eget verdensbillede. Der er for eksempel stor forskel på om en krig beskrives af sejrherrerne eller af taberne, siger Mygind, Witten og Hjære. De refererer også lærer og talepædagog Josephine Kaldan, der skriver, at hun ikke kender en eneste historiebog for folkeskolen med det historiesyn, som Rune Christiansen repræsenterer.

Det kan tyde på, at nogle lærere er tilbøjelige til at undervise ud fra et stoforienteret syn - uden at være enige i det, men fordi læremidlerne ikke understøtter et kompetenceorienteret syn. Det vil 'Historielærerens Håndbog' råde bod på, hvis den indføres i praksis, mener Mygind, Witten og Hjærne.

Historiebevidstheden skal udvikles

"Vi lever i en verden, der hele tiden udvikles og forandres. Det samme gør vi som mennesker, derfor gør vores historie det også. Folkeskolen bliver nødt til at ændre sig, så skolen gennem fagene kan måle sig med de krav, der stilles til mennesker i en globaliseret verden. For at kunne leve op til nutidens krav, er opfattelsen af, at viden om begivenheder i sig selv er vigtige for eleverne, en for snæver fortolkning af fagets formål. Hvis eleverne i grundskolen skal blive kildekritiske og kyndige historiebrugere, skal de reflektere over, hvorfor nogle mener at for eksempel at Ertebøllekulturen, Tutankhamon og Columbus er vigtige at have viden om. Først i elevernes refleksioner over begivenhederne, bliver deres historiske bevidsthed udviklet", siger Anna Mygind Bødker, Anna Witten Hjaltason og Julie Hjære Rasmussen i deres projektkonklusion.

Se professionsbachelorprojektet her: