At Danmarks Lærerforening »genudsender« professionsidealet netop nu, er den helt rigtige tilgang lige nu mellem konflikt og reform, mener foreningens splinternye sekretariatschef Bo Holmsgaard. Han kommer fra en stilling som netop professionschef hos pædagogernes forbund, BUPL.

»Det er altafgørende, at lærerne ikke lader sig splitte eller selv splitter sig i en »for eller imod-kultur« nu. Og lærerne har én meget vigtig ting at være sammen om, nemlig det at være lærer. Lærerne er professionelle undervisere og relationsskabere i et samfund, der desperat mangler en relationel kultur!«

Bo Holmsgaard, 52, er selv uddannet lærer og har været skoleleder, skole- og kulturchef og udviklingschef i Københavns Kommunes børne- og ungdomsforvaltning, før han kom til BUPL. Han ser lærerne som bærere af unikke danske skoleværdier, der stammer fra de store demokrater Grundtvig, Hal Koch og K.E. Løgstrup, hvis ord også den dag i dag kan spores i folkeskolelovens formålsparagraf.

Ny DLF-chef kommer fra BUPL

Reel risiko for indsnævring

Men mange lærere føler, at de værdier er blevet trampet på det seneste år?

»Jeg er helt enig i, at selvom læsning og matematik er grundlaget for at kunne nå videre i mange af de andre fag, så er det et problem at indsnævre skolens succeskriterium til, at eleverne forbedrer sig i de nationale test i læsning og matematik. Det er altså en reel risiko, at skolen prioriterer det, der skal måles. Men skolens opgave og bestemmelse er jo langt mere omfattende - og ambitiøs. Lærernes svar må være, at reformens intentioner ikke indfris ved at tilsidesætte hovedopgaven for at sætte fokus på to faglige områder. Der kan, tror jeg, blive en utilsigtet kamp om opmærksomhed mellem fagene, om deres prioritet, værdi og berettigelse overhovedet. Det er jo ikke svaret på udfordringsbilledet i skolen«, siger Bo Holmsgaard og mener i høj grad, at DLF har en rolle i hele tiden at holde professionsdebatten levende.

»Lærerne forholder sig forskelligt til situationen. Det værste, der kan ske, er, at vi holder op med at forholde os til hinanden. Derfor kan foreningen med sit eget eksempel stimulere den fortsatte debat om, hvordan vi laver god skole«, siger Bo Holmsgaard og fremhæver hovedstyrelsens initiativ til de såkaldte »lyttemøder«, hvor politikerne tager på turne rundt i landet og lytter til, hvad medlemmerne oplever, tænker og ønsker.

Bo Holmsgaard håber også, at Lærerforeningen kan være med til at vise nutidsbilleder af den danske folkeskole som modvægt til de billeder, man møder i den offentlige debat af en folkeskole og lærerne, som man husker dem fra de tidlige 1970'ere.

Lederen har serveretten

Hans egen rolle bliver at være leder af DLF's sekretariat på Vandkunsten i København. Og for ham er der ikke den store forskel på god ledelse, hvad enten det foregår ude i folkeskolen eller i en fagforening.

»En ledelse er ikke i stand til at flytte noget uden medarbejderne. Jeg har selv prøvet at tale og handle forbi medarbejderne, skabt situationer, hvor det har været vanskeligt at forbinde deres virkelighed og mine forestillinger. Omfanget af reparationsarbejdet overgår langt, hvad det ville have taget at undersøge og forbinde ord og virkelighed«.

»Den centrale opgave består altså i, hvordan ledere og medarbejdere bedst løser skolens kerneopgaver. Her har lederne serveretten, så det bliver muligt for medarbejderne at koble sig på. Uden involvering, ingen forpligtelse. Det er en afgørende fordring til både ledere og medarbejdere i samarbejdet. Hvis man ikke bliver involveret, oplever man sig ikke som forpligtet - ligesom ens egen aktive involvering i sig selv er forpligtende. Man byder ind til fællesskabet«, lyder ledelsesfilosofien fra Bo Holmsgaard, der glæder sig til at være nysgerrig på al den faglighed, som findes i sekretariatet på Vandkunsten, og fremme den til gavn for medlemmerne og folkeskolen.

Det er lærernes valgte repræsentanter i kongressen og i hovedstyrelsen, der beslutter Lærerforeningens politik.

»Men den politiske pejling er sekretariatet medskaber af. Vi skal levere de solide analyser og oplæg, så politikerne har en god ramme at træffe deres beslutninger ud fra. Og når politikerne så har sat retningen, skal vi understøtte målene bedst muligt«.