Folkeskolen fremstilles som en barsk verden, hvor lærere har det svært. En verden, hvor nye lærere oplever et såkaldt praktsischok. Praksischok er blevet et narrativ, der har så stor kraft, at nyuddannede lærere bliver set på som fagpersoner, der ikke er helt klar, selv om de har fire års uddannelse bag sig, og narrativer skaber virkelighed. I den skolepolitiske debat har dette store konsekvenser. I en årsag-virknings-kæde sker der p.t. følgende:

• Folkeskolen omtales som et sted, hvor det er svært at være lærer.

• Nyuddannede lærere møder ovenstående virkelighed, når de med frisk viden entrer deres nye arbejdsplads.

• De nye lærere udsættes for »praksischok«.

• Politikere bliver bekymrede for læreruddannelsen. Rustes de studerende til virkeligheden i folkeskolen?

• Læreruddannelsen evalueres, og det negative fremhæves.

• Politikerne vil vise handlekraft.

22. januar 2019 skriver folkeskolen.dk, at hver fjerde nyuddannede lærer overvejer at hoppe fra, og 16 procent af de nyuddannede gør alvor af overvejelsen og fravælger folkeskolen. Og Camilla Wang (næstformand i Danske Professionshøjskoler, redaktionen) udtaler: »Hvis de nye lærere ikke skal springe fra tidligt i lærerlivet, skal grænserne mellem læreruddannelsen og folkeskolen udviskes«.

Ovenstående er korrekt! At højne samarbejdet mellem læreruddannelsen og folkeskolen har potentiale, der kan ruste begge instanser. Er der andet på spil i forhold til praksischok? Når jeg spørger tidligere studerende om deres første tid som lærer i folkeskolen, taler de fleste af dem entusiastisk om arbejdet. Praksischok nævnes også, men baggrunden for »chokket« er en anden. En tidligere studerende sagde:

»Jeg føler mig klar, og børnene er fantastiske. Det vidste jeg jo godt - jeg er god til børn. Selve praksischokket består i, at alt det, vi lærte om at reflektere i team, at anvende teori og forskning, det er altså meget op ad bakke. Jeg har svært ved at trænge igennem til mange af mine nye kolleger. Jeg bliver modtaget som en person, der først skal lære, hvordan det i virkeligheden er at være i folkeskolen. Man lytter ikke til al den nye viden, jeg kommer med. Det ved jeg ikke, om jeg kan holde ud i længden«.

Her er altså en anden vinkel på praksischokket. Nyuddannede lærere har ny viden med sig. De møder kolleger, som har mængder af praksiserfaring med sig, men som mangler opdatering af deres uddannelse. I den ideelle verden sammensmeltes teoretisk viden, forskning og praksiserfaring.

Når praksiserfaring har overhånden, kommer nye lærere til at stå i en situation, hvor deres opdaterede viden negligeres til fordel for en »følordning«, der først stopper, i det øjeblik den ny kollega har taget tilstrækkeligt farve af sine nye omgivelser. »Gamle« lærere trænger til kompetenceløft og videreuddannelse. Derfor bør der være mere nysgerrighed omkring, hvor praksischokket reelt hører til.

Løsningen på problemstillingen vil have læreruddannelsen som aktør.