Effektivitet og målrettethed skal give os mere velfærd for pengene, lyder en af tidens politiske paroler. Men den tidligere socialchef i Horsens, Alex Madsen, når i sin bog om narrativer i velfærdsarbejdet frem til den konklusion, at netop denne satsning er baggrunden for, at vi nu ser de mange sager om omsorgssvigtede børn.

Socialrådgivere, psykologer, pædagoger og lærere har traditionelt haft en socialkonstruktivistisk tilgang til velfærdsarbejdet. Men med den statslige og kommunale satsning på en ledelsesform, der er inspireret af New Public Management, er den traditionelle faglighed under pres og fortrænges af en positivistisk arbejdsmetode, der kaldes evidensbaseret.

Alex Madsen præsenterer læseren for en række medarbejderfortællinger, som viser, hvordan det opleves, at den faglige stolthed angribes fra mange vinkler, politisk, ledelsesmæssigt og dermed kollegialt, når en bred systemisk tilgang bliver erstattet af manualbaserede programmer, som kommunerne indkøber via Socialstyrelsen. Disse programmer er så godt som alle udviklet i USA og godkendt på samme måde som medicinpræparater, så de opfylder ”Den gyldne standard”, hvilket er ensbetydende med, at de er patenterede, at de kun må anvendes i overensstemmelse med de medfølgende manualer, og at den fagperson, der skal udføre arbejdet, kræves certificeret.

Alex Madsen viser, hvordan en sådan certificering kan virke anerkendende på medarbejderen, som står til ros hos arbejdsgiveren for korrekt udført arbejde. Men han påviser også, hvordan det videnskabelige grundlag for at tale om evidens ikke fuldt er til stede, idet dele af alle de godkendte programmer bygger på moral snarere end på videnskabelighed. Den positivistiske tilgang, som har givet så store landvindinger på det naturvidenskabelige felt, kommer ganske enkelt til kort, når man skal arbejde med facetterede mennesker, der lever i forskellige sammenhænge. Det er altså en tilsnigelse at kalde den gyldne standards trademarkede programmer for evidensbaserede uden for den moralske (amerikanske) kontekst, de er udformet i.

Sammenlignet med den systemiske, bredere tilgang til behandling og problemløsning går de evidensbaserede programmer så at sige lige på, og det indebærer nok, at de har en målbar effekt på det felt, der bliver behandlet, men også at alt udenom er uinteressant, blandt andet nogle af de signaler, som måske peger i retning af, at det er den gale tilgang, man har til problemstillingen. Men den enstrengede synsmåde passer som en djøf’er til en skoledirektørstilling til New Public Management-ledelsesformen: Man kan opstille målbare mål, kontrollere og evaluere og konstatere, at vi har gjort det, vi skal; bare ærgerligt at der dukker så mange bivirkninger op.

Alex Madsen er meget grundig i sine analyser af de to faglige arbejdsmåders grundlag og indvirkninger på medarbejdernes fortællinger. Han når frem til en klar stillingtagen, som lader ham formulere en vej ud af miseren: New Public Management-ledelse er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Det er nødvendigt, at man i det offentlige velfærdsarbejde satser på faglig ledelse, som kan understøtte et fagligt, professionelt arbejde med mennesker på baggrund af den kontekst, de lever i.

Derfor er bogen et godt afsæt for refleksion og selvfortælling for alle udøvere af velfærdsarbejde, men den burde også være pligtlæsning for politikere og ledere, der har indflydelse på velfærdsarbejdet med mennesker. Det burde gøre indtryk, at her er gode argumenter for, at disse beslutteres og bestemmeres fingeraftryk kan spores på de omsorgssvigtede.

Også inden for folkeskolens ledelses- og medarbejdergrupper trænger denne bog sig på som akut læsning. Fra ministeriet ud til direktørstolene er faglige direktører ved at være en saga blot. De fælles mål skal forenkles, så de bliver lettere at evaluere. Vi skal have fokus på det, der virker (og det skal så virke overalt). Der er dækket op til manualundervisning om kort tid. Så få lidt modgift og find gode argumenter for fortællingen om den fortolkende lærer.