René Aistrup blev tændt under lockouten. Som tillidsrepræsentant på Skolen ved Sundet på Amager trådte han beredvilligt ind foran ethvert kamera, stillede op til syv regeringskritiske radiointerview og nød tidspunktet, da han som lockoutet lærer lod sig interviewe foran skolens østlige indgang, mens finansminister Bjarne Corydon, hvis børn går på skolen, blev stillet spørgsmål på den modsatte side. René Aistrup inviterede sig selv til møde hos KL's chefforhandler, Michael Ziegler, og forfattede seks siders spørgsmål om reformens indhold til hver enkelt af Folketingets uddannelsesordførere. Flere af dem mødtes han også med for at fremlægge sine bud på god undervisning.

»Men så pludselig var lockouten overstået«, siger René Aistrup, der klædt i hvid skjorte er ved at få taget sit portrætbillede af Folkeskolens fotograf. Hans velvillighed til at tale lærernes sag i medierne har ikke ændret sig siden lockouten. Det har til gengæld de omgivelser, han optræder i. René Aistrup er nemlig ikke længere lærer på fuld tid, men har siden januar haft to ugentlige arbejdsdage i Københavns Kommunes børne- og ungeforvaltning. Her deltager den tidligere lærerdemonstrant nu i arbejdet med reformimplementering og resursefordeling, årsplansskabeloner og elevplansværktøjer.

Så hvad skete der med den rødglødende tillidsrepræsentant? Og hvordan forklarer René Aistrup selv sin nye dobbeltrolle?

Skeptiske lærerkollegaer

En lærerkollega på Skolen ved Sundet spurgte for nylig René Aistrup, om han var sikker på, at kommunen ikke bare havde skyndt sig at ansætte ham for på den måde at lukke munden på en af dem, der råbte højest under lockouten. Men det mener René Aistrup bestemt ikke er tilfældet. Han opsøgte selv arbejdet i kommunen, da han i forbindelse med sit ledertalentforløb blev gjort opmærksom på en stilling som specialkonsulent i børne- og ungeforvaltningen.

»Jeg tænkte i første omgang, at det kunne være en træningsøvelse i at søge job«, fortæller René Aistrup, der ringede direkte til kontorchef Camilla Niebuhr om stillingen.

Han griner lidt af sit eget overmod: »Det var en stilling, jeg slet ikke var formelt kvalificeret til«, siger han. Af samme grund havde han ikke regnet med at blive kaldt til samtale, og mens han sad der, fik han sved på panden. »Tanken om 37 timer på et kontor var lidt overvældende. Det tror jeg, jeg kunne gå kold på«, indrømmer han. Men samtidig var der noget i ham, der ikke ville give slip på muligheden for at blande sig i forvaltningens beslutninger, og derfor holdt han sig ikke tilbage under samtalen.

Kontorchef i afdelingen for pædagogisk faglighed Camilla Niebuhr var ikke i tvivl om, at hun kunne bruge René, selvom han ikke passede på den opslåede stilling, hvor erfaring med politikerbetjening og sagsbehandling var påkrævet.

»»Jeg ville have René, fordi han havde åbenlyse faglige kvalifikationer og interesse i alt det nye med reformen. Han var samtidig en mulighed for at få praksis med på en mere kvalificeret måde, end hvis man bare ringer ud til en lærer. Så jeg fandt nogle ekstra midler«, fortæller Camilla Niebuhr. Hun ansatte en anden i stillingen som specialkonsulent, men fik oprettet en ny stilling til René, hvis rebelske sider hun oplever som udtryk for et levende engagement i lærerfaget.

René Aistrup er dog langtfra den eneste i forvaltningen, som er læreruddannet, men for de andre medarbejderes vedkommende er det måske ti eller 15 år siden, at de arbejdede i skolen, fortæller Camilla Niebuhr: »René kommer med den dugfriske betragtning på tingene«, siger hun.

