Så blev det virkelighed. TV2's  hidsigt markedsførte series første afsnit kom på skærmen: politisk ukorrekte, ærlige, besværlige Rita, humoristisk serie - nu med lærer! Noget den danske lærerstand har set frem til: endelig en serie med en lærer i hovedrollen.

I seriens anslag ser vi Rita sidde og ryge på skolens pigetoilet, smilende over den poesi der omgiver hende, ind til hun læser at "Rita knepper med enspektøren". Hun tager et ekstra sug af smøgen, finder sin spritpen og retter stavefejlen. Dog ikke med rødt!

Stilen er lagt, og Rita holder den afsnittet igennem, nu blot med en stribe bifigurer, der kan fungere som hendes lokumsvægge med pubertetspoesi, hun kan forholde sig rettende til. Der er først og fremmest eleven Rosa, som i sin overinteresserede, pigeemsige elevattitude irriterer Rita. "Ondskaben har pagehår og laver altid sine lektier".  Der er den nye lærer Hjørdis, som med fletninger, midterskilning og en drøm om tre børn med islandske navne har brug for og får hårde Ritas hjælp. "Det sker ikke igen!". Der er inspektøren, som er mere vatpik end pik, selv om han knepper Rita, mens han taler i telefon med Rosas forældre. "Han er meget sød, men aner ikke, hvad han snakker om, for han har aldrig undervist". Der er afdelingsleder og AKT-lærer Helle, der har gode forbindelser til forvaltningen, og som nok gerne vil have hårdtslående Rita fyret. "Helle er meget forstående, men ellers forstår hun ikke så meget".

Og så er der et hul i hækken til den gamle pedelbolig, som Rita har lejet billigt, og hvor hun bor med sin yngste søn, ryger, drikker og snakker med sine gamle troldedukker. Her kommer hendes datter, hvis kæreste har slået op, og hendes ældste søn med kæreste og kommende svigerdatter og ditto-forældre til præsentationsspisning. Hele familien mobber den yngste og opfordrer ham til at springe ud som bøsse. Han smager på en brie, fordi brie smager af pik. Rita opdager, at hendes ældste søns kommende svigerfar er hendes ungdomskæreste. "I kunne jo være søskende. Ha, ha, ha. Det var for sjov".

Som mere udpenslet end antydet, så lægger dette første afsnit sig tættere på "Live fra Bremen" end på en film, der vil fortælle noget om en lærer - som lærer. Skolen er et velvalgt alibi for grovkomikken, fordi alle har gået i skole og har et forhold til institutionen. Og der er et par momenter, hvor begivenhederne pludselig tager fart og sitrer af en egen ømhed.

For det første er der Carpe Diem-scenen, hvor en usikker dreng knokler med en fremlæggelse af Blichers "Sig nærmer tiden, da jeg må væk". Som i filmen "Døde poeters klub" og som i Johannes Møllehaves skildring af sin vidunderligt indoktrinerende dansklærer Johannes Nørvig i "På myrens fodsti" river og flår Rita i tæppet under knægten for at få ham til at tænke selv. Her leverer hun et bidrag til vidunderligt oprør imod den afhumanisering og fordummelse, som finder sted i skolen i dag, og som beskrives så intenst i filosoffen Peter Kemps nye bog, "Filosofiens verden". Dette er filmens bærende skoleafsnit, fordi det morsomt og konsekvent kaster sig ud i en visning af, at Rita er lærer med stort L.

For det andet er der tvisten med Ritas eneste værdige modstander, Rosa. "Rosa, du opfører dig som en på 40. Det er derfor de andre elever ikke kan lide dig". "Og du opfører dig som en på 14, og det er derfor de andre voksne ikke kan lide dig." Ordvekslingen får Rita til at reflektere på pigetoilettet. Imaginær graffiti om hendes ensomhed og hendes kærlighed til sønnens svigerfar flimrer over væggen. Hun går hjem og fyrer sine trolde af sted med sønnens gemte kanonslag og raketter. Dette er filmens bærende personafsnit, fordi det får Rita ud i et selvopgør, som overrasker i en film med mange papfigurer.

Seriens første afsnit trækker altså i to retninger. Den kan gå hen og blive noget hæderligt stort, og den kan ende som noget guddommeligt lort.