Det var det første, du sagde i telefonen: Jeg er fanget igen! Jeg havde set, at du de sidste dage var noteret som syg, og jeg har også haft et par vikartimer for dig. Jeg vidste også, at jeg ikke skulle kontakte dig med det samme. Det har vi aftalt. Er du syg, fordi du er »fanget«, skal du have et par dage, før du kan bruge mig til noget.

Op til din sygemelding havde jeg dog set det komme. Du har set meget slidt ud - slukket og træt. Og mere end ellers har du trukket dig væk fra alle de mange mennesker, der er på vores skole. Væk til roligere lokaler, gået ture i pauserne alene, og jeg har set dig sidde ude i din bil i pauserne for at få den tiltrængte ro.

Jeg skriver ikke til dig, fordi jeg har den gyldne løsning. Jeg skriver mest til dig, for at du kan læse, hvad du fortalte mig. Det kan være godt at skrive ned, hvad det vil sige at være »fanget«, men du kan ikke selv gøre det lige nu. Derfor gør jeg det for dig, og måske du kan bruge det til noget.

Jeg kan undervise, men jeg ved ikke, om jeg kan blive ved. Sådan lød en af dine sætninger under vores samtale. Ja, du kan undervise. Jeg har ofte set dig i dit es, når du har været sammen med eleverne. De får utroligt meget ud af at være sammen med dig. Du har den gode evne, at du kan blande faglig undervisning med en tilstedeværende personlighed, hvor alle føler sig trygge. Du blander struktur, metoder og ikke mindst humor, så dine elever lytter, arbejder og vil have mere. Du er en fagligt dygtig og tydelig lærer, som ved, hvad du vil, og hvordan det skal gøres. Så ja, min ven, du kan undervise, så det fløjter!

Men du ved ikke, om du kan blive ved. Du fortæller, at ofte kværner skolen i dig konstant. Du mangler evnen til at kunne lægge skolen og dens opgaver fra dig. Opgaverne ender med hele tiden at være til stede i dine tanker, og dermed bliver dine tanker ikke konstruktive - de bliver til kværn. Som du ved, har jeg ofte talt med din kone om dette. Hun beskriver, hvordan du kan være fjern og altid et andet sted i dine tanker. Hun fortæller, at din opmærksomhed ikke er i nuet og i familiens samvær, men at du nærmest føler opgaverne og oplevelserne med familien som noget, der er i vejen. Skovturen er i vejen, familiebesøg og vennebesøg er i vejen - selv et weekendophold i et sommerhus kan være i vejen. Alt skal bare overstås, så du kan komme videre. Videre til det, der kværner i dit hoved, så du kan få styr på alt det, der har med dit arbejde at gøre.

Tider, hvor vi andre lader op ved at slappe af, der er du rastløs, utidig og ganske uudholdelig. Undskyld, at jeg er så direkte, men du husker nok selv flere eksempler på ferier, vi skulle have holdt sammen med vores familier, hvor du ikke har kunnet finde dig til rette. Og rigtig mange af dine ferier er endt med, at du er blevet syg med feber og en overmandende træthed, så din familie har været alene.

Du fortalte mig i går, at krav og ansvar kan overmande dig. Der er så mange krav fra hele det omgivende samfund til, hvad skolen skal udrette. Hver dag er der politikere og eksperter i medierne, der mener, at et eller andet samfundsproblem kan løses, hvis det bare kommer på skoleskemaet. Samtidig er der forventninger fra elevernes forældre om, at deres barn får en god og lykkelig skolegang. Som jeg hørte dig i går, så er det nok mest ansvaret for den enkelte elev, der kan overmande dig. Du beskriver, at du føler det svært at have ansvaret for, at alle de elever, du møder hver dag i skolen, kommer til at trives og opnår livsmod i et miljø, der ofte er kaotisk og komplekst.

Jeg ved, at det berører dig dybt, når der er elever, der ikke kan finde sig til rette i skolemiljøet. Ofte har du fortalt mig om elever, der virker slukkede og uden mod og lyst. Du føler et stort ansvar for at skabe bare en smule glæde i deres dagligdag. Men hvor har du tit fortalt om manglende opbakning fra myndighederne og andre, der kunne hjælpe eleverne lidt videre. Eller du har beskrevet dine egne manglende muligheder for at være der for disse elever, når man har valgt at føre folkeskole på den måde, man gør i dag.

Alt det, jeg nu har beskrevet for dig, er med til at skabe dit fangenskab. Pludselig brænder det hele sammen for dig. Jeg er fanget igen, sagde du. Du har tidligere måttet sygemelde dig for at få luft og for at få energi til at bryde ud af dit fangenskab. Du er meget bevidst om, at det bliver sværere at bryde ud anden gang end første gang, selv om man skulle tro, at erfaringen havde lært dig noget andet. Men sådan er det ikke. Hver gang det sker, brænder man desværre mere sammen.

Jeg kan høre, at du er fortvivlet. Du er i gang med en meget svær erkendelsesproces. Det kan jo være, at du må indse, at du ikke kan vende tilbage til det job, der igen og igen gør dig syg. Lærerjobbet har været en meget stor del af din identitet i 17 år. Det har været med til at definere dig. Men kære ven, det er ikke jobbet værd, at det er med til at få dig ind i depressionens mørke fangenskab.

Nu til et par enkelte råd. Jeg ved, at der er folk omkring dig, der vil hjælpe. Brug dem! Vores lokale kreds af DLF kan og vil hjælpe dig. Du er heldig, at du arbejder i en stor kreds, der har sine egne lokale konsulenter. De er dygtige, og de kan hjælpe dig rigtig meget. Jeg ved, at de står der prompte, hvis der skulle blive indledt en afskedigelsessag. Så brug kredsen! Er det svært for dig, ringer jeg gerne til dem og formidler kontakt.

Husk, at du altid har ret til en bisidder. Det er vigtigt, at der er flere, der hjælper dig med at lytte. Du kan bruge konsulenterne eller vores tillidsrepræsentant, men du er også meget velkommen til at bruge mig.

Du skal også huske, at selv om du er sygemeldt, så må du gerne have det rart. Ja, det er faktisk meningen. I din situation er du nødt til at nyde, før du kan yde. Så nyd igennem, min ven! Kom ud i naturen, kør dig en tur, gå på museer og på cafeer. Gør noget godt for dig selv.

Jeg ringer snart til dig. De bedste 
tanker til og om dig.

Din kollega og ven!