Debat
Der ER lys for enden af tunnelen
Tilbage bliver et skolesyn, der bygger på det, der kaldes cykelryttermentaliteten: Buk opadtil – tramp nedadtil. Et fælles debatindlæg af Niels Christian Sauer og Anders Liltorp
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Læreren er blevet statist i sit eget arbejdsliv. Sådan kan man også opsummere den katastrofe, der går under navnet lov 409. Det rammer lærerne hårdt på jobtilfredsheden og arbejdsmiljøet, det rammer eleverne på trivslen, fagligt såvel som socialt, og det rammer skolen på dens rolle som samfundsbærende kulturinstitution.
Men hvem har så hovedrollen nu? Ja, skal man tro de politikere, der gennemtvang overgrebet, har skolelederen nu den fulde ledelsesret.
Ak, var det bare så godt, så kunne vi tage den derfra. Langt de fleste skoleledere er jo både fornuftige og venlige mennesker. Men skolelederen er reelt bundet og bastet på hænder og fødder som aldrig før. Ikke blot er han sat til at implementere en reform, der er så underfinansieret, at de gode ideer, som reformen også rummer, er dømt til at løbe ud i sandet. Hans råderum er reelt nærmest ikke-eksisterende. Tilbage bliver et skolesyn, der bygger på det, der kaldes cykelryttermentaliteten: Buk opadtil – tramp nedadtil. Christiansborgpolitikerne tramper på kommunerne, der konsekvent får aben, når reformen kikser. Kommunerne sender den videre til skolelederne, skolelederne har intet andet sted at gøre af den end hos lærerne, og lærerne kæmper tappert for at friholde eleverne, men de kan jo hverken befri eleverne fra alt for lange skoledage, sikre dem ordentlig undervisning eller beskytte dem imod testregime og læringsmålstyranni. Troen på, at der kan komme noget som helst godt ovenfra, har lidt et alvorligt knæk, jf. ovenstående illustration.
Netop derfor er det helt afgørende, af vi får genoprettet tilliden nedefra. Og netop derfor skal vi i Danmarks Lærerforening stædigt fastholde og støtte op om, at medlemmerne ER i stand til at kaste statistrollen af sig.
Det begynder med en ordentlig samtale parterne imellem. Ok15 løser ikke vores problemer, men den giver os et værktøj for samtale, som vi skal vide at benytte os af. Det har vi – også forstået som DLF – gjort i Rødovre, og selv om træerne langt fra vokser ind i himlen, er vi lidt stolte af resultatet i Rødovre Lærerforening. Vi har fået en aftale, der sikrer læreren en ordentlig samtale med skolens leder om lærernes behov for tid til forberedelse med udgangspunkt i lærerens EGEN vurdering heraf. Skolelederen får ikke med et snuptag flere penge i kassen af den grund, men vi får synliggjort problemer, og det er første forudsætning for at få dem løst. Samtidig har vi opnået, hvad der understøtter et loft over det ugentlige undervisningstimetal (inkl. understøttende undervisning og lektiecafé) på 26. Ikke noget prangende resultat, men et resultat, som størstedelen af de danske lærere givetvis vil misunde os – opnået i den kommune, hvis borgmester var arbejdsgivernes formand i 2013.
Der er langt til 2018, hvor regnebrættet efter OK15 skal gøres op. Vores store frygt er naturligvis, at alle de gode hensigter med OK15 til den tid vil have vist sig at være det rene mundsvejr fra arbejdsgivernes side. Håbet må derfor være, at vi i den mellemliggende tid - i kraft af de forhandlingsmuligheder, der ligger i OK15 - har opnået så mange og så gode lokalaftaler, at en konflikt vil være unødvendig.
Der ER lys for enden af tunnelen. Hvorvidt det er et modkørende eksprestog eller vejen ud, vides ikke i skrivende stund, men det nytter ikke noget bare at stå som paralyserede dådyr og afvente. Niks, der skal handles – og det på en måde, hvor vi både kan se os selv og vores arbejdsgivere i øjnene uden trang til at vende blikket nedad.