Den der poliofod fra forfatterens barndom har spillet en stor rolle i forfatterens hoved, men det kommer lidt sidelæns ud, og derfor hedder første kapitel i "Den røde parentes" da også ”Min fod i mit hoved”.

Bogen er fyldt med mange sjove og interessante iagttagelser, især faderen spiller en stor rolle i forfatterens liv. Faderen beskrives som kæmpestor og som selveste Helligånden, han interesserer sig for klassisk musik, selv om bredden ikke er overvældende, og han kommer til at spille en vigtig rolle i forfatterens liv. Klogt og originalt guider han Peter igennem problemerne med poliofoden.

Også teaterinteressen er en vigtig del af forfatterens liv, især det absurde teater, en interesse, han deler med faderen, og en aften efter at have set tv-teatret står de på altanen, og pludselig er det, som om han og faderen forstår ALT – en slags åbenbaring i et lysglimt fra himlen. En sætning fra Pär Lagerkvists lille roman ”Det evige smil” rinder forfatteren i hu, hvor Gud siger: ”Jeg har ikke ment livet som noget mærkværdigt … Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting”.

Forfatteren bliver student, arbejder som portør på Aalborg Sygehus, hvor han transporterer både døde og levende, og han læser også hos en Aalborg Teater-skuespiller, men på et tidspunkt tager forfatteren en stor beslutning: Skuespilleriet vil ikke kunne blive til noget på grund af foden, så det er den periode, der bliver til den røde parentes. Som alle de andre afsnit er dette også fyldt med tankevækkende og ærlige overvejelser plus masser af sjove episoder, selv om forfatteren på et tidspunkt ifølge en ældre portørkollega er lige ved at komme til at lide af ”menneskeligitis”!

Peter Mouritzen begynder at læse til lærer i Silkeborg, han møder sin Birgit, og han begynder at skrive digte, stærkt inspireret af seminarielæreren Viggo Jørgensen, der er hans dansklærer. Forfatteren kommer også på græs, i praktik i Vestjylland, og mens han er der, føder fru Birgit en datter. ”Fremtiden lyste lokkende forude. Verden skulle erobres med pædagogik og poesi”. Og det er verden så blevet!

Erindringsbogen udstråler en helt særlig livsvilje, en smerte, håb, en god portion selvironi og fine og velvalgte nedslag i et langt liv. Den har samme fine kvaliteter som ”Da jeg var ung digter”, der udkom sidste år i anledning af Peter Mouritzens 50-års forfatterjubilæum.

Fra bagkataloget er det også værd at nævne ”Forbudte børn” (roman) fra 1984, der er en blanding af fantasi og virkelighed om en 13-årig drengs opvækst i en mindre dansk provinsby. Der er mange perler i Peter Mouritzens store forfatterskab, men ”Den røde parentes” er helt særlig.

PS: I afsnit vil ”Den røde parentes” sagtens kunne bruges i undervisningen i 7.-9.-klasserne, ligesom det vil være naturligt at inddrage bogen, hvis man arbejder med Peter Mouritzens forfatterskab.