Arbejdet skal kunne måles, vejes, gøres op, tælles og sættes på formel for at få anerkendelse.

Sådan lyder en trend i samfundet ifølge sociolog Anders Petersen. Men den præmis vil han ikke acceptere. Han udgav i 2016 bogen »Præstationssamfundet«, hvor han argumenterer for, at overdrevet fokus på præstation er en del af årsagen til, at en femtedel af danskerne på et tidspunkt rammes af en depression.

I år har Danmarks Lærerforening hyret ham til på seks medlemskonferencer at gøre lærere klogere på, hvordan lærerprofessionen er under pres. Folkeskolen var med til årets første medlemskonference i marts.

»Vi har en professionsidentitet, som vi hører ind under. Problemet er, hvad der sker, når denne professionsstemme holdes nede af andre professioner eller andre logikker. For mig at se sker det i øjeblikket utroligt meget«, siger Anders Petersen.

Sådan kan lærere forandre hverdagen

Når undtagelsestilstanden bliver normalen

Præstationskulturen er gennem de seneste 10-15 år blevet æltet ind i samfundet og er blevet en del af alle institutioner, lyder det fra Anders Petersen. Som eksempel giver han samtalen i institutionen om hans seksårige søn Viggo. Budskabet var, at Viggo var god til at »lege bredt«. At han »var fleksibel på legepladsen«. Ord, som kunne være hentet fra et jobopslag til en lærerstilling.

»I præstationssamfundet har vi hele tiden krav om acceleration og konstant udvikling. Drivmidlet for det her er konkurrence. Konkurrencen skaber præstationsindivider, og det er også jer«, siger han til de godt 70 lærere, som har valgt at bruge en weekend på DLF's medlemskursus. »For I ved godt, at I skal være fleksible, forandringsvillige, omstillingsparate, initiativrige og det nye - i skal også være robuste«.

Men den nye virkelighed flugter ikke altid med lærernes professionsforståelse.

»Rigtig mange mennesker har oplevet at få et vink med en vognstang eller måske et direkte påbud om at slække på kvaliteten af det arbejde, de udfører. Der er en bestemt logik, der går ind og dominerer den fagprofessionelle logik. Det sætter én under voldsomt pres, når man får at vide, at barren ikke skal sættes så højt. Mange bliver bedt om eller udsættes for situationer, hvor de skal aflære sig deres faglighed«.

Problemerne forstærkes, hvis tilstandene går fra at være en undtagelsestilstand til at være normaliteten.

»Det er voksende ansvar, stigende krav og stadig større kompleksitet, som man som fagprofessionel skal forholde sig til, og samtidig bliver man bedt om at slække på kvaliteten. Det er en sprængfarlig cocktail«, siger han og giver et eksempel: »Lærere skal håndtere flere inklusionselever, samtidig med at betingelserne herfor bliver dårligere - og der er mange flere eksempler«.

Lærerne i salen på kursuscentret Skarrildhus nikker. Flere har fornemmelsen af, at arbejdet konstant er i undtagelsestilstand.

»Det er blevet dagligdag, at man ikke ved, hvor pengene skal komme fra. Der er jo ingen penge. For mit eget vedkommende handler det om at overleve. Man føler, at man svømmer, men man kan ikke se land. Det er modbydeligt«, lyder kommentaren fra en lærer.

Lærere formulerer skoleideal

Kritik bliver opfattet som bagstræberisk

Anders Petersen er selv kritisk og forsøger at sige fra. På universiteterne er der en stærk tendens til, at vejen frem for en forsker er at få offentliggjort artikler på engelsk i anerkendte forskningstidsskrifter. Men Anders Petersen bruger også tiden på at skrive tekster på dansk, som hans studerende kan bruge i undervisningen.

»Det primære, jeg bliver vejet på, er, når jeg skriver internationale peer review-artikler. Men jeg kan ikke blindt følge trop - for der er heller ingen, der læser det. Vi opfordres ikke til at skrive noget så banalt som lærebøger. Antologier, som de studerende kan læse. Det boner ikke ud«.

Men hvorfor gør flere lærere ikke som 
Anders Petersen og prøver i højere grad at sige fra? Det er svært, når præstationskulturen gennemsyrer samfundet, lyder et svar.

»Når der sker en devaluering, så mister den fagprofessionelle sin respekt. Hvis man skal have en chance for at blive hørt, så bliver man nødt til at bevæge sig over på den anden bane. Så risikerer man at miste sin respekt og status«, siger Anders Petersen og siger, at kritik i præstationssamfundet bliver opfattet som bagstræberisk.

Og lærernes kommentarer tyder på, at han rammer plet.

»Vi mangler den kritiske stemme. Det kan være svært at bruge sin udtryksfrihed. Vi må ikke finde os i, at noget er et vilkår, eksempelvis når det gælder inklusion«.

Mange er enige i, at lærernes kritiske stemme er under hårdt pres.

»Hvis man har en anden opfattelse af tingene, så får man jo lynhurtig en samtale med lederen om, at nu er man vist negativ, og så kvæler man jo alle former for debat«, lyder det fra en.

»Det er ødelæggende. Det forankrer sig nedad, og så sætter den sig hos os, der kan være med til at komme med en løsning på problemer, der ligger uden for den gældende logik«, er Anders Petersens reaktion.

Den fagprofessionelle stemme blegner

Anders Petersen mener, at presset på den fagprofessionelle stemme betyder, at det faglige sprog til at håndtere problemer på skolerne bliver fattigere.

»Som samfund mister vi nuancerigdommen og risikerer dermed også at miste sproget for den bedste, rigtige, nødvendige stemme«.

Og presset har også personlige konsekvenser, siger Anders Petersen.

»Vi kan se, at der er individuelle konsekvenser af, at der er en bestemt type af logik. Kritikken, som vi burde rette udad, bliver i stigende grad vendt indad. VI begynder at lede efter alle mulige problemer hos os selv. Det har ikke vist sig at være en synderlig god taktik«, siger han og peger på, hvad forskningen viser.

»Vi ved, at arbejdsbetingelser, som gør det vanskeligt for medarbejderne at udføre arbejdsopgaver tilstrækkeligt kvalificeret, øger risikoen for stress. Vi ved, at seriøse psykiske lidelser som angst, stress og depression 'understøttes' af udviklingen«.

Han håber, at han selv fortsat kan blive ved med at sige fra. Og han håber, at der bliver plads til meningsfuld inddragelse af lærernes stemmer. At muligheden for fri og åben kritik bliver bedre. Og at der bliver plads til at diskutere de institutionelle og personlige konsekvenser af presset på den fagprofessionelle stemme.

Og så opfordrer han lærerne til at forholde sig kritisk.

»Mit naive håb er, at vi lige nu møder små lommer af modstand, som forhåbentlig skaber forudsætninger for, at vi stille og roligt begynder at grave os ned i en anden virkelighed. Det kræver også, at der er nogle, der tør stille sig op og lyse op og sige, at det her er ikke for godt«.