René Aistrup understreger, at han ikke anser kommunen for fjendens lejr. Det gjorde han heller ikke under lockouten:

»For mig har det hele tiden handlet om folkeskolen og lærernes sag. Og det er også den, jeg kæmper inde i forvaltningen nu«, siger han.

Gårdvagten

I tifrikvarteret mandag morgen er René Aistrup gårdvagt på Skolen ved Sundet. Hen over en mørkeblå bomuldssweater med hætte trækker han den neongule trafikvest, der lader eleverne spotte en gårdvagt på lang afstand, og ude på boldbanen stimler piger og drenge fra 3.u sammen om ham. Flere omfavner ham, og én tager ligefrem tilløb, hopper op og slår benene om livet på sin 38-årige klasselærer.

At elevernes knus skulle være spil for kameraet, mener René Aistrup ikke. Han fortæller, hvordan klassen havde samme forhold til deres mandlige børnehaveklasseleder.

»Selvom ingen af os er sådan nogle krammefyre, så er der alligevel blevet skabt en eller anden kultur, hvor det er tilladt og naturligt. Og det er fedt. Hvis der er noget, jeg ikke får inde i forvaltningen, så er det alle de her knus«, griner han.

Til gengæld er hans fordomme om arbejdskulturen i en kommunal forvaltning efterhånden blevet gjort til skamme. Forvaltningen består ikke af jakkesætsklædte djøf'ere uden forbindelse til virkeligheden ude på skolerne. Der er et miks af faglige baggrunde og altid en meget usnobbet tone.

»Folk er utroligt lydhøre og meget kompetente«, vurderer René Aistrup. Men én ting kan indimellem frustrere ham:

»Projekterne i forvaltningen kører ved siden af hinanden. Der kan være flere projekter om det samme, for eksempel to projekter om elevplaner. Det giver måske mening i forvaltningen, men på skolen er elevplanen jo elevplanen. Derfor kan det være smart, at den ene konsulent får snakket med den anden«, siger han.

»Jeg er i forvaltningen på grund af lockouten. Nu er det min faglige kamp at få gjort opmærksom på, at lærere ikke er sådan nogle tilbageskuende ronkedorer, der ikke vil udvikle deres praksis. For det er simpelthen noget sludder«, siger René Aistrup og fortsætter:

»Lærerne vil gerne udviklingen, men når man i forvaltningen diskuterer det professionelle teamsamarbejde, så bliver jeg nødt til at sige ja, det vil vi enormt gerne, men det er svært, når der reelt kun er fem minutter ind mellem to lektioner, og på Skolen ved Sundet har vi ikke ét eneste mødelokale«.

Det gør han opmærksom på i forvaltningen ved enhver lejlighed.

Skemaentusiasten

René Aistrups leder på Skolen ved Sundet, Niels Hannibal, er glad for, at René satte foden i døren og skabte sig en stilling i forvaltningen.

»Det var en alletiders mulighed for ham og en måde at bygge videre på de ledelseskurser, han er i gang med. Derinde får han blik for forudsætningerne for skolens virke, og hvordan man gør på andre skoler«, siger Niels Hannibal.

René Aistrups kollega og gode ven Brian Christensen er imidlertid mere skeptisk over for René Aistrups nye jobsituation.

»Jeg må indrømme, at det kom lidt bag på mig, at han rykkede sine kager ind i forvaltningen. Jeg havde snarere set ham i Danmarks Lærerforening«, siger Brian Christensen, der ofte diskuterer målstyret læring og dokumentation med René Aistrup. På de områder bliver de aldrig helt enige.

»René er glad for og er måske blevet endnu gladere for skemaer og skabeloner, siden han begyndte i forvaltningen. Og det bliver jeg aldrig den store fan af. I min verden er det for eksempel et enormt arbejde at sidde og udfylde den årsplansskabelon med læringsmål, han har været med til at udarbejde inde i forvaltningen. Et enormt arbejde, som ikke giver særlig meget igen«, siger Brian Christensen, der ligesom René har været lærer på Skolen ved Sundet i 12 år.

