Topmøde mellem S81 og DLF
Forberedelserne af sammenslutningen mellem de to fagforeninger skrider planmæssigt fremad
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der skal to til en vals. Og der skal to hovedstyrelser til for at vurdere, om Speciallærerforeningen af 1981 - til daglig kaldet S81 - og Danmarks Lærerforening bør og kan slutte sig sammen.
Efter en række samtaler mellem S81's formand, Leif Sort, og Anders Bondo Christensen har begge foreninger besluttet at arbejde for en sammenslutning. Der har været holdt møder mellem de to forretningsudvalg, og i sidste uge var turen kommet til de to hovedstyrelser.
Mødestedet var Palace Hotel på Rådhuspladsen i København. Der skulle ikke træffes beslutninger, men de første fælles valsetakter blev øvet. Opgaven var at skyde sig ind på, hvilke problemstillinger der rører sig i de to medlemsgrupper. Amterne nedlægges, og langt det meste af specialundervisningen for både børn og voksne skal fremover foregå i kommunalt regi. Mange spørgsmål trænger sig derfor på: Hvad betyder det tjenstligt for specialskolernes lærere? Er der ikke større sandsynlighed for, at problemerne kan takles bedst i fællesskab? Og hvordan kan man bedst sikre, at de faglige miljøer omkring specialundervisningen bevares og styrkes?
Der blev også talt om en fremtidig foreningsstruktur og overgangsordninger. Der blev demonstreret pæne takter på mødet, og stemningen var god, mener de to formænd.
»Jeg gik hjem med en positiv fornemmelse. Der var en god stemning og blev vist stor forståelse mellem de to hovedstyrelser. Vi fik etableret en række kontakter, så jeg ser særdeles fortrøstningsfuldt på det videre arbejde«, siger Leif Sort efter mødet, og samme melding kommer fra Anders Bondo.
»Aktuelt vil vi bedre kunne klare de tjenstlige udfordringer, der kommer, når mange lærere skal skifte arbejdsgiver i forbindelse med kommunalreformen. Jeg er også sikker på, at vi som én forening bedre vil kunne styrke det faglige miljø omkring specialundervisningen i fremtiden. Når vi så samtidig oplever, at der er en meget fin stemning mellem de to foreningers medlemmer, tyder alt på, at vi kan få en ren vinder-vinder-situation«, siger DLF's formand.