Folkeskolen har i årenes løb flere gange bragt personlige beretninger fra danske læreres virke i den grønlandske folkeskole og om deres ophold i almindelighed i Grønland. Disse beretninger er gerne skrevet efter kun ganske kort tids ophold og bærer ofte præg af ungdommelig eventyrlyst og natur- og folkeromantik. Alle der kommer til Grønland vil i reglen blive stærkt betagede af den barske, men dragende natur, som tilsyneladende bare udfolder sig uendeligt i alle retninger. Mange danskere bliver tillige charmeret af den grønlandske kultur og de normalt ret gæstfrie grønlændere, selv om også Grønland og den offentlige debat i de seneste årtier har været stærkt præget af den efterhånden internationalt florerende etnonationalisme, som her retter sig især mod danskere.

Vi kan alle blive revet med af det spændende anderledes og ret ukendte, men det må ikke betyde, at man i eksempelvis Grønlands tilfælde behøver at forholde sig ganske ukritisk til ellers stærkt kritisable forhold i bl.a. den grønlandske folkeskole, således som jubelberetningerne i Folkeskolen er tydelige eksempler på. Det gælder også den seneste beretning i nr. 17, hvor en lærer, Maria Hougaard, fortæller om sine herlige oplevelser i Tasiilaq på den grønlandske østkyst, en by med ca. 2.000 indbyggere.

Skolen i Tasiilaq, en af de største i hele landet med ca. 450 elever og 60 undervisere, er den eneste skole i Grønland med et flertal af danske lærere. Normalt er der ganske få danske lærere på de grønlandske folkeskoler, mange steder slet ingen. Af skolens grønlandske lærere er over halvdelen uden uddannelse som lærer, de er såkaldte timelærere. Grønlandsk uddannede lærere har ikke den store lyst til at arbejde på østkysten, hvor sprog og kultur er meget anderledes end i det øvrige land. Især de sociale forhold er ret miserable og derfor temmelig afskrækkende, og arbejdsløsheden er da også over dobbelt så høj som andre steder. Skolen i Tasiilaq er desuden den skole i hele landet med markant flest elever, der modtager specialundervisning, ca. en femtedel af alle elever, og markant flest elever, ca. halvdelen af samtlige elever, der indgår i den kommunale sagsbehandling på grund af omsorgssvigt, selvmordstanker, druk og vold i hjemmet, seksuelle krænkelser mv. En sagsbehandling, der i øvrigt svigter katastrofalt, hvad kommunen selv har erkendt.

Tasiilaq ligger ganske vist på østkysten, men er indlemmet i landets økonomisk mest velstående og befolkningsrigeste kommune, Sermersooq med Nuuk som landets hovedstad. Alligevel sker der stort set intet, for kommunen kan ikke skaffe kvalificerede medarbejdere til at varetage de mange sociale sager. I den tid hvor Maria Hougaard har været ansat på skolen, er der alene fra skolen foretaget over 200 underretninger, som alle omhandler de samme forhold, som nævnt ovenfor. Skolens rådgivningslærer for specialundervisning i perioden 2013-2018, Rikke Blegvad, gjorde i maj måned regnebrættet op efter knap fem års virke på posten i en opsigtsvækkende kronik i Weekendavisen, som gav genlyd i den grønlandske presse, om den katastrofale situation for socialt udsatte børn i Tasiilaq og dermed også på skolen i Tasiilaq.

Tilværelsen på østkysten er således hverken sukkersød eller rosenrød, sådan som man ellers kan få indtryk af, når danske lærere, ofte uprøvede eller utilpassede, folder sig ud i beretninger om de grønlandske lyksagligheder. De er der jo kun kort tid – man binder sig for tre år – har ringe eller ingen indsigt i kultur og samfund, har ofte personlige, faglige og professionsmæssige problemer med, dér hvor de kommer fra (nissen flytter jo gerne med), til tider i en sådan grad, at de også internt i landet flytter jævnligt fra sted til sted, fordi de ikke kan finde sig til rette eller er uduelige. Det kan godt være, at et ophold i Grønland kan være en oplevelse for livet for den enkelte danske lærer, men spørgsmålet er vel snarere, om det også er en oplevelse for livet, og tilmed en positiv, for den enkelte grønlandske elev, som i læringsprocessen skal trækkes med ofte uoverstigelige sprogproblemer, med vedvarende lærerskift, et anderledes kultursyn og en  bedrevidende omverdensforståelse, som slet ikke harmonerer med stedets grundlæggende livsvilkår, men i virkeligheden bidrager til en stærkere opsplitning og styrker fornemmelsen af utilstrækkelighed.

 Vi man vide mere om den grønlandske folkeskole og den grønlandske læreruddannelse, kan man med fordel orientere sig herom i de to evalueringsrapporter fra hhv. 2015 og 2016, som på de grønlandske myndigheders bestilling blev udarbejdet af Danmarks Evalueringsinstitut, EVA. Det er drøj læsning, som får skællene til at falde fra øjnene, forhåbentlig også hos den godtroende, natur- og folkeromantisk indstillede danske lærer. På den måde vil jubelberetninger om danske læreroplevelser i Grønland heller ikke bidrage til hos potentielle læreransøgere at foregøgle en skolevirkelighed, som ikke findes i realiteternes verden. Mange danske lærere har på den konto bittert måttet sande denne tingenes tilstand, de har ikke kunnet ikke stå distancen og har vendt næsen hjemad mod det gamle land på det offentliges regning. Hvilken oplevelse for livet har det mon været? Sikkert ikke særlig positiv. De historier hører man derfor heller aldrig om i Folkeskolen. Hvorfor egentlig ikke?

Med venlig hilsen

Esben Skytte Christiansen

lærer og skoleleder i Grønland

2002-2018