Debat

Debat: Vi kender konsekvenserne af et dårligt indeklima i skolerne – nu har vi brug for handling!

Alt for mange danske folkeskoler har et dårligt indeklima. Det ved vi godt – det er efterhånden veldokumenteret. Nu skal der gøres noget, men hvem gør hvad? Hvornår? Og på hvilken måde?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Haves: Viden. Ønskes: handling

Betydningen af gode lyd, lys, luft og temperatur forhold er stor. Indeklimaet spiller en afgørende rolle for læringsudbyttet og sygefraværet blandt børn og voksne i skolen. Undersøgelser viser en klar sammenhæng mellem forhold som luftkvalitet og temperatur, og elevernes evne til at læse, skrive og løse matematiske opgaver. Forskerne mener faktisk, at vi f.eks. med bedre luftforhold i klasserne kan forbedre elevernes faglige præstationer med 6-9%.

Vi har masser af viden om indeklimaforhold og en stigende opmærksomhed fra både elever, forældre, politikere og skolens aktører kan være afsættet for et fælles løft af indeklimaforholdene. Hvis vi bruger denne viden klogt og sætter ind med både kort- og langsigtede løsninger, så er potentialet både i kraft af mere læringsparate elever og flere børn i trivsel.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Så nu peger pilen på handling! Og her er det vigtigt, at både politikere, forvaltninger og skoleledelse løfter hvert deres ansvar for at vores børn får de bedste forudsætninger for at trives og lære. Alternativet er ikke at gøre noget, og det kan vi ikke byde vores børn.

Der er først og fremmest brug for klarhed over, hvem der skal handle på hvad. Der er brug for tydelige retningslinjer og kvalificeret vejledning som kan hjælpe skolerne og forvaltningerne med at få omsat viden til konkrete og virkningsfulde indsatser. Så første skridt må være at få skabt klarhed over ansvarsfordeling, beslutningsmandater og ressourceprioritering - som naturligvis skal følges ad.

Indeklima er mere end frisk luft

Vi ser lige nu et fokus på bedre ventilationssystemer som skal være med til at sikre frisk luft til eleverne. Det er fint! Det er påvist, at mekanisk ventilation gør en stor forskel, så der er ingen tvivl om at frisk luft er helt centralt for trivsel og læring. Men et godt indeklima er mere en frisk luft. Lys lyd, og temperaturforhold er ligeså vigtige faktorer, når vi taler indeklima. Et støjniveau, hvor eleverne ikke kan høre hvad læreren eller deres klassekammerater siger er skadeligt for koncentration og dermed indlæring. For varme eller for kolde klasselokaler og uhensigtsmæssige lyskilder påvirker også elevernes trivsel og indlæring negativt.

Ventilation og mekanisk udluftning er godt, men det kan ikke stå alene. Der skal mere til - ligesom manuel udluftning ej heller kan stå alene. Det er afgørende, at tekniske installationer suppleres med organisatoriske overvejelser, adfærd og pædagogisk praksis hvis vi for alvor skal gøre noget ved det indeklima vores børn færdes i hver dag.

Vi er nødt til at tænke indeklimaløsningerne ind i skolelivets overordnede kontekst, dvs. både de fysiske rammer, organisering, skemastruktur, teamsammensætninger, læringsstile, samt pædagogiske visioner og værdier. Mens den ene hånd installerer mekanisk ventilation, er det nødvendigt at den anden hånd lægger planer for hvordan ventilationen spiller sammen med alle de andre væsentlige indeklimaparametre og den organisatoriske kontekst skolelivet udspiller sig i.

Vi har som sagt masser af viden om indeklimaets betydning, og nu skal der handles. Men vores viden skal bruges klogt og tænkes ind i sammenhænge, så de rigtige handlinger foretages af de rigtige personer på det rigtige tidspunkt. Ellers risikerer vi at spilde god viden og gode penge på handlinger som ikke forandrer noget.