Anders Bondo er klar igen, når der er formandsvalg på kongressen i København den 1.-3. oktober.
Foto: Thomas Arnbo
Anders Bondo stiller op til endnu en periode som lærerformand
Anders Bondo Christensen har netop meddelt Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse, at han stiller op til endnu en formandsperiode. Han har dog gjort det klart, at han kun kan levere det nødvendige engagement, hvis det bliver i team med næstformand Dorte Lange.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Rekord: Længst siddende formand
Anders Bondo slog i efteråret rekorden som længst siddende formand i Lærerforeningens historie, og han melder sig altså klar til endnu en periode, når der er valg på Lærerforeningens kongres til oktober i team med næstformand Dorte Lange.
Morten Refskov, formand for Ballerup Lærerforening, har tidligere meddelt, at han stiller op til posten som næstformand i kampvalg mod Dorte Lange.
Kampvalg om posten som næstformand i DLF
"For mig er det helt afgørende, at hvis jeg skal være formand for DLF, skal det være, fordi jeg kan bidrage til, at lærerne får nogle gode rammer for deres arbejde. Det er jo et kæmpe felt - det handler om samarbejde med andre, et godt sekretariat, en politisk aktiv hovedstyrelse og at alt det, der ligger i formandsposten. Det har jeg også overvejet denne gang. Hvis jeg ikke kan det, så skal jeg ikke være formand", siger han.
Anders Bondo vil ikke stille op for enhver pris:
"Jeg har fået mange opfordringer til at stille op igen. Det betyder meget, at jeg synes, at vi har en meget velfungerende hovedstyrelse og at jeg har opbakning hele vejen rundt. Allervigtigst, at jeg har en kone, som endnu engang har sagt, at hun bakker op om det her", siger Anders Bondo.
En stædig sønderjyde fejret
"Det er nok ikke altid, at folk gør sig klart, hvor meget der ligger i at være formand. Ingen skal have ondt af mig - men sådan er det bare. Jeg skal træffe rigtig mange beslutninger og har ansvaret for, at foreningen fungerer på rigtig mange leder og kanter. Derfor er det helt afgørende, at jeg har en god næstformand. At vide, at uanset hvad det handler om, kan man helt trygt sparre med sin næstformand, betyder fantastisk meget for at man kan levere den indsats, som jeg synes er nødvendig. Jeg skal ikke være formand, hvis jeg ikke kan levere den indsats", siger Anders Bondo.
"Jeg har sagt, at jeg gerne vil være formand, så længe jeg kan tage trappen med to trin ad gangen op til fjerde sal, og det har jeg været to gange i løbet af i dag allerede. Det er selvfølgelig ikke min fysiske formåen, det handler om, men det signalerer et engagement. Jeg skal hele tiden have lyst til at komme ind i Danmarks Lærerforening, lyst til at tage ud til medlemsmøder, møder med ministre og med andre organisationer. Hvis man ikke har det engagement, så skal man ikke være formand".
Deri ligger, at det skal være i et team med Dorte?
"Ja, tænk på den periode, vi har været igennem med kaos i 13 og indsatsen med at få samlet foreningen bagefter. Det er jo ikke mig, der har gjort det, det er i et tæt, tæt samarbejde med Dorte. Det er ikke, fordi vi er enige om alt, slet ikke, men jeg har haft utrolig stor gavn af, at jeg altid har vidst, at jeg kunne få kvalificeret modstand, men også altid opbakning", siger Anders Bondo Christensen.
Anders Bondo Christensen har været formand for DLF siden den 4. oktober 2002. Både formand og næstformand er på valg ved kongressen i oktober, mens en ny hovedstyrelse vælges ved urafstemning blandt medlemmerne i november.
Skuffet næstformandskandidat: Overlad valget til kongressen