Den har - heldigvis - endnu ikke været udsat for politikernes behov for at ændre i loven. Så endnu har vi en skole, hvis vigtigste formål er at forberede eleverne til deltagelse og medansvar i samfundet gennem åndsfrihed, ligeværd og demokrati. Det er vigtige og væsentlige ingredienser i det arbejde, vi som lærere skal undervise vores elever i. Men med mange kommuners ensidige fokus på læringsmålstyret undervisning, hvor der ikke bliver lagt vægt på og heller ikke tid til at arbejde med formålsparagraffen, risikerer den at blive både glemt og klemt!

Det har vi som samfund ikke råd til - slet ikke med de mange og svære opgaver, vi står over for, og som lærerne møder hver dag i skolen, hvor inklusion, integration og flygtningebørns skolegang bare er nogle af de mest aktuelle. I det samfund, vores unge mennesker kommer ud til, skal de kunne navigere og prioritere i vigtige forhold for dem selv som for eksempel i valg af uddannelse, men også i vigtige valg for samfundet som eksempelvis anvendelsen af midlerne i sundhedsvæsenet eller i bistandsindsatsen i verden. Etiske overvejelser, som folkeskolen via opfyldelsen af formålsparagraffen også skal forberede vores unge på at kunne tage.

Heldigvis lykkes det at få flere og flere til at interessere sig for spørgsmålet om skolens formål - hvorfor holder vi skole? Det tema tager vi op på en stor konference, hvor vi ønsker at brede debatten om skolen ud, så den ikke kun forholder sig til resultater i diverse test eller til elevernes karakterer i forhold til bestemte ungdomsuddannelser, men også til skolens formål som dannelsesinstitution.

I samarbejde med lokale frivillige organisationer, lokale skolebestyrelser og kirkernes skoletjeneste (der også er lokalt organiseret) ønsker vi at få rejst en lokal debat om, hvad det egentlig er vigtigt, at skolen har fokus på.

Debatten er begyndt, og mange lærere og forskere deltager heldigvis allerede, men den skal bredes mere ud, og med vores konference håber vi, at der kommer mange lokale tiltag, hvor diskussionen tages op - og at borgerne er med til at få politikerne og embedsfolkene i kommuner og ministerium til at forstå, at der er et ønske om et andet fokus end den målstyrede og kontrollerende vej, som de prøver at presse skolen ind på.

Med et lidt slidt, men stadig gældende metafor, så skal man passe på, at der ikke smides noget ud med badevandet, som man ikke kan få fat i igen.