”Lad os lægge lærerne for kærlighed”. Det var overskriften på en artikel af Kristian Bøcher bragt i Kristeligt Dagblad for godt et års tid siden. Hovedpointen i artiklen er, at formentlig en god del af den danske befolkning i løbet af deres skolegang har haft lærere, hvis indflydelse blev skelsættende – lærere, der lavede skole for livet for deres elever. Når hertil lægges alt det, som også nutidens lærere må levere i form af arbejdsindsats, engagement og tålmodighed, er der, måske især ved starten af et skoleår, al mulig grund til at rose mindst én repræsentant for standen.
Og, tilføjer jeg: Skulle man indtil nu have forsømt anerkendelsen og de positive kommentarer, er der en oplagt mulighed for at råde bod på dette, når den internationale Lærerens Dag fejres den 5. oktober – så kom nu bare med det fine, røde æble …
Alene den aktuelle udgivelses titel skaber hos mig en forventning om et indhold mere eller mindre i tråd med ovenstående opfattelse; til gengæld må jeg indrømme, at for- og bagsideillustrationerne i form af fritskrabede billeder af lærere og elever fra rigtig gamle dage sammen med undertitlen ”Erindringer” alligevel virker lidt altmodisch. Det fordrer nok lige et ekstra kig på listen over kendisbidragyderne, før man igen får lyst til at kaste sig over antologien, hvor mediefolk, politikere, journalister, forfattere, skuespillere, filmfolk og en enkelt professor er blevet bedt om at svare på spørgsmålet: Hvem var dit livs lærer?
Anders Agger lægger ud med samlingens vel nok mest originale bidrag, idet han benytter knækprosaformen til at berette om sin fysiklærer på gymnasiet. En på alle måder klassisk skikkelse, som brænder for sit fag, og som lykkes med også at tænde eleverne og vække deres nysgerrighed.
En nærmest diametralt modsat oplevelse får man ved bagefter at læse Ane Cortzens redegørelse for den arkitektskole-professor, som hun godt nok altid fik ros af, men som hun dybest set aldrig forstod og egentlig inderst inde var rasende på.
Det er til gengæld ikke så svært at forstå, hvorfor Terkel blev ”mit livs lærer” for Ayse Dudu Tepe, eftersom han tog sig særligt af pigen, der med sin tyrkiske baggrund blev udsat for drilleri og mobning.
Birthe Rønn Hornbechs dansk- og religionslærer på Aurehøj Gymnasium var i sin egenskab af forfatter kendt i sin samtid – og er det formentlig den dag i dag: Alex Garff, ja, det er ham med ”Septembers himmel er så blå”. Rønn Hornbechs bidrag former sig nærmest som et litteraturhistorisk essay, som hun runder af med at betegne Garff som en af sine muser endda.
Ved fortløbende læsning af de enkelte indlæg viser der sig hurtigt stor forskellighed i pågældende læreres niveau og fag(lighed). Og så er det ydermere ikke alle, der vælger en eller flere fagprofessionelle som deres livs ledestjerne(r). Lasse Spang Olsen anfører således i sin indledning, at ”ingen af dem var lærere … og jeg mødte dem ikke på nogen skole”. Han beskriver sin far som sin første og allerbedste lærer og bruger herefter mest plads på beskrivelsen af en koncentreret uges oplevelser med tegneren, naturfotografen og tv-manden Claus Bering.
En lignende synsvinkel anlægger Hassan Preisler, når han under overskriften ”Mit livs lærer er socialarbejder” beretter smukt og indfølt om en forhenværende teatermand, der også som social- og sundhedsassistent kan gøre en forskel: ”… også selv om jeg kun gør det i det lille mikrosamfund, jeg lever i …”.
Endnu flere tankevækkende betragtninger venter den, der giver sig i kast med det samlede værk. Thomas Bredsdorff beretter således om hr. Mortensen, hvis metoder i undervisningen var nærmest latterligt gammeldags, men som alligevel formåede at videregive en interesse for litteratur, der viste sig livstidsholdbar.
Især burde dog Rushy Rashids pointer være obligatorisk læsning for alle, der mener at vide noget om integration og måske endda har et ansvar for, at den kan lykkes – herunder siddende ministre, udlændingeordførere og gymnasierektorer (Rushy Rashids bidrag til bogen kan læses på folkeskolen.dk indtil november, redaktionen).

Ovenstående udpluk blandt de i alt tretten bidrag viser, hvordan jeg undervejs faktisk blev skuffet i min indledende forventning – men til den gode side. Ikke udelukkende ros og rygklapperi; tillige en række dybt personlige, nuancerede og tilsammen meget facetterede bud på en udfoldning af bogens titel. Her er der rigeligt stof til eftertanken – sagde min gamle lærer.