Debat
Et spørgsmål!
Hvad vil DLF - eller vil DLF noget?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Nogen gange er det klogt at tie. Eller er det? Når Danmarks lærerforening tier, er der grund til at lytte! Jeg længes efter underretninger, meddelelser, informationer – men intet sker! Man nedsætter en kommission, der skal afdække rimeligheden i vore ønsker om en overenskomst og en arbejdstidsaftale, der som på alle arbejdsmarkedets områder er bærende for aftalesystemet. Men intet sker – og vores fagforenings ledelse er tavs som graven. Man hylder den nye minister, men for hvad? Nå ja – det er da altid en god ting at stå på god fod med vore foresatte – men hvor er vore frontkæmpere? Sidder de i ly for granatregnen og spiser kaviar med den fjende, der vil os til livs og ikke undere os ordentlige arbejdsvilkår? Hvad blev der af det vi var? Og hvad skal vi så blive til? Forblommede ord vælter ud fra den organisation der burde kæmpe for vor ret – forblommede ord, der skal passes ind i den fiasko DLF mere og mere kommer til at stå som fader til!
Kan man virkelig ikke læse alarmsignalerne? Evner man ikke at tage vare på den skoletradition der har bragt os i front på det pædagogiske område, eller evner man blot ikke at erkende noget så simpelt som arbejdsforhold?
I hele min lange karriere har jeg været medlem af min fagforening. Den var det organ, der forhandlede min løn og mine arbejdsforhold. Hvad gør den nu? Intet! Jeg ser frem til, at man fra DLF redegør for progressionen i den højt besungne kommissions arbejde. Hvis ikke – så vil jeg opfordre alle lærere til at gå hjem! At trække tiden ud for at finansiere en børnefjendtlig skolekultur bør være alle læreres største mareridt! Er vi nået dertil? Måske vi skulle overveje at skifte vore ledere ud med folk, der kender den smerte vi lærere føler!??
Nå ja – hvorfor nu disse meningstilkendegivelser fra en lærer, der har forladt skuden – jo – netop derfor!