For nylig kunne man læse, hvordan vold mod lærere i folkeskolen har nået nye højder. Som om folkeskolereformen ikke har givet lærerne nok at slås med. Frustrerede elever svarer igen med vold, når de står i en situation, som de ikke magter. Måske fordi eleverne ikke hører til i folkeskolen, men er havnet der, fordi staten skal spare. En spareøvelse, som koster dyrt på den menneskelige front.

Staten selv kalder det inklusion, men det er i virkeligheden meget lidt inkluderende. Tværtimod bliver elever med særlige behov mere marginaliserede, end de behøver. Lærerne er ikke blevet klædt godt nok på til at løfte den opgave, som elever med særlige behov udgør. De børn kræver behandling - nu måske mere end nogensinde.

Resultatet af inklusionsindsatsen er den udvikling, som vi har været vidner til, siden den daværende regering fastsatte de så forjættende inklusionsmål i 2012. En nedadgående spiral med utilpassede børn, syge lærere, syge forældre og en stigende magtesløshed, der til sidst får børnene til at reagere med vold.

Skiftende regeringer og ministre har siden vendt det blinde øje til, når advarselslamperne har blinket. Og det har de! Jeg mener, at grænsen for længst er nået, men hvornår indser undervisningsminister Merete Riisager, at nok er nok?

Min frygt er, at hun slet ikke forstår problemet. For som løsning på den stigende vold mod lærerne udtaler hun, at det »nogle gange er nødvendigt at smide et barn ud af folkeskolen«. Det kan selvfølgelig være svært at se som en straf, hvis barnet ikke hørte hjemme der til at begynde med. Men har ministeren mon en plan for, hvem der så skal samle det barn op - eller vil hun lade nedturen fortsætte?