Vores søn tilhører nu de unge lærere, som ikke mere vil være i folkeskolen. Som forældre får det os selvfølgelig til at spekulere på, hvad der gik galt.

Først lidt om os. Vi er begge folkeskolelærere og har været det i 39 og 36 år. Vor søn var derfor ikke uvidende om, hvor meget arbejde det betyder. Alligevel - efter to år på en skole i et område, der i hvert fald på papiret burde være et godt område, har han givet op og er faldet i det hul, der hedder: Jeg er ikke god nok. Hvad gør jeg nu? Vil jeg i det hele taget være lærer?

Hvad er grunden, spørger vi forældre os selv.

Mange skoler har udmærkede følordninger til at hjælpe den nye, unge kollega i gang. Men når man går ind i en klasse og lukker døren, er der ingen, der kan hjælpe. Man er alene. Hvad der er brug for, er supervision. Ikke som et tilbud, nej, det skal være et krav fra vores fagforening, at nye lærere skal have supervision, og det skal skemalægges, så de ikke kan undslå sig. Hvor tit? En gang i kvartalet som minimum det første år. De følgende år minimum en gang om året. Og det skal være en person, der er uddannet til at supervisere, det er ikke noget, hvem som helst kan gå ind at gøre.

Desuden bør der afsættes timer specielt til en kollega, der får ansvaret for at hjælpe den nyuddannede kollega i gang. Man skal ikke nøjes med, at det er teamet, der skal hjælpe.

Det, alle har ansvaret for, tager ingen ansvaret for.

Måske var det i øvrigt bedre med en udenforstående kollega, der kan stille de vanskelige spørgsmål og få svar. Der kan jo være ting, man ikke vil drøfte med en teamkollega.

Hvad er ledelsens rolle i det her? Er det nok med én samtale med ledelsen allerede efter to måneder? Kan man ikke forvente, at nyuddannede har mere brug for at få vendt nogle ting med ledelsen end en veteran med 30 år på bagen. Vi synes nok, at de nyuddannede fortjener og har brug for opmærksomhed fra ledelsen.

Med de pensioneringer og den lærermangel, der truer, synes vi, at man er nødt til at gøre alt, hvad man overhovedet kan, for at holde på de nyuddannede.