Under lockouten er der kommet meget forskellige udmeldinger fra Skolelederforeningen og resten af DLF vedrørende rammer for lærernes arbejde og ledelse. Hvordan vi så kommer videre herfra, er naturligvis relevante overvejelser, som vi må tage i fællesskab.

Et presserende spørgsmål, nemlig hvordan vi skaffer ordentlige vilkår for ledelse uden aftalemæssige rammer for lærernes arbejdstid, bør vi i den grad koncentrere fælles kræfter om. Fra arbejdsgiver- og andre sider er der blevet fremført en række påstande om nødvendigheden af et større ledelsesrum, at overenskomstaftaler forhindrer ledelse, at lærere ikke ønsker at være omfattet af ledelse, at lærerne bare selv kunne bestemme alt, og lederne blot kan se til. Det er det rene sludder. Heldigvis har vi rigtig mange kompetente ledere, der udvikler ledelsesrummet sammen med lærerne.

Den kampagne, som KL - bakket op af regeringen - har kørt mod lærerne og lærernes arbejdsindsats, har for mange lærere givet anledning til at overveje: »Hvor står min leder henne i det spørgsmål? Synes han/hun også, at jeg ikke arbejder nok for min løn, at jeg er lidt smådoven, som eksempelvis KL giver udtryk for?«

Der er brug for klare udmeldinger fra ledere, der har forholdt sig tavse under konflikten. Det er passende at stille konkrete spørgsmål til lederne på skolen om, hvor de står.

Hvordan skal der ledes på skolen? Hvordan skaber lederen retfærdighed og et godt arbejdsmiljø og dermed engagement til at løse opgaverne kvalificeret? Hvilke forventninger har lærerne til skolelederen?

Lederne har med lovgivningen og ingen aftale fået en langt større opgave, og mange steder vil de blive mere alene om at løse den. At foreslå ansættelse af 1.350 nye ledere til at styre bureaukratiet lægger fokus det helt forkerte sted. Man kunne jo i stedet indgå lokale aftaler, der mindsker bureaukratiet og levner plads til god skoleledelse.

Lærere vil hellere end gerne udsættes for ledelse, og hvis ikke vi passer rigtig meget på, vil god skoleledelse blive en mangelvare af hidtil usete dimensioner. Vi har ikke brug for managementledere, der alene styrer på tid og resursemaksimering. Vi har brug for ledere, der tør være ægte, nærværende ledere, der professionelt tør udfordre lærernes beslutninger vedrørende undervisningen og gå i dialog med lærerne om undervisningens kvalitet og udvikling. Den stemme har været alt for svag gennem lang tid.