De var i praktik på en efterskole, og eleverne "oplevede, at de levede i en lille lomme fri for de krav, som konkurrencesamfundet stiller", skriver Anne Sofie Juul og Rebekka Abildtrup Hansen i deres professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen på Københavns Professionshøjskole, Campus Carlsberg.

På skolen blev der hele tiden nævnt ord som troværdighed, håndens, åndens og hjertets dannelse og gådefuldhed. De ville derfor finde ud af, hvordan skolens værdigrundlag har indflydelse på den enkelte elevs liv, fortæller de. I problemformuleringen for deres fælles bachelorprojekt spørger de derfor: "På hvilke måder, og med hvilke udfordringer, befordrer Baunehøj Efterskoles værdigrundlag elevernes karakterdannelse?"

Overskuelighed, tryghed, venner og udfordringer

Karakterdannelse handler om at skabe rum for, at eleven kan komme tættere på eget værdi- og moralsæt og dermed tættere på at være og kende sig selv i en karakterdannende kultur, skriver de med reference til blandt andre Per Schultz Jørgensen og Svend Brinkmann.

Karakter kan ifølge Schultz Jørgensen forstås, "som en beskrivelse af de personlighedsmæssige træk ved en person, der især har en reference til moralske egenskaber som ansvar og holdning". Det drejer sig ikke om at tilegne sig kompetencer eller have særlige talenter, men om at "rumme en særlig kvalitet i det at være menneske", understreger han.

"Mens vi bakser med opgaven, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den", siger filosoffen K.E. Løgstrup, og en karakterdannende kultur er, ifølge Schultz Jørgensen, "en overskuelig verden, hvor barnet oplever tryghed, har venner, møder spændende aktiviteter og udfordringer, fornemmer en ramme af forventninger og traditioner - og sanser, at det hele på en eller anden måde hænger sammen og er "min verden".

"Det er dermed en verden i et spændingsfelt mellem nyt og forudsigeligt, overraskelser og overskuelighed, frihed og faste rammer. Man kommer til den karakterdannende kultur ved at have fokus på parametrene: tillid, værdier og normer, udfordring, inddragelse, procesorientering og den femte provins (et fælles refleksivt rum)", skriver Anne Sofie Juul og Rebekka Abildtrup.

En række begreber, der har betydningsindhold, der ligner karakterdannelse, er for eksempel Schultz Jørgensens robusthed og indre kerne, Dion Sommers resiliens og Svend Brinkmanns integritet.

"Robusthed er ifølge Jørgensen ikke det samme som præstation. Det handler altså ikke om at kunne klare hvad som helst. Det handler derimod om at kunne mobilisere sine resurser, at holde ud og holde fast på trods af vanskeligheder og er i virkeligheden et modsætningsfyldt begreb, idet det både rummer sårbarhed og styrke. Hverken begrebet robusthed eller indre kerne har en iboende vægtning af det processuelle og tager derfor ikke hensyn til en socialkonstruktivistisk tilgang til individets udvikling men forudsætter i stedet, at der findes noget iboende i eleven, der kan styrkes. Her er det værd at bemærke, at det samme gør sig gældende i det isolerede begreb karakter, men at det i samspil med begrebet dannelse pointerer vigtigheden af samspillet med andre.

Sommers definition af det internationale begreb resiliens betegner en relativt positiv adaptation på trods af oplevelse af signifikant modgang eller traumer. Fordelen ved begrebet er, at det pointerer en proces og dermed ikke udstyrer barnet med iboende faste egenskaber, der nærmest "vaccinerer det mod de negative konsekvenser af modgang", skriver Juul og Abildtrup. Men ulempen er, mener de, at der ikke er nogle særlige kvaliteter eller dyder, der værdsættes højere end andre, og det vil komplicere en analyse af dets sammenhæng med værdigrundlaget.

