For ti år siden vedtog vi et professionsideal. Vi har indgået alliancer med forældre, elever, BUPL, KL med flere og dermed gjort forbedring af skolen til et fælles projekt. DLF har udgivet rapporter og oplæg til dialog med den forrige regering. Desværre er det prellet af som vand på en gås. Samtidig er økonomien for normalundervisningen blevet forringet, så de politiske meldinger om en skole i den globale superliga er groteske og verdensfjerne. Vi har viljen, men har hverken fået opbakningen eller resurserne. Det er nedslående for samfundet, for lærerne og synd for eleverne, der ikke har fået de bedste muligheder. Nu er der kommet en ny regering uden mange midler, men med et fornuftigt skolesyn. Det åbner for et reelt partnerskab.

Den danske skole har mange gode sider og nogle svagheder. Det er nødvendigt at tydeliggøre lærerrollen, at vi opfatter os selv som autoriteter og er de voksne, der sætter retningen. Teamarbejdet skal forfines, elevrollen udvikles og skolen blive en kollektiv organisme. Og der er behov for et tættere samarbejde med forældrene. Med andre ord skal vi også gribe i egen barm og leve op til det store ansvar, der hviler på os som uddannere og opdragere.

Jeg har siddet i hovedstyrelsen i 17 år og primært beskæftiget mig med pædagogiske forhold. Som formand for Københavns Lærerforening kan jeg bidrage med erfaringer og holdninger fra København og repræsentere mange medlemmer. Som i skolen er erfaring og rutine ikke at kimse af i fagpolitik, og jeg tilbyder mit engagement, indsigt, flid og politiske gennemslagsevne til endnu en periode i foreningens ledelse.