René Aistrup tager sig imidlertid ikke af de kollegaer, der har set et modsætningsforhold imellem hans lærervirke og arbejdet i forvaltningen: »Jeg synes, jeg hurtigt kan overbevise dem om, at det giver mening at yde indflydelse på tingene derinde, hvor de bliver besluttet«, siger han.

Lovkritikeren

Nok er René Aistrup stor tilhænger af at arbejde systematisk og anvende dokumentation i sit arbejde, men han er og bliver kritiker af den nye arbejdstidslov:

»Hvad enten jeg er lærer, forvaltningsmand eller forælder, så mener jeg, at det er helt galt, at vi i Danmark mellem arbejdsmarkedsparter ikke har en aftale, men en lov. Så bliver det pludselig et problem, at jeg skal til tandlægen klokken 14.30«, siger han og hæver stemmen: »At jeg skal bede om tilladelse til det er jo spild af tid. Det er jo oldnordisk«.

Før den fulde tilstedeværelse blev en realitet på Skolen ved Sundet, lagde han en del arbejdstimer på togturen til og fra sit hjem i Tølløse.

»Førhen nåede jeg elevernes månedsopgaver på to ture ud og tre ture hjem. Jeg havde lavet en skabelon med dobbelt linjeafstand, som de afleverede opgaven i, så jeg kunne skrive kommentarer ind, og de vidste altid, hvornår de fik opgaven tilbage. Nemlig to en halv dag senere«.

I dag er det kun forvaltningsarbejde, René Aistrup kan forberede i toget. Men han regner nu med, at den fulde tilstedeværelse på skolerne efterhånden vil blive blødt op:

»Jeg tror, lederne, lærerne og kommunen finder en mere fleksibel måde at gøre det på, for kommunerne ønskede ikke fuld tilstedeværelse. De ønskede bare, at lærerne skulle undervise mere«, siger han.

I Københavns Lærerforening er formand Jan Trojaborg glad for at have en tidligere tillidsrepræsentant gående inde i forvaltningen. Trojaborg taler om et positivt holdningsskift i forvaltningen og gensidig glæde. Hvis det stod til formanden, blev flere almindelige lærere deltidsansat i kommunen.

»Det ville være glimrende med flere af Renés slags i forvaltningen«, siger Jan Trojaborg.

Geografigangsteren

7.u og 8.v har begge René Aistrup til geografi. Det vigtige og fede fag, prædiker han over for eleverne, der indtil videre har købt hans selvopfundne håndtegn for faget: »Geography 4 life«. Når René passerer eleverne på gangene, former de først hånden som et G, strækker fire fingre og ender med at efterligne et L's facon. »G for life«, siger de så, og René kvitterer.

»Jeg har dem kun få timer, så for at få skabt en relation til dem har jeg indført den her hilsen«, fortæller René Aistrup. Han kalder håndtegnet for et »mentalt brohoved«. Et brohoved er et befæstet militært område, som beskytter den ene ende af en bro nærmest fjenden. Herfra kan styrkerne langsomt rykke nærmere og indtage mere land. På samme måde ser René Aistrup for sig, at han langsomt kan vinde mere og mere tillid og respekt hos geografieleverne.

Gulvet i skolens ovale aula er udsmykket med et kort over Amager, Købehavn og de mellemliggende kanaler. Sammenholdt med et stort kompas i loftet bliver aulaen et oplagt sted at undervise i geografi, hvorfor René Aistrup ofte kommanderer eleverne ud af klasseværelset.

Mens 7.u fordeler laminerede hydrotermfigurer rundtom i aulaen, alt efter hvilken verdensdel nedbørsgraferne tilhører, appellerer René Aistrup til elevernes konkurrenceånd. »Kom nu. Som min svoger altid siger: Den dovne er den kloge. Han finder den nemme løsning: Det står på kortet, hvilket land der er tale om«.

