I Vordingborg er sygefraværet på skolerne i år faldet fra et gennemsnit på 9,2 procent i januar til 3,7 procent i august. Hver måned i otte måneder har sygefraværet været lavere end samme måned året før. En af de lærere, som virkelig kan mærke, at der er sket en forandring er lærer Nanna Begtrup Kristensen, som er lærer på Kulsbjerg Skole.

"På en måde er mit team meget eksemplarisk for udviklingen. Vi er et årgangstema i udskolingen. Sidste år var vi team 8, og der bør vi være otte lærere. Men fra september til februar havde vi tre langtidssygemeldinger, og så var der jo også andre sygemeldinger løbende. Vi var på halv kraft. Her efter sommerferien er vi fuldtallige", siger Nanna Begtrup.

Men under de mange sygemeldinger steg arbejdspresset på de langtidsraske til det uholdbare, fortæller læreren.

"Da folk blev sygemeldt i efteråret med stress, oplevede vi, at der straks var en organisering omkring de sygemeldte. Ledelsen var klar til at gribe dem. Der blev lavet planer for dem. Men der var intet beredskab til os, der var tilbage. Vi prøvede at råbe højt. Vi ville jo ikke starte en ond spiral, hvor vi også blev syge".

Skoleleder: "Vi har nogle gange haft vikardækning på op til 50 procent"

Arbejdspres giver dårligere undervisning

Hendes lærerprofessionalitet blev slidt helt tynd i den periode.

"Vi vil gerne have, at eleverne skal lære noget, hvis de skal det, så skal de have det godt, og når vi kun er halvdelen på arbejde, så bliver det tit relationsarbejdet, der bliver nedprioriteret. Så er det kun det faglige, og så lærer eleverne ikke ret meget", siger Nanna Begtrup.

I Vordingborg er der mange elever, der har brug for ekstra opmærksomhed, men selv om lærerne forsøgte, kunne de ikke udfylde tomrummene efter de syge kolleger.

"Vi har kontaktelever. Så dem måtte vi overtage fra kollegerne, men man når ikke at skabe kontakten, når man har dobbelt så mange elever. Vi har jo ikke mere tid".

En af de ting, som de langtidsfriske lærere råbte højt om var, at de skulle tages med på råd, når sygemeldte lærer skulle sluses tilbage. 

"Jeg tror, at ledelsen er blevet mere bevidst om, at man ikke bare tage kan samtalerne med dem, som er syge, man bliver nødt til at inddrage de raske for, det betyder rigtig meget for dem, hvordan kollegerne kommer tilbage".

Flygtige vikarer stresser

En af de største udfordringer i perioden var, at hun følte ansvar for, at eleverne fik god undervisning på trods af sygemeldingerne.

"Jeg skulle hele tiden sætte nye voksne mennesker ind i arbejdet. Vi bruger rigtig meget tid på fælles forberedelse og fælles pensum, og når de to andre dansklærere var syge, så skulle jeg nogle gange sætte en 19-årig eller en fast vikar, der ikke var uddannet dansklærer, ind i arbejdet. Jeg skulle hele tiden oversætte, hvad vi skulle. Det var krævende. Og så vidste jeg, at nogle af eleverne ikke fik den faglige undervisning, de skulle have".

Og det var svært at gå på kompromis med elevernes læring.

"Det er svært at være i. Og man kan ikke forlange af en 19-årig student, at de ved, hvordan man didaktisk differentierer undervisningen. Det kan jeg jo ikke oversætte på ti minutter til en vikar. Jeg tog ansvar på mig, for det er vores årgang - det er mine elever - jeg følte jeg havde ansvaret for det hele"

Og de mange løse vikarer fik sider frem i hende, som hun ikke er stolt af.

"Jeg blev simpelthen dårlig til at tage imod nye. Jeg tænkte, hvor længe holder det? Så jeg tog mig selv i at vise de dårlige sider af mig selv. Så begynder man at sige, nej, så tager jeg to klasser, og så løber man bare hurtigere, og hurtigere og så bliver det virkelig svært at være professionel".

Hårdt ramt kommune: Lærernes sygefravær falder

Stadig stort arbejdspres

For fem år siden inden folkeskolereform, arbejdstidslov og besparelser var det meget lettere at være lærer i Vordingborg, siger Nanna Begtrup. Hun understreger, at det stadig er "brandhårdt" arbejde, men hvis hun ser på det år, der er gået, går det den rigtige vej: 

"Det vil jeg gerne være med til at fejre", siger hun. "De syge er kommet godt tilbage, men vi er ikke i mål endnu. Der er stadig ting, hvor kommunikationen kikser. Men jeg kan se tendenser til, at vi er på rette vej. Nu er vi der, hvor jeg kender min arbejdsopgave og kan se frem. Jeg er stadig presset. Jeg her edderbankeme meget at se til. Jeg ved, at der er økonomiske rammer, som jeg ikke kan gøre noget ved. Men nu kan jeg bedre planlægge, hvornår, jeg kan tale med mine elever, og jeg har en rimelig forestilling om, at det ikke ændrer sig i morgen".