A20

Direktør for Børn & Unge i Kalundborg Kommune Michael Gravesen, DLF-formand Gordon Ørskov Madsen, afgående formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal og formand for lærerkredsen i Kalundborg Randi Stokholm var sammen på podiet på Kragerup Gods torsdag.

Stadig uden lokalaftale: Men nu booster kommunen samarbejdet om lærernes arbejdstid

I KL-formandens hjemkommune er der fortsat ingen udsigt til en lokal arbejdstidsaftale. Men på et døgns fælles seminar for tillidsrepræsentanter, skoleledere, lærerkreds og forvaltning fokuserer den vestsjællandske kommune på samarbejdet og lærerindflydelsen i den landsdækkende A20-aftale.

Offentliggjort Sidst opdateret

På Kragerup Gods i den sydligste del af Kalundborg Kommune har skoleledere og lærertillidsrepræsentanter fra alle den vestsjællandske kommunes skoler tilbragt det seneste døgn med ét formål - at samarbejde om planlægning og lærernes arbejdstid. 

For i modsætning til de fleste andre kommuner i Danmark har Kalundborg Kommune med KL-formand Martin Damm (V) på borgmesterposten ikke indgået en lokal arbejdstidsaftale med den lokale kreds af Danmarks Lærerforening. 

Derfor er det den landsdækkende aftale fra 2020 med dens ord om "forpligtende samarbejde, der understøtter lærernes muligheder for at kunne udøve deres professionelle dømmekraft" og "et rimeligt forhold mellem undervisning og forberedelse", der er grundlaget for hverdagens planlægning af lærernes arbejdstid.

”Der er tale om et forpligtende samarbejde, der skaber gennemskuelighed om prioriteringen af opgaverne, styrker opgaveløsningen på de enkelte folkeskoler og sikrer, at rammerne om vores folkeskoler tilgodeser flest muligt”, sagde direktør for Børn & Unge i Kalundborg Kommune Michael Gravesen i forbindelse med samarbejdsdøgnet på Kragerup. 

Parterne fra Kalundborg fik også besøg af formanden for Danmarks Lærerforening Gordon Ørskov Madsen og den snart afgående formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal, der sammen fortalte de om samarbejdet på folkeskoleområdet på landsplan, både når det gælder lærerarbejdstid og andre temaer.  

Novo-succes kommer ikke skolerne til gavn

Kalundborg har haft en vild vækst de senere år i kraft af Novo Nordisks produktion af medicinalsucceserne Ozempic og Wegovy på fabrikken i byen. Så man kunne meget nemt tro, at der er kommet mange flere penge i kommunekassen og dermed mulighed for at ansætte flere folkeskolelærere. 

"Nej, desværre ikke", siger formand for Kalundborg Lærerkreds Randi Stokholm fra seminaret. 

"Væksten har betydet, at Kalundborg ikke længere får del i udligningsordningerne mellem kommunerne, så vi skal faktisk spare i de her år", forklarer hun. 

I lærerkredsen havde man gerne set en lokal arbejdstidsaftale, men kredsformanden glæder sig over, at det lokale Sammen om Skolen-samarbejde for alvor er kommet i gang. Nu oplever hun et stærkt engagement i forvaltningen til at indfri A20's samarbejdsspor:

"Når lærerne oplever, at de har indflydelse på skolens og undervisningens udvikling, så har det positiv betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Og det er i sidste ende kernen i det hele”.