"Når Brinkmann taler om integritet, ligger der til gengæld en stærk orientering mod en række fastlagte dyder og moralske værdier. Disse er ikke nødvendigvis bestemt på forhånd, men kommer netop til udtryk i ens integritet, når man "forsøger at etablere en sammenhængende identitet på tværs af tid og kontekster - og står fast på det. Integritet minder meget om begrebet karakter og er derfor en stor del af karakterdannelsen", skriver de.

Konkurrencestats-kompetencer

Konkurrencestaten er blevet den dominerende styringsform, og som konsekvens er lærerens og pædagogens opgave blevet at "mobilisere den potentielle arbejdskraft ved at udstyre alle - eller næsten alle - med kompetencer og færdigheder, og ikke mindst motivation til at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet", skriver de med reference til Ove Kaj Pedersen. Konkurrencestaten ser altså på "den værdi, man som menneske skaber, og ikke den værdi, man som menneske er i sig selv", skriver de og refererer John Krejsler og Leif Moos for, at der er blevet skabt en faglighedsdiskurs, hvor det højest værdsatte bliver den målbare faglighed, og hvorvidt eleven bliver i stand til at få et arbejde. "Det handler altså for skolesystemet om at kunne være kompetencegivende".

Håndens, åndens og hjertets dannelse

Ifølge Baunehøj Efterskole ønsker man der at skabe "en levende folkelig undervisning, der gennem håndens, åndens og hjertets dannelse sigter mod det hele menneske", og disse begreber har tydeligt afsæt i Grundtvig - og dermed det grundtvigske livssyn, skrive Juul og Abildtrup. "Kroppen er det synlige ved os - det, vi kan se og sanse. Sjælen er det usynlige i os - vores psyke og følelser. Ånden er det usynlige mellem os - samtalen og forbindelsen".

Skolen har nogle værdier, men, skriver man, "hverken grundlaget, værdierne eller formålene er imidlertid udtryk for at vi tror vi ved, hvad der er sandt og godt. [...] Og de betyder at vi har en solid grund at stå på og nogle principper at henvise til, når vi taler om hvad vi vil med eleverne og med skolen".

Der er i sin tid blevet sat ord på skolens værdigrundlag gennem fælles diskussioner mellem lærere, bestyrelse, forældre og gamle elever, og en nuværende forstander har uddybet og præciseret værdigrundlaget. Det viser, siger Juul og Abildtrup, "at der kontinuerligt arbejdes med værdigrundlagets betydning og forståelsen heraf", og der kan tegnes en klar linje mellem værdigrundlaget og en intention om karakterdannelse på skolen. Men "overførslen" sker ikke én til én, idet læreren fungerer som medierende led. For at undersøge det, har de interviewet både elever og lærere.

Det virker - på trods

Lærerne anvender det gådefulde rum - blandt andet i morgensangen og det praktiske arbejde til at bevæge eleverne ud i den femte provins, hvor man tillidsfuldt kan inddrage hinanden i en fælles refleksion, skriver Anne Sofie Juul og Rebekka Abildtrup i deres projektkonklusion. Og tilføjer så, at det er "en kontinuerlig udfordring i at få eleverne til at sætte sig selv på spil".

I en case fortæller eleven Sofie, hvor dejligt det er, at alle lytter og synger med på de sange, hun har valgt. Den oplevelse værdsætter eleverne, når de skal prioritere, hvad der har haft størst indvirkning på deres udvikling på efterskolen: "Så føler jeg bare, at morgensang er helt specielt, for du får et lille indblik i hver persons liv. Alle kan fortælle om, hvad de vil, og det er op til dig selv, hvad du vil dele med skolen. Det er ret specielt. Også personligt at stå deroppe og fortælle om dit liv. At du fortæller til alle, og at alle lytter". En anden elev uddyber: "Det er fedt, at alle går igennem det. Man skal være modig for at gøre det".

