Hvis man har brugt ti år som tillidsrepræsentant, kredsstyrelsesmedlem og kongresdelegeret på at være den, der sad på bagerste række med den kritiske og skeptiske stemme, bliver man også nødt til at stå ved alle sine udsagn og tage konsekvensen af disse. Der befinder jeg mig nu, og derfor stiller jeg op til DLF's kommende hovedstyrelse.

Mange har udtrykt sympati for mit ståsted, samtidig med at de stille spurgte til: »Hvad vil du så gøre anderledes?« Ud af mange tiltag er de to væsentligste:

1. I stedet for at spørge til: »Hvad skal vi med skolen?« - skal DLF vende det om og sige: »Dette kan og vil vi med skolen!«

Vi skal med afsæt i vores professionsideal, vores folkeskoleideal og lærerkommissionens analysemateriale i den kommende valgperiode fremlægge for forældre og politikerne, hvad der ud fra hverdagens økonomiske ramme kan være inde i skemaet, og hvad der kan være rundt om skemaet, således at der igen gives et rum for kvalitet og ordentlighed i en lærers virke.

2. Tage et opgør med centraliseringen af magten - og decentralisering af ansvar og konsekvens.

Mange lærere har forladt folkeskolen, fordi de er bukket under for en perlerække af små dårlige ledelsesbeslutninger, som de stod til ansvar for - og blev syge af. Det er ikke ordentligt.

Vi skal på en nerve af samhørighed tage en kamp på, at alle lærere fremover skal have en opgaveportefølje, der ikke bare rummer opgaveoversigt og mødeplan, men et retvisende billede af hverdagen, som den enkelte igennem de sidste fem år har befundet sig i, således at ledelsesbeslutninger dokumenteres og kan ansvarliggøres.

I hovedstyrelsen vil jeg arbejde for at være den frie stemme, som samler Overenskomst 18-NEJ'et op med en ny retning.