Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Som alle, der har deltaget i et skænderi, ved, er det nemmere at få ørenlyd, hvis man kan sige, hvad man selv vil, i stedet for at råbe, hvad man i hvert fald ikke vil.
Det var ikke præcis det, som DLF-formand Anders Bondo sagde fra talerstolen på den kongres, som netop er afsluttet. Og så alligevel.
Bondo: Lad os se fremad
Kongressen var én lang øvelse i at prøve at finde nye veje og løsninger midt i det pres, som lærerne er under. Det gælder både i forhold til de konkrete problemer i hverdagen og i forhold til, hvilken skole der skal være i Danmark. To ting, der som bekendt er vævet tæt sammen.
Lærerne er trætte af at blive opfattet som nogle, der står i hjørnet og mukker og længes mod fortidens gyldne tider, mens verden drøner af sted.
På kongressen vedtog de delegerede, at lærerne skal mere frem på banen - både når det gælder skolens indhold, og når det gælder skolens hverdag.
DLF vil starte en bevægelse, som skal formulere, hvilken skole lærerne mener er bedst, et såkaldt folkeskoleideal. Det kan bruges indadtil - for at gøre lærerne selv klar på, hvad de mener er en god skole. Og udadtil i forhold til at komme med et bud på et alternativ til den nuværende politik.
Det handler om et opgør med test- og læringsmålingsskolen. Men det er i parentes bemærket ikke et opgør med, at lærerne skal have mål for undervisningen, og at eleverne skal lære noget. Skolens overordnede formål og demokrati, åndsfrihed og fordybelse skal bare sidde med til højbords.
I dette blad fortæller vi historien om en lærer, som husker, hvordan verden blev åbnet for hende, da hun gik i skole, og som nu kæmper for plads til at åbne sine elevers øjne for hele verden - ikke kun det, de skal til eksamen i.
Læreren bag 'formålsstyret undervisning'
Også hun mener, det er helt nødvendigt, at lærerne selv formulerer, hvad der er en god skole:
»Hvis ikke vi definerer, hvad vi vil med skolen, og hvad der skal til for at være en professionel lærer, så er der andre, der gør det for os«, siger hun.
Kongressen tog også luft ind i forhold til at tage fat på lærernes problemer på en i hvert fald delvis ny måde. Frem mod den næste overenskomst har DLF besluttet sig til at finde og udbrede muligheder i forhold til de problemer, som alle kender alt for godt: mangel på tid, meningsløse læringsplatforme og dårligt arbejdsmiljø. Mulighederne kan være forskellige fra skole til skole. Eneste krav er, at de skal være kollektive og gøre en forskel.
Arbejdet med nye muligheder og et skoleideal vil få den sidegevinst, at lærerne samlet kan formulere og tale om det, som ellers kan være mavefornemmelser og stille og individuelle lappeløsninger. Et ideal giver et ståsted, hvorfra lærerne kan ranke ryggen og argumentere klart.
Og ståsteder er som bekendt afgørende i en turbulent tid.