en periode i begyndelsen af fyrrerne var jeg løs vikar. Det ville for en ung lærer sige, at man efter aftale med skolevæsenet lod sig tilkalde, som det hed, til en skole, der manglede en lærer, for at erstatte denne, ofte samme dag. Situationen har kaldt på mange beskrivelser i litteraturen, og det er af dem fremgået, at det vel var det værst tænkelige arbejdsområde for et ungt menneske, der ofte var værgeløst for en målbevidst klasses opfindsomme tyrannier. Dog har jeg sjældent hørt om løse vikarer, der er blevet fyret allerede samme dag, som de er kommet, sådan som det gik mig.

På den tid og på mine steder var det nu ikke så meget disciplinen, der var problemet, som det anstrengende i det idelige skift mellem klasserne og deres miljøer og emner . . .

Jeg kunne ellers have været fast ansat - på eksamensdagen mødte Københavns skoledirektør Thorkild Jensen op med tilbud om en stilling. Det var pænt af ham, men da udsigten til fyrre år på samme kateder var det værste, jeg vidste, sagde jeg høfligt nej tak. Så nu tog jeg kun af og til et vikariat, når der blev for langt mellem tilbudene om illustration til Søndagstillæggene.

Således befandt jeg mig en dag på Tranegårdsskolen i Gentofte nord for København, nemt nok at cykle til fra Østerbro. Fin skole, søde børn, som ikke havde uventede attakker at byde på.

I timen fik jeg et glimt af et bebrillet ansigt i klasseværelsesdørens rude. Det var jo dengang, da skoleinspektører inspicerede, så det undrede mig ikke.

Øjenkontakten må nok alligevel have fået inspektøren til at føle sig afsløret, for lidt efter bankede det på døren, og vor inspektør trådte høfligt ind. Da det jo var dengang, så rejste klassen sig, og alle stod ranke som lys, til det blev betydet dem af inspektøren, at de kunne sætte sig.

Det gjorde inspektøren også, ved bageste bord, og sad pænt stille, til undervisningen og timen sluttede.

Senere på dagen blev jeg kaldt til inspektørens kontor, blev venligt modtaget og kunne sætte mig foran inspektørens skrivebord. Han lænede sig tilbage i stolen, satte fingerspidserne sammen og talede til mig. 'Det var jo fortræffeligt', sagde han. 'Der er absolut stof i Dem til en god lærer i folkeskolen. Men her i vor skole har vi nu vore ejendommeligheder, for eksempel med hensyn til sproget. Det gør vi meget ud af, og vi passer på, at vore elever kan gå ud af skolen med en smuk diktion og i det hele taget gøre vort område og dets skole ære. De taler jo så udmærket med børnene, fortræffeligt, fortræffeligt, men Deres sprog . . .'.

Han så på mig med et beklagende og medlidende udtryk og fortsatte: 'Ved De hvad, jeg tror, at Deres evner ville kunne komme fuldstændigt til deres ret, hvis De for eksempel tog ansættelse på Nørrebro eller Vesterbro . . . '. Han tog fingrene ned og så opmuntrende på mig, mens han rejste sig. Så var jeg altså fyret. Havde optrådt i Gentofte med en helt forkert dialekt, som kun egnede sig til brug i fjerne områder, hvor børnene formodentlig allerede var ødelagt.

Jeg takkede for hjælpen og cyklede siden hjem til mit område Østerbro, hvor min argot ikke vakte mishag, og har ikke siden forsøgt mig som pædagog i de ubesmittede nordlige områder.-