Starup Skoles model over fremtidens klasselokale
Elever vinder 100.000 kr til fremtidens klasselokale
En klatrevæg med et roligt sofahjørne bagved og et helt igennem flot udført projekt om fremtidens klasselokale betød, at Starup Skoles 3. og 4. klasse vandt konkurrencen om 100.000 kroner til et nyt klasselokale.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er Kinnarps-møbler, der står for konkurrencen, hvor i alt 88 forslag fra hele landet deltog. Foruden Varde-skolen blev ni andre trukket ud til finalen af en jury, og på Facebook kunne man stemme på det projekt, man bedst kunne lide. I alt blev der givet 9.830 stemmer og heraf gik 2.607 til Starup Skole.
Nummer to blev Hørsholm Lilleskole og tredjepladsen gik til Hadbjerg Skole i Hadsten.
3. og 4. klasse på Starup Skole har arbejdet i otte uger med design og ideer i billedkunst. Hver elev har tegnet drømmeklasseværelset og ud fra de 21 ideer har eleverne så lavet deres fælles projekt. Denne arbejdsform blev rost af juryen.
Eleverne har arbejdet med målestoksforhold, de har lavet små film i Windows Moviemaker, og nogle har gennem noget tid afprøvet forskellige bordopstillinger. Der er ideer om et hul i bordet, så vandflaskerne ikke triller rundt i timerne, der er rare læsehjørner og forslag til gennemsigtige skuffer.