Jeg har fornyligt sagt mit job som lærer op efter 9 vidunderlige år.

Jeg har elsket at undervise, vejlede og inspirere. Og jeg kan helt ærligt sige at jeg var overbevist om at jeg skulle være lærer hele mit liv - men det skulle jeg åbenbart ikke!

Jeg skiftede job af flere grunde, men hovedsagligt drejede det sig om at jeg kunne komme til at gøre mere af det jeg holder så meget af: vejlede og inspirere børn og unge mennesker.

Det var svært at sige farvel til gode kollegaer og mine dejlige elever - jeg tudede så meget den sidste dag at jeg nok burde have været igennem et AKT-forløb, men farvel og på gensyn blev der sagt - og så skulle jeg ikke længere være lærer.

Nu har jeg været væk fra lærerjobbet i en måned, og jeg sidder en torsdag aften og skriver en uofficiel jobannonce for min gamle arbejdsplads. Ingen har bedt mig om det, og jeg er ikke sikker på den har nogen effekt. Hvorfor gør jeg det så? Jeg gør det fordi jeg har holdt andre menneskers dyrebare børn i min varetægt gennem en årrække. Jeg har knyttet mig til disse børn som nu er unge mennesker og jeg føler stadig et ansvar for at de skal lykkes.

Og det leder frem mod den erfaring jeg har gjort her til aften, og som gang på gang bliver overset af folk der har en perifær holdning til lærere: Man kan godt holde op med at arbejde som lærer, men man kan aldrig holde op med at være lærer! Den der blot arbejder som lærer har sin pris, mens den der er lærer, er uvurderlig.

God sommer til alle.