»Vi er nødt til at ændre konstruktionen for at udvikle«, sagde Per Sand Pedersen
Michael Bo Rasmussen
Forslag om færre kongresser stemt ned
Med 145 stemmer imod og 143 for faldt forslaget om kun at holde kongres hvert andet år. En ændring krævede to tredjedeles flertal
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Vi er nødt til at ændre konstruktionen for at udvikle«, sagde Per Sand Pedersen, da han som konstitueret formand for hovedstyrelsens organisationsudvalg fremlagde forslag om at erstatte hver anden kongres med en konference.
»Hovedstyrelsens forslag om at afvikle i stedet for at udvikle er for uambitiøst«, sagde Flemming Pedersen fra Århus. Men faktisk var netop ønsket om udvikling hovedargumentet for de ønskede forandringer.
I stedet for den såkaldte »lille kongres« hvert andet år skulle der indkaldes til en konference for alle delegerede, hvor der skulle være fokus på dialog og politikudvikling.
»Og det er nemt at indkalde en ekstraordinær kongres, der skal kun et flertal i hovedstyrelsen eller 93 delegerede til«, sagde Per Sand.
Jørn Kokkendorff, Århus Lærerforening, advarede mod, at der i hovedstyrelsens fireårige valgperiode måske kun ville være ét møde i foreningens højeste myndighed, ligesom han mente, at konferencer kunne betyde, at færre medlemmer bliver engageret i politikudviklingen.
»Jeg ser en tendens til centralisering, som jeg ikke bryder mig om«, sagde han.
Vibeke Lynge, Høje-Taastrup, Peter Fløj-Jensen fra pensionistfraktionen og flere andre talte for etårige kongresperioder. Det samme gjorde Marianne Henriksen fra Rudersdal. Hvis der ikke er noget at tale om på kongresser, så er der vel heller ikke behov for at holde konferencer, mente hun.
»Vi må erkende, at de små kongresser har overlevet sig selv i den form, de har nu«, sagde hovedstyrelsesmedlem Lars Busk Hansen. Kongresser egner sig til at træffe beslutninger, men ikke til at udvikle politikken. Det kan man derimod på konferencer, hvor der også kan inviteres andre med, mente han.
Anders Bondo ærgrede sig over resultatet, men lovede, at hovedstyrelsen vil arbejde hårdt for, at alle kongresser i fremtiden skal være gode. |
Læs også >clinch< side 28
Hvis jeg var lærer .
». ville jeg ikke hele tiden råbe og være en sur ged«
Pige i 7. klasse