Samtalen om billeder er en central del af faget billedkunst, men i praksis bliver den ofte nedprioriteret, skriver Nana Witt Rønne i sit professionsbachelorprojekt fra læreruddannelsen i Esbjerg ved University College Syd.

Klassens billedarbejde afsluttes i stedet med, at eleverne hænger billederne op på en opslagstavle eller lægger dem i tasken eller ”i værste tilfælde i skraldespanden”, siger Nana Witt. På den måde går man glip af et af fagets vigtige dannelsesaspekter, som netop er elevernes evne til at reflektere over eget og andres billedarbejde, skriver hun.

Hvis eleverne har en samtale om et billede, er den ofte unuanceret, mener hun og kommer med et eksempel, hvor to elever taler om værket Comfort Zone af Erik Johansson:

Elev 1: ”Jeg ser det der som en borg”.

Elev 2: ”Det er en klippe”.

Elev 1: ”Men jeg ser det som en borg”.

Elev 2: ”Det der? Det er ikke en fucking borg!”

”Samtalen har næppe gjort nogen af dem klogere, hverken på motivet eller hinanden”, skriver Nana Witt. Den gode billedsamtale skal bero på en ”åbenhed og et ønske om at undersøge andres tankemønstre, ideer og forståelser med det formål at lære noget om os selv, andre og omverdenen”, siger hun og fortsætter:

”Gennem samtalen skal eleverne udvikle evnen til at skabe viden i fællesskab, som kan overskride den enkelte elevs erkendelse”.

Derfor har hun undersøgt, hvordan man som billedkunstlærer, kan støtte elevernes deltagelse i samtalerne. I sin problemformulering spurgte hun:

”Hvordan kan fokus på mundtlighed i æstetiske læreprocesser styrke elevernes evne til at indgå i undersøgende billedsamtaler om egne og andre elevers værker i billedkunst?”

Den undersøgende billedsamtale

I undersøgelsen interviewede Nana Witt en lærer, som underviste et 8.klassesvalghold i billedkunst. Læreren fortalte, at billedsamtaler er vigtige, men at de kan være svære for eleverne, fordi de får berøringsangst og bliver sårbare, når de skal tale om deres egne personlige værker.

Hun foreslog derfor, at eleverne først bliver øvet i at samtale om værker, som ligger fjernt fra dem selv, og hvor kunstneren ikke er til stede og først bagefter bevæger sig over i samtaler om elevernes egne værker. Hun foreslog også, at eleverne får et skema eller en analysecirkel, som kan støtte dem og kvalificere samtalen.

Med det i mente udviklede Nana Witt et didaktisk design, som hun afprøvede på 8.klassen. Det bestod af undervisningsforløbet ”Den undersøgende billedsamtale”, hvor eleverne gennem et samtaleark og samtalekort blev guidet i at have en nysgerrig samtale.

Inden samtalen fik eleverne mulighed for at se på det billede, de skulle tale om og nedskrive to åbne spørgsmål. Samtalearket opfordrede eleverne til at tage udgangspunkt i deres umiddelbare oplevelse af billedet. Herefter skulle de forholde sig undersøgende og nysgerrigt med støtte fra de nedskrevne spørgsmål.

”Eleverne skulle forholde sig undersøgende ved at stille hinanden spørgsmål. De måtte gerne tage sig længere taleture, hvor de tænketalte uden at kende svaret på forhånd og på den måde kom frem til nye overvejelser og perspektiver. Derfor måtte eleverne også gerne ændre holdning undervejs i samtalen. Herudover skulle eleverne forsøge at anvende et billedfagligt sprog for at nuancere og præcisere den undersøgende billedsamtale”, forklarer Nana Witt.

Oprigtig nysgerrighed

Hun observerede, at særligt de åbne spørgsmål var med til at udfolde samtalen blandt eleverne, som stillede uddybende spørgsmål til hinandens værker og virkede oprigtigt nysgerrige.

”Eleverne støttede hinanden i at anvende faglig terminologi, og billedsamtalen blev brugt til at afprøve fagbegreber. Iben (elev) bygger oven på Silas (elev) fagsprog ved at supplere med et mere dækkende begreb i form af monokromatiske farver, som er med til at præcisere samtalen om collagens farver”, skriver Nana Witt.

I projektet konkluderer hun, at samtalearkene kan give eleverne et fælles afsæt, som gør, at samtalen kan bevæge sig mellem elevernes individuelle oplevelser og et mere analyserende perspektiv.

Men hun understreger, ”at de konkrete redskaber også kan undergrave elevernes undersøgende tilgang til billedsamtalen ved at reducere billederne til at blive genstand for en skematisk analyse, som ikke inddrager elevernes egne oplevelser”.

Desuden er det væsentligt, at eleverne lærer at lytte til hinanden, ellers kan de ikke have en undersøgende samtale.

”Lytningen er en meget vigtig del af samtalen. Først når eleverne lytter til hinandens begrundelser og intentioner, kan de stille spørgsmål til dem og skabe rum til samtænkning”, siger hun.

I projektet foreslår Nana Witt Rønne, at læreren opstiller nogle grundregler for, hvordan man indgår i en undersøgende billedsamtale, så eleverne har et fælles udgangspunkt: ”Reglerne må indøves, så de bliver en grundlæggende del af samtalekulturen i billedkunstfaget”.