Hvordan kan DLF's politik hele tiden udvikles? Hvordan sikres foreningsdemokratiet? Det spørgsmål var til debat i DLF's hovedstyrelse, da man i sidste uge diskuterede forslag til ændringer af foreningens vedtægter, som skal behandles på kongressen i Aalborg om en måned.

I dag siger vedtægterne, at der er ordinær kongres hvert år, enten en »stor« kongres med formandsberetning, regnskaber, prisuddeling, fest og gæster fra ind- og udland eller en »lille« emnekongres.

Det er dyrt at holde kongres med transport, bespisning og hotelophold til flere hundrede mennesker i flere dage. Men det kan måske være en nødvendig pris at betale for at sikre foreningens demokrati og offentlighedens fokus på skole- og lærerforhold. Men nutidens hurtige kommunikationsmidler, nye mødeformer og netværkssamarbejder - og mediers faldende interesse for at dække fagforeningskongresser - har gjort det nødvendigt at diskutere, om DLF's møde- og beslutningsformer er fulgt med tiden.

Den diskussion tog hovedstyrelsen så - endnu en gang.

Noget i vejen med formen

Det forslag, som var til debat, opererer med toårige kongresperioder. Det ene år skal der holdes »stor« kongres, hvor de langsigtede beslutninger tages. Det andet år mødes de delegerede og andre til en konference med fokus på politikudvikling. Og så skal det, ligesom i dag, være meget nemt for et mindretal at få indkaldt til en ekstraordinær kongres.

Niels Lynnerup sagde som mange andre, at der skal ske ændringer.

»Der må være noget i vejen med formen, når der foregår en masse i og omkring folkeskolen, som trænger til at blive diskuteret, og kongressen så alligevel har problemer med at holde debatten gående bare en enkelt dag. De korte kongresser i 2004, 06 og 08, jeg har været med til, har ikke været nogen positiv oplevelse«, sagde han og efterlyste en afklaring af, hvad der skal ske de år, hvor der ikke er kongres.

Der blev svaret, at der skal gennemføres en konference i år uden kongres, men for at kunne eksperimentere med forskellige mødeformer skal konferencerne ikke skrives ind i vedtægterne. De kongresdelegerede skal »pligtindkaldes« til konferencerne, men der skal også kunne inviteres andre deltagere med, for eksempel medlemmer af kredsstyrelser.

Konferencer udvikler, kongresser beslutter

»Vi skal bruge vores kræfter på at udvikle konference- og mødeformer, der styrker dialogen, og så selvfølgelig nemt kunne indkalde til kongres de år, hvor der er noget at beslutte. Konferencer er politikudviklende, kongresser beslutter«, sagde Gordon Ørskov Madsen.

Birgitte Baktoft, Vivi Hansen, Dorte Lange, Flemming Ernst, Bjørn Hansen og Niels Christian Sauer udtrykte med lidt forskellige begrundelser bekymring for, at der kan opstå et »demokratiunderskud«, hvis kongresperioden bliver på to år, eller konferencen for delegerede ikke vedtægtsbestemmes. Det sidste advarede Anders Bondo Christensen imod.

»Vedtægter handler om styring af organisationen, det vil være malplaceret at lave en paragraf om en konference. Men når kongressen i efteråret slår fast, at der skal holdes konference for alle delegerede, så er det selvfølgelig det, der sker«, sagde han.

»Undskyld mig, men det virker lidt pivet ikke at turde tage det skridt«, sagde Niels Munkholm Rasmussen. »Vi skal turde udvikle os og ikke kun holde fast ved de rituelle kongresser«.

»Jeg går ind for at holde kongres hvert år«, sagde Vivi Hansen. »Og det er forkert at sige, at det ikke skulle være muligt at udvikle kongresformen«.

Lars Busk Hansen mindede om, at debatten for et år siden også handlede om, at det er dyrt at holde kongres. Denne gang var der slet ikke blevet brugt økonomiske argumenter.

»Jeg tror på modellen, hvor vi skifter mellem kongresser og konferencer. Og jeg tror på, at den vil betyde, at vi får noget mere og bedre for pengene«, sagde han.

En ændring af vedtægterne kræver, at to tredjedele af de kongresdelegerede stemmer for.

tt@dlf.org