»Livet er ikke det værste, man har. Og om lidt er kaffen klar«. Poul Dissings raslende stemme fylder rummet med Benny Andersens ord. Eleverne sidder næsten stille. Lytter. Enkelte former lydløst sangens ord med læberne - griner lidt forlegent, når andre opdager det.

»Hvornår er du lykkelig?« Henrik Carlsens krogede finger peger direkte på en dreng.

»Når du sover«, ordene kommer op på den interaktive tavle, inden drengen svarer. Drengen nikker anerkendende over, at Henrik har gættet hans svar. Henrik Carlsen klikker på tastaturet, og med en høj båt-lyd kommer ordene »Dur ikke« på skærmen.

»Hvis man kun har lyst til at sove, så er man ikke lykkelig i vågen tilstand«. Henrik Carlsens ord hamrer ud over eleverne.

»Lykken er at have nogle gode venner, have rigeligt med penge, og så skal man tænke over sit liv ofte. For mig er lykke at stå og undervise«.

Henrik Carlsen er lærer i 8.-klasserne på Vejlebroskolen i Ishøj. Han har sklerose og er i fleksjob. Derfor underviser han kun om formiddagen. I 8.b er der 20 elever. Fire fra Pakistan, fem fra Tyrkiet, en afghaner, en iraker, en brasilianer, en chilener, en polak og en halvsvensker. Resten har dansk baggrund. Eleverne har lige så forskellige forudsætninger for at lære, som de har forskellige baggrunde, og det er Henrik Carlsen hele tiden opmærksom på.

»Elever lærer noget, når de er glade, og glade elever lærer noget. Udadtil kan elever i 8. klasse godt signalere, at de er skoletrætte, men det er de ikke. Det værste, der kan ske for dem, er, at de bliver sendt væk fra skolen«, siger Henrik Carlsen.

Handicap skærper lærerens sanser

Ukraine.

Næppe er ordet klikket frem på den interaktive tavle, før to elever stryger gennem klassen. De kæmper for at komme først hen til det store verdenskort og klaske hånden på det bjergklædte land. Bordene er skubbet til side, så der er fri passage til kortet. På den ene side står drengene og hepper. På den anden står pigerne.

Denne gang er det Ahmed, der med en skuldertakling skubber konkurrenten væk. Solidt placerer han hånden over det lille land, og med sejrsdansende hoftebevægelser og hånlig gestus mod pigernes side bevæger han sig langsomt hen mod Henrik Carlsen. Han har sikret drengene retten til at svare på fem spørgsmål om Ukraine.

Året efter at Henrik Carlsen havde et bevis for endt læreruddannelse i hånden, fik han konstateret sygdommen sklerose, der er en kronisk sygdom, som rammer centralnervesystemet. Det er meget forskelligt, hvordan sygdommen udvikler sig. For Henrik Carlsen medfører den blandt andet, at han er meget træt, har svært ved at gå og har problemer med fingrene.

Det er også vanskeligt at komme rundt på skolen. Vejen frem og tilbage til lærerværelset trætter ham. Derfor valgte han i en lang periode at blive i klassen i alle pauser.

»På et tidspunkt orkede jeg ikke at gå. Så jeg blev i klassen. Smækkede benene op. Det endte med at vise sig, at det sparer tid. Man får at vide, hvor den enkelte elev er. Hvem der har ondt i halsen. Man løser konflikterne på stedet og kan gå i gang med undervisningen, når timen begynder. Jeg prøver også at sælge den til mine kolleger. Men den er de ikke med på«, siger Henrik Carlsen, der på mange måder føler, at hans manglende kompetencer er blevet til styrker i skolen.

På Facebook med eleverne

»Årh - Linette er stadig ikke kommet. Jeg må hellere sende en sms«.

Henrik Carlsen har forskellige aftaler med forældrene om, hvad han skal gøre, hvis eleverne ikke dukker op. Han bander, da han igen og igen forgæves forsøger at få fingrene til at lystre hjernen.

»Skal jeg gøre det?« En af drengene rejser sig.

»Kan selv«, siger Henrik Carlsen og laver en affærdigende bevægelse. »Det var det første, jeg lærte at sige. Kan selv!«

Han sætter en stor ære i at være tæt på sine elever og er ven med dem på Facebook, mailer med dem og er tilgængelig på mobilen.

»Det forstår mange af mine kolleger ikke. Men det gør det lettere. Hvis jeg kan se på Facebook, at en har kærestesorg, så stiller jeg måske lidt andre krav til eleven næste dag«.

Henrik Carlsen går i det hele taget meget op i, at der ikke gælder samme regler for alle i klassen, og at der ikke stilles de samme krav. Han overtog eleverne i 4. klasse og regner med at have dem, til de går ud. Han er tydeligt træt af politikernes krav om at måle undervisning i tal og faglighed fra år til år.

»Det handler om ikke at have en plan for hvert minut. Det handler om overblik. Det er ikke en etårsplan. Det er en seksårsplan. Det vigtigste er ikke at være faglig som lærer. Det står faktisk ret langt nede på listen. Fagligt er de meget spredte. Men alle ved det, og så kan jeg stille vidt forskellige krav til dem«.

Skoledagen nærmer sig sin afslutning for Henrik Carlsen, og han skal hjem og hvile sig. Arbejdet dræner al hans sparsomme energi, men der er ingen forventninger til ham, når han kommer hjem. Han har ingen børn og ingen kæreste.

»Skolen er mit menneskebad«, siger han med henvisning til Søren Kierkegaard.

I takt med at Henrik Carlsen bliver mere træt, stiger lydniveauet i klassen. Henrik Carlsen klikker Benny Andersens tekst væk fra skærmen, mens han giver eleverne dagens sidste opråb.

»Husk det, når I sidder derhjemme og skærer i jer selv. Livet er ikke det værste, man har«.