Når Anders Liltorp taler om sine visioner for en lærerforening med ham ved roret, er medlemsdemokrati ordet, der går igen gang på gang - og da han annoncerede sit kandidatur, var det med et indlæg med titlen »For medlemmerne og for Danmarks Lærerforening«.

»Vi skal altid huske, at medlemmerne er Danmarks Lærerforening. Det er her, fundamentet for vores styrke og legitimitet er«, siger Anders Liltorp indledende om sine visioner.

Hvordan skal medlems- demokratiet styrkes?

»Det skal styrkes på mange fronter, og jeg ved, at kredsene også i dag arbejder for at styrke medlemsinvolveringen, og hvor svært det er. Medlemmerne - og ikke kun de delegerede - skal kunne stemme om, hvem der skal være deres formand og næstformand. For medlemmerne må det virke noget selvmodsigende at arbejde med den involverende fagforening uden at kunne stemme til de vigtigste valg.

Vi skal være langt bedre til at involvere medlemmerne i processen op til vedtagelsen af overenskomstkravene. Der er en tendens til, at overenskomstdebatten bliver for fjern. Det er ude i praksis og i kredsene, mange af de gode ideer og løsninger findes. Dem skal vi lære af. Vi kunne bruge en digital løsning, så medlemmerne op til overenskomstkongresserne kan vurdere vægtningen af de krav, der indstilles. Tænk på, hvordan det vil styrke kongressens beslutningsgrundlag og det forhandlingsmæssige mandat«.

Morten Refskov: En mere lyttende fagforening 

Hvad er dine vigtigste mærkesager i øvrigt?

»Vi skal have styrket vores position og indflydelse. Det gør vi ved, at befolkningen ser os som eksperterne i undervisning og børns trivsel. Det er ikke meget værd, hvis vi er mest kendt for at være verdensmestre i udregninger af arbejdstid. Vi har ekspertisen, så det handler om at fastholde og udbygge det omdømmespor, vi er på vej tilbage i. Det mener jeg vi har en gylden mulighed for lige nu.

Det er den vej, vi skal gå, hvis vi vil have respekt for os og vores profession tilbage, og hvis vi vil have folk til at lytte til os. Jeg er også en benhård forhandler, når det gælder overenskomster, men når vi fremsætter krav, skal det faglige argument være bærende. Når vi ønsker lovændringer, der forbedrer rammerne for folkeskolen, skal det stå lysende klart, at vi ønsker det for elevernes og for folkeskolens skyld. Vi står lige nu med en aftale, der giver os mulighed for at vende fortællingen fra 2013. Det skal vi forstå at gribe«.

Hvad med skolepolitikken?

»Skolepolitisk er den største og mest komplicerede dagsorden at genoprette folkeskolen som det klare førstevalg for forældrene. Hvis ikke vi får vendt den udvikling, hvad stiller vi så op med Danmarks Lærerforening? Vi skal være bedre til at præge og tilbyde vores ekspertise på skolepolitikken på Christiansborg. Rigtig mange kredsformænd gør det allerede med et imponerende relationelt arbejde med forvaltningen og kommunalpolitikerne. Vi skal overføre samarbejdssporet fra den nye aftale til også at være en medspiller for hele det politiske spektrum.

Det skaber gang på gang problemer, når de, der beslutter en lov, ikke er dem, der betaler regningen. Først havner det i kommunen, så hos skolelederen, og til sidst er det lærerne, der betaler gildet med deres forberedelsestid. Det holder jo ingen steder. Vi skal være en samarbejdspartner, der skaber et bedre beslutningsfundament, så der er foretaget en afgørende prioritering, når der skal implementeres noget politisk«.

Hvilken formand kan lærerne se frem til at få, hvis det bliver dig?

»De vil opleve en formand, der oprigtigt er optaget af, at det, vi arbejder med og kæmper for, skal kunne forklares og forsvares i forhold til den hverdag, lærerne står i. For mig nytter det ikke noget alene at være god til skåltalerne og klapsalverne, hvis ikke medlemmerne oplever, at det, der bliver diskuteret og kæmpet for, har betydning for deres arbejde.

Jeg er en person, der er venlig, ordentlig og meget ydmyg over for opgaven. Jeg er heller ikke bange for at indrømme mine fejl. Vi begår alle sammen fejl. Spørgsmålet er, om vi kan erkende det, og om vi kan lære af det. Det er vigtigt, at medlemmerne oplever, at de ved, hvor de har mig, og at de kan spejle sig i mig som person, og at de altid kan mærke, at der er et menneske bag«.

Gordon Ørskov: Mere frihed og ansvar til lærerne 

Hvilken lærer vil du sige, at du var, før du blev fagpolitisk på fuldtid?

»Jeg var en fagnørd af dimensioner, der brændte for stoffet og faget. Jeg brugte masser af humor, for sådan er jeg. Jeg har garanteret også været ret bestemt med klassereglerne og med at opføre sig ordentligt og tale pænt. Og så var det helt afgørende for mig, at alle elever skulle være med.

Jeg har altid været meget omsorgsfuld som lærer. Selv om der var skrappe krav, var der altid plads til et venligt eller drilsk smil og et klap på skulderen, når noget var svært. Eleverne kunne altid tale fortroligt med mig, og de har oplevet en oprigtig interesse for, om de havde det godt. Altid fokus på fagligheden, men aldrig på bekostning af den gode skoledag for dem alle«.

Pia Henriksen vil kæmpe for et samlet og synligt DLF  

Hvad er det for en rejse, du har været ude på, siden det blev det fagpolitiske, der var i centrum?

»Faren ved at blande sig og have holdninger er, at folk opfordrer dig til at stille op. Det startede faktisk allerede, meget kort tid efter at jeg blev lærer. Jeg tog et kampvalg om mødelederposten til lærermøderne. Jeg var træt af, at dagsordenerne ikke handlede om det vigtigste. Vi fik nemlig ikke diskuteret pædagogik og nåede aldrig det, vi skulle.

Siden gik det ret hurtigt. Jeg blev opfordret til at stille op som næstformand, og da formanden trak sig efter ét år, skulle jeg hurtigt afgøre med mig selv, om jeg var klar til at være formand. Pludselig blev det virkeligt, at når jeg udtalte mig eller satte min underskrift på noget, så var det ikke mig, men de 600 medlemmer i Rødovre, der alle skulle kunne stå på mål for det. Det glemmer jeg aldrig«.