Når du læser dette, har godt 40.000 lærere gået i 18 dage uden løn og uden arbejde. Men bestemt ikke uden beskæftigelse. For de har tilsammen gennemført godt 1.400 aktioner over hele landet i alle discipliner fra vintersvømning til fakkeltog og strikning. Mange af dem kan findes på folkeskolen.dk/ok13-siden, hvor det hele kan ses via et stort kort. Og lærere er også sprunget ud som lockoutreportere. Det er ikke kreative evner, der savnes i folkeskolen!

Imens ventes der.

KL venter, med næstformand i KL Erik Fabrins ord, på, at lærerne skal komme på deres grædende knæ og bede om at få en afslutning på konflikten, når der ikke er flere penge. Hvor længe det er, vides ikke. Men det ser ud til tidligst at ske i starten af juni.

Regeringen venter efter kommentatorernes udsagn med et lovindgreb, indtil ingen længere tror, at det hele er aftalt på forhånd. Så skal de vente meget længe …

Og hvad skal det alt sammen tjene til?

Det er blevet en absurd arbejdskamp, hvor lærerne bliver ristet for at prøve at beskytte noget, nemlig undervisningen, som egentlig er til gavn for nogle andre, nemlig elever, forældre og samfund.

Lærerne forsøger at holde fast i kvaliteten af den vare, undervisning, som de leverer til elever og forældre. Det gør de ved at kæmpe for, at der skal afsættes en pulje af timer til forberedelse og andre opgaver ud over den rene undervisning. Ikke til hver enkelt lærer. Men i det hele taget.

I mange andre europæiske lande er forberedelsestiden sikret, på den måde at der er et loft over antallet af timer, en lærer kan blive pålagt at undervise. Eller der er simpelthen fastlagt et antal timer til de andre opgaver.

I Danmark er det blevet til en arbejdskamp, hvor lærerne står for skud. Det skyldes, at forberedelsestiden i Danmark er en del af overenskomsten. Det har det været, siden lærerne ophørte med at blive ansat som tjenestemænd i 1993.

Derfor kan man her i Danmark kalde forberedelse for lærernes »velerhvervede rettighed«.

Men det er egentlig ikke lærernes ret. En kynisk lønmodtagerlærer kunne være ligeglad med kvaliteten af undervisningen, arbejde sine 37/42 timer og gå hjem igen.

Det er samfundets ønske, at skolerne skal indrettes, så eleverne lærer mest muligt. Og det er heldigvis for skolen, eleverne og forældrene også lærernes ønske, for det er ikke muligt at være en god lærer uden at have sin sjæl med på arbejde.

Det er på tide at flytte debatten over på, hvilken slags skole forældrene ønsker. For i sidste ende er det jo dem, som skal lægge børn til den virkelighed, som kommer, efter at lockouten er slut. Hvis forældrene vil have en god skole, er det ved at være sidste chance for at sige det.