Støttekroner til skoleprojekt i Kashmir
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skal Danmarks Lærerforening støtte oprettelse og drift af skoler i tredjeverdenslande, eller skal man støtte lærerne og udviklingen af deres fagforeninger? Skal DLF altid følge en politisk ren linje, eller er det tilladt også at bruge følelserne, når en sag skal afgøres? Disse spørgsmål blev diskuteret én gang mere i DLF's hovedstyrelse i sidste uge.
Principperne var og er der ikke uenighed om, DLF's solidaritetsarbejde skal gavne lærerne i den tredje verden, og pengene skal gå til udvikling af deres fagforeninger og professionalitet. Derfor havde forretningsudvalget også foreslået hovedstyrelsen at sige nej til en ansøgning fra STS International Solidarity, som vil åbne en skole i Paniola i Kashmir for 50 fattige, forældreløse børn, der blev ramt af jordskælvet i 2005. STS er en lille græsrodsorganisation, hvor en drivende kraft er en pensioneret overlærer, Vagn Rasmussen, som har været aktiv i DLF. Det fik Henrik Billehøj til at foreslå, at DLF bevilgede cirka 50.000 kroner, nemlig udgiften til det første års lærerlønninger.
»STS udfører et fornemt stykke arbejde og balancerer fint mellem de politiske og religiøse kræfter, og vi kender manden, der står bag, han har en flot fortid i DLF og stillede for eksempel op som pensionistrepræsentant til hovedstyrelsen«, argumenterede Billehøj.
»Jeg tænder helt af, når jeg hører, at 'vi kender manden' og så videre. Det er ikke dem, vi kender, der skal have støtte. Vi skal holde fast ved den rene, principielle linje«, sagde Vibeke Lynge og fik støtte fra blandt andre næstformand Stig Andersen, mens Peter Hess-Nielsen fandt det helt fint med principper og rene linjer, men at der må kunne gøres undtagelser.
»Jeg er enig i, at STS udfører et godt stykke arbejde, og følelserne har før løbet af med os«, sagde Anders Bondo Christensen og foreslog, at hovedstyrelsen bevilgede 10.000 kroner. Formandens kompromis fik støtte fra Henrik Billehøj og blev vedtaget med 11 stemmer. Syv var imod, og syv stemte ikke.
tt@dlf.org