To små drenge krydser forsigtigt aulaen med hver deres biblioteksbog under armen. René kender dem ikke, men henvender sig til dem. Han bakker deres bogvalg op og klapper dem anerkendende på hovedet. En erhvervspsykolog, han hørte på et kursus engang, gjorde meget ud af, hvor vigtigt det er, at man viser, at man ser hinanden.

»Det har jeg taget til mig, og jeg gør noget ud af at kvittere alle, jeg møder, om det er her på skolen, på andre skoler eller inde i forvaltningen«.

Forvaltningens fortrolige

Typisk er René Aistrup på Skolen ved Sundet hele mandag, men indimellem er han nødt til at køre ind til et møde i forvaltningen. I dag er han indkaldt til møde i budget- og regnskabsafdelingen om en mulig ny model for resursefordelingen til skolerne.

Hans kollega i afdelingen for pædagogisk faglighed Asger Hermansen ser mange fordele i at have René med til et møde som det. For hvordan er det nu for eksempel med resursecenteret?

»Her vil René have nogle nyttige erfaringer fra en konkret skole, og samtidig har han sans for det generelle perspektiv«, siger Asger Hermansen, der er enig med kontorchef Camilla Niebuhr i, at forvaltningen ikke kunne erstatte René med en opringning til en lærer for på den måde at opnå praksisperspektivet:

»Nej, René er på en anden måde vores fortrolige«, siger Asger Hermansen. På mødet i budget- og regnskabsafdelingen får René Aistrup da også lige så meget taletid som alle andre. Han slipper dog ikke for drillende bemærkninger a la:

»Hov, René, der er altså ikke noget, der hedder at 'hente penge'. Heroppe hedder det at 'frigøre resurser'«, som en kollega, der er mere hjemmevant på etagen end René, afbryder ham.

Men generelt føler René Aistrup sig nu godt hjemme i projekt- og mødekutymerne i børne- og ungeforvaltningen. Den tavshedspligt, han ofte har, belaster ham heller ikke.

»Det er klart, at der vil være noget, jeg ikke kan fortælle mine kollegaer på skolen, om for eksempel elevplansværktøjet, fordi planerne med det endnu ikke er færdige. Det kan lyde sådan lidt spejderagtigt, men jeg er loyal over for forvaltningen«, siger René Aistrup.

Elevernes mand

Klokken 15.30 mandag er han tilbage på Skolen ved Sundet til lærermøde. De andre er gået i gang. Overskriften er bevægelse i undervisningen, og mødet løber frem til klokken 18. Hans tidligere tillidsrepræsentantkollega Malene Brandt har vænnet sig til, at René meget ofte er fraværende, hvad enten han er på kursus eller inde i forvaltningen.

»Derfor kunne han heller ikke blive i tillidsafdelingen. Vi kan ikke have en tillidsrepræsentant, der aldrig er her, og så er det for mig to meget modstridende poster, forvaltningsarbejdet og tillidsposten. Jeg synes ikke, at René er så god til at holde tingene adskilt«, siger hun. Derfor er det også blevet sjældnere, at hun inddrager René i noget, der har med det fagpolitiske arbejde at gøre:

»Vi har kørt parløb i en del år, og i foråret kunne jeg ikke undvære ham. Han sidder jo med en masse viden, som man ikke bare kan pille ud af ham. Men fra august har jeg ikke villet bruge ham så meget«, siger Malene Brandt. Som lærer bakker hun imidlertid stadig fuldt op om René. »René er vanvittig god sammen med de børn«, afgør hun.

For René Aistrup selv handlede hans afgang som tillidsrepræsentant ikke om modstridende poster:

»Jeg er stoppet, fordi det blev for stor en opgave oven i det andet. Jeg har ikke oplevet værdimæssige clash, mens jeg bar begge kasketter i foråret. Men det kan da godt være, at de clash kunne komme. Men jeg tog ikke arbejde i forvaltningen for at blive forvaltningsgjort, og jeg har ikke pludselig fået noget andet på hjerte. Jeg står for det samme som under lockouten. Jeg har ikke skiftet ham«, slutter René Aistrup.