Moderniteten fjerner fortryllelsen ved livet, påpeger forfatteren i denne sprudlende veloplagte, morsomme, flot dokumenterede og kritiske debatbog. Her sætter hun spørgsmålstegn ved den frembrusende benchmarkkultur, hvor man nægter at acceptere fænomener som virkelige, hvis ikke en statscertificeret styrelse har fastsat standarder for dem, som kan udtrykkes i tal eller formler. Museskader nævnes som eksempel fra medicinens verden: Eftersom lægerne ikke kan udtrykke patientens smerter i eksakte og sammenlignelige tal, så kan forsikringsselskaberne ikke anerkende skaden som erstatningsberettiget.

Forfatteren viser med et utal af eksempler fra mange brancher - flest fra sin egen hjemmebane, design - hvordan New Public Management slår igennem både i det private erhvervsliv og i uddannelsessektoren. Positivt udtrykt går uddannelser ud på at øge evnen til at nyde samfundets forandringer, markedets udfordringer og livets omskiftelighed, men læseren lærer undervejs, at denne optimistiske tilgang til vores forandrede dagligdag bygger på et særligt menneskesyn. Nemlig det, der gør, at vi skal se os selv som medarbejdere i en oplevelsesindustri, der ikke kun omfatter det stadig mere kommercialiserede kulturliv, men også skal gøre enhver privat eller offentligt ansat til sælger af wellness og events, der skal gøre det muligt for køberen/eleven/plejehjemsbeboeren at se produktet eller ydelsen som opfyldelse af individuelle behov. Måske ligefrem egnet til opbygning af personlig branding.

En sådan arbejdsstil forudsætter naturligvis, at den ansatte holder op med at skelne mellem arbejdstid og fritid. Er kunden til stede, er sælgeren på plads. På værkstedsgulvet, salgsmessen eller i undervisningslokalet står vi parat, oppustet med øregas fra sæsonens mest indbringende markedsfilosofi.

Regnskab er blevet en sandhedsteknik, understreger forfatteren, og argumenter imod bundlinjens budskab accepteres ikke. I samme åndedrag gennemgår hun vidensbegrebets vandring fra personlig dannelse til fakturerbar, patenteret viden. Man ved først noget af værdi, når det kan sælges, skriver hun med eksempler fra Disneys patentering af folkeeventyr og Lego, der stjal maoriernes legender og omsatte dem til små klodser, man kan købe. Men er det læreren eller revisoren, der bidrager med mest værdi til fremtidens produktionskraft? spørger hun.

Forfatteren er bekymret over, at aktiviteter, der ikke kan puttes ind i målbare standarder, vil få det svært i fremtiden og muligvis forsvinde. "Skal der fortsat fingermales, må fingermalingen gøres synligt markedsrelevant", er et af hendes farverige eksempler på, hvordan enhver aktivitet i det offentlige system kun er relevant og overhovedet eksisterende, hvis den kan sættes på formel og måles. Måske kan der udvikles en Pisa-certificeret visuel kompetence-test, er hendes ironiske forslag.

Køb bogen til lærerværelset og sørg for at få den læst, inden næste udviklingskonsulent kommer på besøg.