Dagen før folketingsvalget afholdtes et valgmøde på DLF's kongres. På valgmødet deltog blandt andre Christine Antorini og Margrethe Vestager. De fik megen medvind på kongressen, hvor de med udsagn og løfter støttede op om folkeskolen og lærerne.

Efter valget blev de begge ministre. Det, der bringer mig til pennen, er de meget præcise udmeldinger, som Antorini og Vestager gav udtryk for om lærerprofessionen på valgmødet, og så den politik, de nu lægger navn til.

På valgmødet var der ingen slinger i valsen. Forespurgt om hvem der skulle undervise i folkeskolen, sagde Antorini, at det var de læreruddannede, der havde ansvaret for undervisningen, og det handler om pædagogik og didaktik. Margrethe Vestager skar det ud i pap: Når det var en lærer, der skulle undervise i sløjd, og ikke en tømrer, så var det netop, fordi der skulle undervises.

Adspurgt om frikommuneforsøg om fritagelse fra uddannelsesparagraffen fnøs Christine Antorini over frikommuneforsøgene, som var sat i verden af den borgerlige regering, og ikke én i salen kunne være i tvivl om, hvad hun mente. Og Margrethe Vestager præciserede, at for hende og Radikale hang ønsket om, at lærerne skulle have linjefagskompetence, jo overhovedet ikke sammen med, at ikke-læreruddannede skulle ansættes som lærere.

Men hvad er det så, ministrene Margrethe Vestager og Christine Antorini har gang i? Jo, Margrethe Vestager har fremsat lovforslag om frikommuneforsøg, der bemyndiger hendes ministerkollega Christine Antorini til at godkende forsøg, hvor frikommunerne kan ansætte ikke-læreruddannede til at varetage undervisningen i folkeskolen. Hvor er troværdigheden henne? Her kan de to ministre jo ikke beskylde den økonomiske krise for deres manglende formåen.