"Det tillidsfulde miljø skabes i hus- og bordgrupper samt i de rum, hvor troværdigheden er dominerende, og der skabes muligheder for spejling af mulige moralske personer gennem en fri og reflekteret samtale. Det er vigtigt for lærerne, at der er en ligeværdighed, hvorfor de også inddrager eleverne i beslutninger om og ansvar for efterskolen og fællesskabet".

Men der er forskel på intention og virkelighed. Lærerne ønsker at skabe "en procesorienteret målstruktur blandt andet gennem fordybelse og dygtighed", men det mødes af samfundskrav om eksamener. Dertil kommer, at eleverne møder op med "en præstationsorienteret forforståelse for de boglige fag og for manges vedkommende - en manglende evne til fordybelse", fortæller Juul og Abildtrup. "Lærerne forsøger at udfordre eleverne alsidigt ved et konstant fokus på det hele menneske. Disse udfordringer ligger i forlængelse af de normer og værdier, som efterskolen står for og ønsker, at eleven internaliserer". Lærerne efterlyser en fælles dialog om værdigrundlagets praktisering og om "den støj, som kommer fra konkurrencestaten samt elevernes forforståelse og allerede internaliserede normer".

"Vi vil dog konkludere, at værdigrundlaget lægger op til, at lærerne generelt formår at skabe en karakterdannende kultur, idet vi erfarer, at eleverne oplever tryghed, italesætter at de har venner, fortæller om spændende aktiviteter og udvikling på baggrund af udfordringer. Både eleverne og lærerne fornemmer rammen af forventninger og traditioner, og de udtrykker at det hele hænger sammen og er deres verden med tydeligt afsæt i værdigrundlaget", skriver Anne Sofie Juul og Rebekka Abildtrup.

Efter omtale af morgensangen og oplevelsderne i skolens sangkor skriver de: "Man kan altså se, at der er en klar kobling mellem værdigrundlag, skolens praksis og elevernes karakterdannelse, og det er samtidig måske den del af karakterdannelsen, som står i stærkest kontrast til konkurrencestatens dannelsesprojekt...".

Skolens værdier, præstationsorientering og elevernes livsverden

"At eleverne såvel som den eksamensorienterede underviser har en præstationsorientering kan få negative effekter i og for det karakterdannende miljø, fordi denne orientering er karakteriseret ved ikke at ville opsøge udfordringer, ikke at have fokus på processensamt ikke at have tillidtil sig selv i nye situationer, og at dem omkring én vil gribe én. Det ses for eksempel, når eleverne ikke tør sætte sig selv på spil til morgensang, eller når eleverne ikke sætter lighedstegn mellem den boglige og dannende undervisning", skriver de.

Den manglende dialog om et fælles hvordan med baggrund i værdigrundlaget kan få negative effekter for det karakterdannende miljø, fordi der ikke bliver skabt en direkte linje fra værdigrundlagets intention til praksis, siger Juul og Abildtrup. Eleverne oplever, at skolens normer og værdier kan gradbøjes, når lærere i konfrontationssituationer selv tolker værdierne, fordi der ikke eksisterer en fælles referenceramme. Det ses for eksempel, når elever bryder regler, og man som lærer skal følge op på det med baggrund i værdigrundlaget.

"At alle elever kommer med forskellige forforståelser for moralske værdier kan betragtes som støj i karakterdannelsen med baggrund i værdigrundlaget", og det kan have negative effekter "for det karakterdannende miljø, hvis skolen ikke præsenterer en mulig spejling for eleverne, og de dermed ikke oplever motivation for at stile efter at blive en særlig moralsk type menneske". Det er vigtigt med bred konsensus, og ifølge Knud Illeris er det vigtigt, at lærerne forsøger at bygge bro til elevens livsverden for på den måde at inddrage eleverne og gøre dem medansvarlige for og bevidste om udviklingen af deres egne karakterer, skriver Anne Sofie Juul og Rebekka Abildtrup Hansen.

(20.09. er et glemt afsnit om konurrencestaten tilføjet. TT)

Se hele projektet her: