Hver passer sit, har i alt for mange år været en af de hellige køer i dansk skoletradition, når det kom til forholdet mellem lærere og pædagoger. Heldigvis er der nu slået hul i muren, så planlagt og struktureret samarbejde mellem de voksne, der betjener de samme børn, ikke længere er så tabubelagt. Endnu en hellig ko slæber forfatterne til slagtning, nemlig dogmet om at børn skal være lige gamle for at kunne blive undervist sammen.

Bogen argumenterer overbevisende, men desværre i et noget pædagogfloskelpræget sprog, for, at arbejdet med en sammenhængende skolestart kræver tæt og konkret samarbejde mellem børnehaveklassepædagoger, indskolingslærere og pædagoger i skolefritidsordningen. Samtidig betoner forfatterne vigtigheden af et tilsvarende tæt og konkret samarbejde mellem de afgivende børnehaver og den modtagende skole op til skolestarten. Desuden anbefaler forfatterne varmt en rullende skolestart med tre optag i løbet af første skoleår, hvor udgangspunktet er det yderst fornuftige spørgsmål: Er barnet parat til skolen; er skolen parat til barnet? Endelig argumenteres der for et aldersintegreret indskolingsforløb, hvor eleverne fordeles i grupper ud fra personlige forudsætninger i stedet for alder. Bogens største brugsværdi ligger i de fine eksempler på, hvordan man kan gøre i praksis.

Udgangspunktet for en sådan indskoling må nødvendigvis være et stærkt fokus på elevdifferentiering. Det er i samme forbindelse også værd at hæfte sig ved forfatternes understregning af vigtigheden af fortløbende dialog med forældrene og løbende evaluering af og med eleverne.

Det stærke fokus på den enkelte elev betyder til gengæld, at bogen savner balance i forhold til arbejdet med elevgruppen. Ligeledes mener jeg, at forfatterne gør for lidt ud af ledelsens rolle i en sådan samarbejdsstruktur, især i de situationer hvor der opstår dybtgående uenighed i samarbejdet.