Lærer Claes Poulsen har set lidt af hvert igennem mange års virke i den danske folkeskole. Han er ikke lige sådan at ryste. Alligevel er den rutinerede lærer dybt bekymret over de langsigtede konsekvenser af den verserende konflikt mellem Danmarks Lærerforening på den ene side og KL og regeringen på den anden.

»Jeg har været med i 36 år, og det her slår alle rekorder. Det, der bekymrer mig allermest, er ikke, hvad der sker lige nu og her. Det må gå, som det nu går. Det har jeg meget lidt indflydelse på, desværre. Jeg er mere nervøs for, hvad der venter på den anden side«, siger han.

»Uanset udfald af konflikten bliver det svært at genskabe et tillidsforhold. Ikke nødvendigvis til ledelsen på skolen, men til politikere og eventuelt offentligheden. Grøfterne bliver gravet meget dybe i øjeblikket, og der bliver virkelig brændt nogle broer«.

Det flyver med beskyldninger

Hans kollega Susanne Møllenbach er lærer på 30. år. Hun mener også, at den hårde retorik er et problem, der kan skade forholdet mellem lærere og politikere på længere sigt.

»Det flyver jo med beskyldninger om, at vi ikke laver noget. De 16 timer, Antorini har udlagt det som, at vi reelt arbejder, er jo skudt helt ved siden af målet. Vi lider under, at vi ikke har været gode nok til at synliggøre, hvad vi laver som lærere, nu hvor KL og regeringen buldrer ud i medierne med alle de ting, som de mener, vi ikke gør«, siger hun.

I sammenligning med de to kollegaer er Lotte Dreyer med sine fem år som lærer en vårhare i folkeskolen. Alligevel kan hun mærke, at stemningen i faget er på et lavpunkt.

»Som nyankommen lærer er jeg lige så glad for at være lærer, som Susanne og Claes er efter mange, mange år i faget, men jeg synes, det er ekstremt hårdt at være sat i offentlig gabestok. Jeg synes virkelig, det er svært at opretholde gejsten«, siger hun.

Det er gamle fordomme, der er på spil igen, mener Claes Poulsen.

»Da jeg startede, underviste jeg 32 timer om ugen, men havde mere fritid, end jeg har i dag. Det synes jeg er slående. Dengang hed det sig, at lærerne ikke lavede noget. Nu bruger man nøjagtig samme fordomme igen som argument for, at vi skal undervise noget mere. Jeg synes, det er trist, at min modpart i denne sag bruger gamle fordomme på så fræk en facon«, siger han.

Eleverne bliver taget som gidsler

Som tjenestemand er Claes Poulsen den eneste af de tre, der ikke er omfattet af den varslede lockout. Lærernes bekymring i forhold til at blive låst ude fra deres arbejdsplads går dog først og fremmest på eleverne.

»Jeg har været i mange brancher også i det private erhvervsliv, og hvis jeg skal vurdere lærerne, så er de opofrende, engagerede og tænker først og fremmest på eleverne. Både deres afgangsprøver og deres udvikling, nu hvor de risikerer at gå glip af en masse fagligt stof. Jeg tror dog ikke på, at lockouten kommer til at køre ret længe, for der kommer et hurtigt indgreb fra regeringen. Corydon dikterer oppefra, at vi skal«, siger Lotte Dreyer, der oprindeligt er uddannet designer.

»Vi har to 9.-klasser, der skal til Berlin i april, og jeg synes, det er uhørt, hvis de går glip af den tur, der skal være højdepunktet i deres udslusningstid her på Østre Skole, fordi politikerne og KL ikke vil forhandle. Det er under bæltestedet. Det synes jeg«, tilføjer Susanne Møllenbach.

De tre lærere har tænkt sig at give eleverne læseplaner, hvis lockouten kommer. De må nemlig ikke blive taget som gidsler, siger de.

»Men det kan man jo ikke undgå, at de bliver alligevel. For eksempel skal man jo i sprogfagene skrive opgave i april, som skal bruges til eksamen. Der har vi jo så den barokke situation, at det kan mine elever, fordi jeg ikke bliver lockoutet, men det kan parallelklassen ikke«, siger Claes Poulsen.