Fra skolereformens indførelse i 2014 har skolens faglighed været centreret om det konkret målbare: Kan eleverne læse hurtigt og sikkert nok? Kan de gange et helt tal med en brøk? Kan de nævne ti kendetegn ved Vikingetiden?

Det er der i sig selv intet som helst galt i. Det har selvfølgelig stor værdi. Men den snævre faglighed må ikke stå alene.

Eleverne skal ifølge både skolens og fagenes formål også tilegne sig en faglighed, der er mindre konkret og sværere at måle: Udvikler de kritisk stillingtagen og kreativitet? Forholder de sig til almene, menneskelige problemstillinger? Udvikler de forståelse for andre mennesker og kulturer? Forbereder de sig på at deltage i demokratiet? Får de dyb indsigt og ikke bare overfladisk viden?

Disse bredere, faglige aspekter er vigtige og lovfæstede, men de er svære at opgøre helt konkret og indskrive på f.eks. en skala fra et til ti. Derfor har de haft meget svære vilkår i den læringsmålstyrede skole, som blev indført i og med reformen. Her går man som sagt op i målbare læringsresultater og klarlæggelse af den enkelte elevs faglige progression.

Men hvordan sætter man tal på et barns selvstændige stillingtagen? Hvis den på ti-trins skalaen er tre i dag, er den så fem om tre uger? Det er rigidt at forestille sig, at alle læringsprocesser i skolen på den måde kan gøres synlige, og resultatet bliver, at den vigtige brede og dybe faglighed nedprioriteres.

Ministerens nye intentioner for skolen

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) har ved flere lejligheder signaleret, at der er brug for et øget fokus på begreber som dannelse, indsigt og kundskaber i folkeskolen, og at mekanisk, indholdsløs målopfyldelse ikke må fylde alt i den pædagogiske praksis.

»Der er ikke noget galt med læring i betydningen, at børn lærer noget. Men læring kan blive enten tilfældig eller mekanisk. Det risikerer at blive, at man sætter et mål, og så får man lært det, og så går man videre til det næste. Men den dybere indsigt er svær at sætte på formel,« udtalte Merete Riisager til Kristeligt Dagblad 27. december 2016.

Hun fortsatte i et interview i samme avis dagen efter:

»Det afgørende er, at man i det pædagogiske arbejde hele tiden afsøger, hvad der er vigtigt at kommunikere til børnene og hvorfor. Det betyder, at færdigheder og den spændende aktivitet ikke må træde i stedet for den dybe viden og dannelsen.«

Senest satte ministeren på årets Sorø-møde dannelsen på dagsordenen for at skærpe fokus på viden og indsigt i stedet for mål, test og metode i skolen (Berlingske 31. juli).

Ministeren og forligskredsen bag skolereformen har besluttet, at der til efteråret bliver færre bindende mål for undervisningen i folkeskolen.

Intentionen hermed er ifølge Undervisningsministeriet, at »underviserne i højere grad kan fokusere på arbejdet med fagenes og de obligatoriske emners indhold.« (folkeskolen.dk 11. august). Fokus flyttes i mine øjne fra indholdsløse, tekniske færdigheder til meningsfuld viden og kompetencer, og underviserne tildeles større professionelt råderum til at tilrettelægge undervisningen, så den lever op til skolens overordnede mål og formål.

Der er altså tale om et meget vigtigt politisk signal, der i højere grad end i dag giver lærerne frihed til arbejde med elevernes lære- og dannelsesprocesser på en mere meningsfuld og udbytterig måde, og som kan være med til at sikre, at eleverne ikke kun tilegner sig overfladisk viden og mekaniske færdigheder, men at de rent faktisk også udvikler f.eks. den dybe indsigt, kritisk stillingtagen og kreativitet.

KL vil bremse udviklingen

Men beslutningen kan kun få konkret betydning helt ud i klasseværelserne, hvis Kommunernes Landsforening (KL) bakker op.

Ifølge Undervisningsministeriet fordrer en succesfuld implementering af lovændringen, »at kommunerne er indstillet på at give skolerne og underviserne mulighed for at gøre brug af den frihed, der er hensigten med lovforslaget, at kunne anvende undervisernes pædagogiske faglighed bedst muligt, samt ikke pålægger skolerne og underviserne unødige dokumentationskrav, som tager tid fra det faglige arbejde med eleverne« (folkeskolen.dk 11. august 2017).

Men KL er ikke begejstrede. »KL er ikke enig i forståelsen af, at det alene er op til underviserne og skolerne, hvordan der fremadrettet skal arbejdes med Fælles Mål« (folkeskolen.dk 11. august 2017). De efterlyser plads til »lokale prioriteringer i arbejdet med målene.« Lignende synspunkter har Børne- og Kulturchefforeningen og Finansministeriet.

KL har siden reformens indførelse udvist rigide interesser i dokumentation og kontrol med skolerne. I mange kommuner har man overdrevent fokus på testresultater fra både nationale test og afgangsprøver, og man bilder sig ind, at de alene kan gøre det ud for en beskrivelse af skolernes kvalitet. Man indfører helt firkantede og meningsløse krav til, hvordan lærerne skal bruge de såkaldte digitale læringsplatforme, og forlanger flere steder, at de skal bogføre et svimlende antal læringsresultater for den enkelte elev – igen med en fuldstændig unuanceret forståelse af, hvad et fag i folkeskolen er. Man har ingen indsigt i, at mange elementer i fagene slet ikke lader sig udtrykke og optegne i tabeller.

KL underminerer skolens opgave

Når KL altså protesterer imod beslutningen om at give lærerne frihed til at beslutte, hvordan der skal arbejdes med mål i undervisningen, er det et tydeligt eksempel på, at man vil helt ind i skolens maskinrum og definere, hvordan den gode undervisning skabes, hvilket i øvrigt har været en meget tydelig tendens gennem de sidste år. Men hermed fratages lærerne og skolelederne helt og holdent den pædagogiske dømmekraft.

Det er meget vanskeligt at få øje på, hvilken forstand forvaltningsfolk har på undervisning og pædagogik. Blander man sig også i lægens beslutning om, hvilket operativt indgreb der skal foretages? Eller i tandlægens indkøb af instrumenter til klinikken? Det er utopi at forestille sig, at andre faggrupper udsættes for så voldsom en nedvurdering af deres professionalisme.

Det er helt afgørende for vores børns, men også for samfundets og demokratiets fremtid, at folkeskolen har blik for både den snævre, målbare faglighed og for den brede og dybe, og det kræver professionel dømmekraft.

Med ministerens og forligskredsens reduktion af antallet af bindende mål signalerer man en vigtig opblødning af det enøjede fokus på målstyring og resultat-tyranni, som folkeskolen har været udsat for. Men det er helt afgørende, at KL lader de nye politiske vinde fra Christiansborg blæse frit og mærkbart.

Vi har brug for en stærk folkeskole, der på bedst mulig måde kan ruste vores børn og unge mennesker til at gå deres fremtidige voksentilværelse i møde på en kompetent, duelig og myndig måde. Det vil være fatalt, hvis KL spænder ben for det.