Mangel på samarbejde kan give mobning

Sociale kompetencer betyder allermest, hvis man vil undgå mobning. Tidligere så man generelt ikke arbejdet som et personligt anliggende, men i dag er man uden for fællesskabet, hvis ikke man går op i arbejdet, siger organisationspsykolog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Du finder ikke en arbejdsgiver, der hylder den ensomme ulv. Uanset hvor dygtig man er til sit job, skal man fungere socialt", siger Einar Baldvin Baldursson, der er lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet til ftf.dk

Det er en enorm ændring af arbejdslivet. Hvor man tidligere talte om institutionaliseret mobning som brutale optagelsesritualer eller tarvelig værkstedshumor, hvor man skulle "bestå en prøve" for at blive optaget, så er det en ny gruppe, der i dag er i farezonen for at blive udstødt - nemlig dem der ikke kan samarbejde.

"Mennesker, der ville klare sig ganske godt i et industrisamfund, klarer sig enormt dårligt i dag, selv om de måske er kanon dygtige til deres arbejde. Derfor kan det i nogen tilfælde hjælpe at sætte fokus på de ansattes evne til at samarbejde gennem kurser frem for at tage det for givet", siger Einar Baldvin Baldursson.

"I nogle tilfælde er mobberne ikke klar over, at de mobber. De kan, uden at vide det, opføre sig krænkende over for en kollega, de ikke taler lige så meget med som de andre".

Ofret føler sig mobbet, fordi vedkommende føler sig overset.

Med en manglende social forståelse, bliver det sværere at forstå, hvad der foregår omkring én. Man har svært ved at aflæse og afgive sociale signaler, hvilket eksempelvis kendetegner mange højt intelligente mennesker, skriver ftf.dk

 

 

Læs mere

Læs mere hos ftf.dk