»Jeg tror, at nogen i foreningen har misforstået mig som person. I værdikernen er jeg den samme, men jeg har udviklet mig meget, har fået slebet nogle kanter af og er modnet siden min debut på kongressen i 2012«.

Sådan lyder de indledende ord fra Morten Refskov, da han bliver bedt om at sætte ord på, hvilken formand han selv ser sig blive, hvis de kongresdelegerede gør ham til lærernes næste formand. Ifølge Morten Refskov selv ser nogen ham som det rebelske alternativ til formandsposten, fordi han tilbage i 2015 stemte nej til overenskomstresultatet.

»Men dér må man så sige, at jeg er et andet sted i dag, og det har jeg været længe«, siger han.

Hvorfor vender vi tilbage til. Først skal det handle om Morten Refskovs visioner for sit kandidatur til den vigtigste post i lærernes organisation.

Hvad er dine tre vigtigste mærkesager?

»Den ubetinget vigtigste mærkesag er at sikre, at den nye arbejdstidsaftale slår rod lokalt, så den gør en reel forskel for vores medlemmer alle steder i landet. Det bliver især helt afgørende, at vi får løftet de steder, hvor medlemmerne lige nu har de ringeste vilkår. Det er helt klart en bunden opgave.

Gordon Ørskov: Mere frihed og ansvar til lærerne 

Den anden mærkesag handler om, at vi skal forløse organisationens potentiale. Vi har i en årrække ikke ydet tilstrækkelig omsorg, opmærksomhed og nærvær i forhold til at understøtte vores kredse. Mange kredse oplever, at der i overført betydning er lige vel langt til Vandkunsten (DLF's hovedsæde i København, redaktionen), og at vores blikke har været lidt for stift rettet mod det centrale niveau. Vi skal blive bedre til at lade os farve af kredsene i den måde, vi agerer på strategisk, og inddrage dem mere i valget af, hvilke hovedspor vi skal følge. Og så mener jeg, at værdiskabelsen for medlemmerne især sker i mødet med tillidsrepræsentanterne og kredsene. Det skal vi tage mere alvorligt i fremtiden.

Den tredje mærkesag går på, at jeg har et inderligt ønske om, at foreningen bliver kendt for de ambitioner, vi har på skolens og elevernes vegne - og knap så meget for den kritik, vi rejser, og de problemer, vi peger på. Jeg medgiver, at vi allerede forsøger os med sådan en linje. Men jeg mener, at vi har brug for et friskt pust og en ny energi, der kan være med til at skabe et andet billede udadtil med mere begejstring og gennemslag. Det vil få flere til at lytte til os som organisation«.

Hvordan vil du gøre foreningen mere lyttende?

»Der er flere forhold. Det er for eksempel pudsigt, at sekretariatet på Vandkunsten er formandens sekretariat. Man kan overveje, om det i virkeligheden er en anakronisme i forhold til at organisere en moderne fagforening. Jeg mener, at en større del af sekretariatet burde have øjnene rettet ud mod kredsene.

I mine år i hovedstyrelsen har jeg desuden oplevet, at mange beslutninger har været truffet af formandskabet og forretningsudvalget, og så har vi i hovedstyrelsen blot skullet tage tingene til efterretning. Min ambition er, at hovedstyrelsen kommer mere på omgangshøjde med den daglige politiske ledelse og i højere grad bliver en aktiv medspiller«.

Hvis du bliver formand, hvilken form for formand får lærerne så?

»En formand med en demokratisk grundindstilling og med en stærk tro på politisk ledelse. Jeg vil være én, der går forrest, men aldrig mere end et lille skridt foran. For ellers får man skabt for store afstande og manglende følgeskab.

Jeg vil være meget disciplineret, arbejdende, ambitiøs og ærgerrig på medlemmernes vegne, og jeg tror på, at jeg har den fysiske og mentale styrke, der skal til for at tage de nødvendige maratoner for medlemmerne. Og så har jeg helt ind i hjertet en opfattelse af, at der ikke er noget alternativ til samarbejde«.

Og så er vi tilbage ved den rejse, Morten Refskov selv peger på, at han har været igennem i sin fagpolitiske karriere.

»Jeg er rundet af en kultur i Ballerup, hvor der er taget en række markante arbejdstidskampe siden 70'erne. Jeg blev valgt som tillidsrepræsentant på en skole med en kultur, der byggede på forståelse for samarbejde i stedet for konfrontationer.

Anders Liltorp: Mere medlemsdemokrati og bedre omdømme 

Siden jeg stemte nej i 2015, har jeg opnået en dybere indsigt. Jeg har lært utrolig meget af at komme i hovedstyrelsen. Det har givet mig vigtige perspektiver og forståelse for centrale sammenhænge af strategisk og politisk karakter, men også for de forskelle, som foreningen rummer i forhold til kultur, temperament og traditioner.

Det har været en dannelsesrejse, hvor jeg er blevet bekræftet i, at man kommer længst ved at være konstruktiv, samarbejdende og vise, at man vil hinanden det bedste. Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til, at man har mere lyst til at samarbejde med nogen, der anerkender en. Jeg oplever, at politikerne gerne vil anerkendes for, at de vil skolen det bedste - og sådan kommer det ikke til at fremstå, hvis vi har en meget konfrontatorisk tilgang«.

Pia Henriksen vil kæmpe for et samlet og synligt DLF  

Du udfordrede Dorte Lange i kampen om næstformandsposten. Vil I kunne samarbejde, hvis du bliver formand?

»Jeg var enormt ærgerlig over den måde, det udviklede sig på. Jeg har den grundindstilling, at jeg skal kunne samarbejde med alle, og det mener jeg oprigtigt, at jeg kan. Jeg har også skrevet til Dorte Lange, at det er min helt klare ambition, at vi vil få det til at fungere, såfremt jeg bliver valgt, og at jeg med en stejl læringskurve foran mig vil have stor gavn af hendes erfaring.

Både Gordon Ørskov og Dorte Lange har en masse at byde på. Jeg stiller ikke op for at skubbe dem af pinden. Jeg stiller op, fordi der er en ledig post, som jeg tror på, at jeg har evnerne til at varetage til medlemmernes bedste«.