Her følger en personlig beretning: Regnen piskede, og det stormede voldsomt. Vi var i Hou An i Vietnam. De første fire-fem gader langs floden var oversvømmede. For én dollar lejede vi en lille båd, så vi kunne blive roet ned til den restaurant, hvor vi havde bestilt aftensmad. I stueetagen stod vandet halvanden meter op, men det lukkede ikke restauranten. Vi blev hevet ind over altankanten på første sal. Tjeneren smilede og undskyldte, at vi blev nødt til at spise i den private stue.

Næste dag faldt vandstanden lidt. De handlende flyttede grøntsager, fisk og æg nogle gader længere væk fra floden, og i modsætning til dagen før var der nu blomsterhandlere med store buketter på hvert andet gadehjørne.

Men skolen var lukket! Ikke på grund af monsunen og oversvømmelsen, man passer sit arbejde, og livet går videre - uanset vejret.

Men lærerne havde fri! For det var Lærerens Dag. Og eleverne gik på besøg. I nystrøgne skoleuniformer, med kæmpe buketter og tegninger i favnen og i vand til knæene eller maven stred de sig frem. De ældste elever kom to og to. De yngste havde mor eller far med. De bankede på døren hjemme hos hver eneste lærer. For at sige tak. Tak for undervisning, for lærdom og opdragelse.

»Selvfølgelig gør vi det. Vi viser, at vi har tillid til lærerne, og vi fortæller dem, at vi sætter pris på, at de hjælper vores børn videre i livet. Skolen er Vietnams vigtigste institution«, forklarer et forældrepar mig. »Sådan er det også i dit land, yes?« føjer faderen til.

Jeg nikker, smiler og gemmer mig bag mit kamera.

Den 5. oktober er det Lærerens Dag - i hele verden.

-th

Læs mere på www.laererdag.dk