Svendborg laver ren udskolingsskole

Middelfart har endnu ikke taget stilling til skolelukninger, men man forventer, at høringsforslaget vedtages. Dermed lukker i alt 21 fynske folkeskoler. I de fleste kommuner lukker man enkelte skoler. I Svendborg laver man gennemgribende ændringer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med forliget om ny skolestruktur i Odense torsdag aften er skolepuslespillet ved at være lagt på Fyn. Middelfart byråd tager først endelig beslutning om ny skolestruktur i februar næste år, men de fleste forventer, at høringsforslaget, hvor man lukker de to skoler Aulby og Tanderup, bliver vedtaget. Dermed forsvinder hver femte folkeskole på Fyn med udgangen af dette skoleår.

De mest gennemgribende ændringer sker i Svendborg, hvor man som eneste kommune på Fyn går videre med ideerne om at opdele en række store 0.-9. klasses skoler i enten rene børneskoler fra 0.-6. klasse eller rene ungeskoler fra 7.-9. klasse. I blandt andet Odense havde man de samme tanker, men her har man lagt planerne på hylden efter kritik fra både borgere og politikere.

Ny skolestruktur i Svendborg

Kritik har der også været masser af i Svendborg, men alligevel vedtog et snævert flertal (16 mod 13) i Svendborg byråd tirsdag aften at lukke Nordre Skole og Sct. Michaels Skole. Yderligere bliver Byskolen, Vestre, Østre og Thurø skoler fremover 0.-6. klasses skoler. I dag er de alle enten 0.-9. eller 0.-10. klasses skoler. Byskolen skal tillige rumme alle kommunens 10. klasser.

Samtidig gøres Hømarkskolen til en ungeskole med 7-8 spor fra 7.-9. klasse. I dag er Hømarkskolen en 0.-9. klasses skole. Yderligere sammenlægges en lang række skoler både i by og på land som en skole med en fælles ledelse, men med fysisk placering på flere matrikler.

Odense lukker fire skoler

I Odense Kommune står alle partier minus Enhedslisten bag forliget om at lukke fire ud af kommunens 37 folkeskoler. Dermed forsvinder Højstrupskolen, Humlehaveskolen, Tornbjerg Skole og Ejbyskolen fra kommunens skolelandkort næste år. Yderligere fjernes overbygningen fra Stige Skole. Eleverne fra 7.-9. klassetrin fortsætter på Søhusskolen.

Også i Odense etableres der fælles ledelse mellem en række skoler. Forliget i Odense behandles først endeligt af Odense Byråd den 19. januar, men med kun et parti uden for forliget, vil det blive vedtaget.

Nyborg og Assens

I Nyborg vedtog et flertal i byrådet på 16 mod 9 den 23. november at lukke fem skoler i kommunen. Dermed lukker Skovparkskolen, Juulskovskolen, Langtved, Skellerup og Herrested skoler med udgangen af dette skoleår.

I Assens lukker S, V og SF kun en ud af kommunens 16 folkeskoler; Flemløse Skole, og samtidig skal landsbyskolerne Dreslette, Verninge, Brylle og Salbrovadskolen fra næste skoleår slippe eleverne allerede efter 6. klasse, hvor det i dag sker efter 7. klasse.

Faaborg-Midtfyn

I Faaborg-Midtfyn Kommune står samtlige byrådets partier sammen om at lukke seks ud af kommunens 20 folkeskoler. Dermed må Nr. Broby Skole, Vester Hæsinge Skole, Heden-Vantinge Skole, Aastrup skole, Søllinge Skole og Tre Ege Skolen i Gislev lade livet fra næste skoleår.

Yderligere flyttes overbygningseleverne fra Brahetrolleborg Skole, Svanninge Skole og Horne Skole til byskolerne i Faaborg fra 2012. Det med at flytte overbygningseleverne har mødt stor kritik, hvor flere har peget på, at Finland er gået væk fra at dele eleverne op og nu satser på sammenhængende enhedsskoler. Men den kritik er forfejlet i forhold til Faaborg-Midtfyn mener borgmester Hans Jørgensen (S):

"Vi går netop ikke ind og laver de samme fejl, som man gjorde i Finland, nemlig at lave rene ungdomsskoler. Vi fastholder jo Sundskolen som en skole for 0.-9. klasse og Toftegårdskolen som en skole for 0.-10. klasse, forklarer Hans Jørgensen til Fyns Amts Avis.

Skolelukning uden opbakning fra borgmester

Hvor afgørelsen omkring skolerne i Faaborg-Midtfyn bakkes op af hele byrådet, har forhandlingerne om ny skolestruktur i de fleste af de fynske kommuner medført store uenigheder mellem partierne. I Nordfyns Kommune har et flertal uden om borgmesterpartiet Venstre lavet en aftale om at lukke Løkkemarkskolen.

Læs mere

Forliget om skolestrukturen i Odense

Forlige om skolestrukturen i Svendborg

Forliget om skolestrukturen iFåborg-Midtfyn